På en café i en fransk by kigger en ung mand på kvinder. Nej, han iagttager, nærstuderer dem. Hvordan en af dem måske ser i hans retning. Hvordan en anden spidser læberne. En tredje har betagende smuk hals, en fjerde kigger ulykkeligt frem for sig. Skal en af dem blive hans? For en dag eller en sommer? Et liv?

José Luis Guerin er mere optaget af forventningens dobbeltbundethed og valgmulighedernes labyrint end af romancens sødme. Og især af alt det udenom: Byens puls, tilbagevendende forbipasserende sporvogne, solen gennem løvhanget. Set med den fremmedes blik bliver de detaljer ekstremt tilstedeværende – der er den samme følsomhed i repræsentationen af byen, som man så det i Agnès Vardas 60’er-pariserportræt ’Cleo fra 5 til 7’. Og som man finder hos Proust.

Det er en film for det følsomme gemyt, men ikke nogen svær film at forstå eller værdsætte. Her er noget så sjældent som et stykke filmkunst, der både er plotdrevet og æterisk. Det er en arthouse-vignet, der formår at slå en bæredygtig bro mellem Alfred Hitchcocks voyeurfilm, Eric Rohmers empatiske ungdomsportrætter og en ellers uddød ‘byfilm’-genre.

Hvor personlig Guerins film er, fornemmer man i øvrigt i forstudiet ’Some Photos in the City of Sylvia’ (begge film daterer sig tilbage til 2007), som gennem en stum billedkavalkade beskriver en kunstners søgen efter en pige, han mødte i Strasbourg 22 år tidligere.