’Leviathan’ er en dokumentarisk horrorfilm malet i ekspressive primærfarver på et sort lærred. Brutal som en black metal-koncert, dramatisk som Melvilles roman, og grotesk som alle de bibelske plager serveret på én gang - og så er der endda kun tale om en natlig udflugt på en fiskekutter. Båden knager og brager, imens det sortgrønne vand pisker op om dens sider, og mågerne slås om de afhuggede fiskehoveder, der skvulper rundt i dens bug, samtidig med at endnu et netfuld trækkes ombord. Instruktørparret Lucien Castaing-Taylor og Véréna Paravel har monteret små kameraer overalt på båden, og de maler livets og dødens drama i pastose lag.

Der er dog ikke tale om abstraktioner for abstraktionens egen skyld. ’Leviathan’ er også et antropologisk studie i menneskets relation til naturen og i konfrontationen med det ’rå liv’, frem mod en erkendelse, som vi muligvis kun har adgang til gennem filmmediets basale elementer: lys, farve, lyd, mørke. En voldsomt fysisk, men ikke desto mindre transcendental totaloplevelse.