Cookie- og Privatlivspolitik

Kvinden i buret

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en ildevarslende grundstemning. Den indeholder en del voldsomme scener med skyderi, vold og mennesker i ydmygende og hjælpeløse situationer. I flere scener ses en kvinde, der pines og trues til underkastelse. I andre scener ses slåskampe der involverer slag med jernrør, og strangulering, samt et biluheld med nærbilleder af de sårede og døde, heriblandt børn. Det vurderes således at filmen vil kunne virke skræmmende på børn og unge under 15 år

Se mere på medierådet.dk
03.10.2013
| |
1 time 48 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Kvinden i buret
|
Versioner: se alle
Originalversion, m/ danske tekster
|

I thrilleren 'Kvinden i buret' er den uortodokse og desillusionerede vicekriminalkommissær, Carl Mørck, én af Københavns Politis skarpeste hjerner, men han er samarbejdsvanskelig og stuvet af vejen i kælderen under Politigården, hvor han sættes i spidsen for Afdeling Q, politiets nyoprettede afdeling for "Sager under særlig bevågenhed".

Carl ser det som en degradering og er mildest talt ikke begejstret, men han og hans nye assistent, Assad, får tiden til at gå med at katalogisere en række uopklarede, gamle sager. En af disse stikker dog ud. Merete Lynggaard - en ung, fremadstormende dansk folketingspolitiker - forsvandt sporløst fem år tidligere.

Dengang blev det afskrevet som selvmord, men efterhånden som Carl og Assad får gravet dybere i sagen, begynder sandheden at gå op for de to ansatte i Afdeling Q.

’Kvinden i buret’ er den første af i alt fire film baseret på Jussi Adler-Olsens romaner om Carl Mørck. Filmen er instrueret af Mikkel Nørgaard, der debuterede med kæmpesuccesen 'Klovn: The Movie' i 2010, og har manuskript af Nikolaj Arcel, der også skrev Stieg Larsson-filmatiseringen 'Mænd der hader kvinder' (2009).

I forhold til sidstnævnte film er der en del mere tør humor at finde i Adler-Olsens univers, hvilket filmatiseringen af ’Kvinden i buret’ også afspejler, og især forholdet mellem den misantropiske Carl Mørck og hans godmodige assistent Assad byder på ping-pong-dialog, der står i kontrast til de mere makabre elementer i historien.

'Kvinden i buret' har Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne som Carl og Assad.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (2162 votes)
4.8
4.2

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "'Kvinden i buret' [dokumenterer] fortrinligt, at den nordiske noir-stil bliver holdt i live - uden kunstig ilttilførsel i trykkammeret, men af en tårnhøj professionalisme." (Kristian Lindberg)

  • BT

    "[...] instruktør Mikkel Nørgaard og manuskriptforfatter Nikolaj Arcel har taget nogle modige og overraskende gode valg ved at skære gennem al hverdagsrealismen og lægge vægt på stemningen, krimigenren og det dragende mørke." (Niels Lind Larsen)

  • Ekstra Bladet

    "Vi er kvalitetsmæssigt mere ovre i afdelingen for seværdige franchises som svenske Beck og Wallander end egentlig original filmkunst." (Henrik Queitsch)

  • Jyllands-Posten

    "Der hvor 'Kvinden i buret' for alvor sætter sine spor, er i mør(c)ket." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "Et spændende og godt sammenskruet plot, jovist, men så heller ikke mere." (Kim Skotte)

  • Radio24syv

    "Det er nordic noir, som vi kender det, fra andre nordiske film. En forrygende god kriminalfilm, der er godt lavet. Selvom jeg havde læst bogen, sad jeg ude på sædet en gang i mellem." (Rikke Rottensten - Femina)

  • Weekendavisen

    "'Kvinden i buret' [er] en stærk og næsten pletfri fortælling." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Maja

Filmen er fuldstændig blottet for alt det, der gav Jussis finurlige, mørke og henførende karakterer liv og sjæl på godt og ondt. Filmen er grå og karaktererne livløse. Den ellers så dystre, nervepirrende og kvalmende spændende fortælling bliver som grå maling på film, ufattelug kedelig, livløs og uinteressant. Hvor er personlighederne. Assad er ikke politimand i bogen- men væsentlig kvikkere end i filmen. Det mystiske ved denne intelligente fyr mangler. Selvom ondskaben eksisterer i filmen, så er den udvandet og langt fra den oprindelige fortælling. Generelt bare kedelig og skuffende - middelmådig skuespil præstationer.

Lars Michael

En rigtig typisk dansk krimi film, godt skuespil dejligt at se Nikolaj Lie Kaas spiller sådan en rolle ,
Dog må jeg sige at det ikke er den bedste i serien , men mår det er sagt så er det en film man skal se lige meget hvad.

S. Rico

Jeg havde egentlig aldrig regnet med at skulle se denne film. Men da den så blev sendt i fjernsynet, var man jo nærmest forpligtet til at optage den og se den senere. Og det føltes da også lidt som lektier, da jeg endelig satte mig ned og så den. For der er da ærligt talt ikke meget spas ved at se på livstrætte mumlende kriminaldetektiver i et dansk socialrealistisk set-up.

Heldigvis kom jeg hurtigt på andre tanker. For Nikolaj Lie Kaas’ portrættering af Carl Mørck, filmens brug af ikke-kronologi, og den generelle stemning i filmen er fængslende fra starten. Sonja Richter gør også en super god indsats, og det gør helt ondt at se på hendes situation.

Hen mod slutningen går historien dog hen og bliver meget amerikansk, forudsigelig og corny. Den måde Carl Mørck reddes på til sidst er som taget ud af en amerikansk 1990’er actionkrimi. Samtidig gøres der meget lidt ud af at forklare motivet bag gerningen. Nogle få flash-backs, og det var det. Det er fint nok, at tingene ikke behøver at blive skåret ud i pap, men her er hele baggrunden lige lovligt sløret. Eller også kom jeg til at blunde en anelse hen mod slutningen...

Men næsten endnu værre er den måde Afdeling Q til sidst bliver officiel: Carl Mørck foretrækker at blive nede i kælderen frem for at få et rigtigt politijob. I et socialrealistisk set-up opstår en sag som Kvinden i Buret kun én gang ud af en million sager. I den virklige verden ville Carl Mørck komme til at sidde nede i kælderen resten af sit liv uden nogen sinde igen at støde på en sag af den kaliber. At der så sidenhen er kommet to yderligere film understøtter bare den amerikanisering, som Afdeling Q har undergået.

Victor

En udemærket dansk filmatisering.

Kemien er god mellem Nikolaj Lee Kaas og Fares Fares.

Historien hænger sammen, og selvom den er forholdsvis forudsigelig, gør det ikke så meget, for man bliver godt underholdt.

4/6

Cathrine

Jeg føler mig lidt dum, for hvorfor har jeg ikke set den her film noget før? Jeg kan ikke helt huske hvorfor jeg ikke så den dengang, jeg tror det var en blanding af den var for opreklameret, og så at jeg aldrig rigtig har brudt mig om danske film på den måde. Men jeg må godt nok sige at jeg er glad for at jeg har fået den set. Jeg så faktisk at den nye “Fasandræberne” er startet i biffen idag, og så syntes jeg bare at jeg havde set at det var en 2’er, for “Fasandræberne” vil jeg rigtig gerne se fordi den ser spændende ud.
Jeg er vild med at filmen er fyldt med mystik og spænding fra start til slut. Det er rart at man ikke skal vente helt til sidste minut med at finde ud af hvem skurken er, og jeg er helt vild med nogle af de Flashback scener som er med, det er lige før at jeg gerne ville se mere af dem!
Jeg tror jeg er blevet lidt skudt i Nikolaj Lie Kaas nu hvor jeg efterhånden har set en del film med ham. Jeg har førhen set ham som pisse irreterende, men han er faktisk rimelig genial, især i denne slags film. Fares Fares som spiller Assad, er også virkelig genial. Han spiller den lidt stille og rolig type, som jeg rigtig godt kan lide, og han giver et godt modspil til Nikolaj. Men jeg kan varmt anbefale filmen til jer som ikke har set den, der er en masse spænding og drama med, som passer perfekt til mig. Jeg har faktisk lyst til at se den igen

CINEMANDRUP

Instruktør Mikkel Nørgaard er manden, som skal forsøge at videregive magien fra Jussi-Adler Olsens bøger og det har sine op og nedture, men krimi genren hungrer efter filmatisering af disse bøger.

Historien er blevet skåret ind til benet, hvilket i mange henseender er nødvendigt, da man desværre ikke kan få alle detaljer med fra bogen. Det kan til dels også blive nødvendigt at ændre betydelige ting for at få filmatiseringen til at hænge ordentligt sammen. Sådan oplevede jeg det lidt efter at have set filmen.

Skuespillerne er jeg faktisk ret godt tilfreds med og jeg syntes, der er blevet gjort et godt stykke arbejde med at finde folk, som passer til den reelle rolle. Rent skuespilsmæssigt ligger filmen ret godt, men der hvor filmen virkelig vinder point er i sin dystre farveskala, hvor det insisterende grønne skær dominerer meget af filmen og giver den en dybde af intens atmosfære, som varer hele filmen igennem. Det virker mørkt, koldt og rigtig krimi-agtigt.

Krimigenren får et fornyet pust med denne film, men spændingsniveauet flatliner enkelte steder, hvor det ikke burde og det kan ødelægge oplevelsen lidt. Hvis du har læst bogen/bøgerne ved du også at Jussi-Adler Olsen elsker at overraske og det følte jeg lidt at filmen manglede at gøre for seeren.

Jeg vil til enhver tid sige, at bøgerne giver et rent knockout til filmatiseringen, da det nærmest er en umulighed at gøre så spændende krimibøger levende på film. Bøgerne er mere opslugende og neglerodsbidende end filmen blev og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde håbet på mere og var lidt skuffet over resultatet. Til dem som blot nøjes med filmen kan det siges, at bøgerne giver dig en sådan vidunderlig uro i kroppen at du nærmest sidder på kanten af stolen når du læser og det er denne evne filmen mangler, men som Jussi-Adler Olsen kan.

Så meget potentiale i disse bøger og så var det en lidt sløv start for filmen Kvinden I Buret.

Nikolaj

Jeg bliver aldrig god til film der blander sig i krimi-genren. Det er bare ikke noget der kan fange mig. Kvinden i buret formåede dog at give mig lidt spænding!

Filmen har et plot der langtsom eskalerer til det mere spændende, og er sindssygt flot optaget! Man har virkelig haft hjertet sat på at få lavet en dyster og mørk scenografi!

Jeg synes Kvinden i buret er en helt fin film, og jeg tror at hvis man elsker krimi-genren, så vil denne film være fantastisk!

Nikolaj

Jeg havde enlig større forventninger af den inden jeg så den.

Men da jeg så den blev jeg en smule skuffet.

Med alt respekt, jeg synes det er fine skuespillerpræstationer, og den er da også lidt spændende undervejs, men jeg synes bare ikke det virker naturligt desværre.

Kim

Fremragende manuskript, fantastisk skuespil og dialog.

Scarecrow

udemærket film, helt sikkert værd at se.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.