I filmen 'Hypnotisøren' efterforsker kriminalkommissær Joona Linna (Tobias Zilliacus) et brutalt mord på en familie. Familiens yngste, en 15-årig dreng, har overlevet og er det eneste vidne, men hans liv hænger i en tynd tråd.
Storesøsteren er forsvundet sporløst, og Linna har en formodning om, at hun flygtede fra morderen i sidste sekund, og at hendes liv nu er i fare. Kommissæren opsøger derfor psykiater Erik Maria Bark for at hive informationer ud af drengens underbevidsthed via hypnose.
Michael Persbrandt spiller psykiateren med adgang til underbevidstheden, og måske har drengen svaret på, hvor søsteren befinder sig, eller hvem der står bag det brutale mord på hans familie.
Lasse Hallström er egentlig fra Sverige, men har været på udflugt i Hollywood de seneste mange år, og instruktøren har ikke lavet en svensksproget film siden 'Mere om os børn i Bullerby' fra 1987.
'Hypnotisøren' markerer Hallströms tilbagevendende til sit hjemland. Filmen er en filmatisering af ægteparret Ahndorils kriminalroman, som de har skrevet under pseudonymet Lars Kepler.
Fremragende fordi den holdt spændingen hele vejen igennem, en film for mig, ja bestemt, kunne det være en serie i tv, ja bestemt, og måske ville den fungere bedre sådan, hvem ved..
Alt i alt en spændende film.
Det kunne være den fedeste serie, så havde de også mulighed for at være mere tro mod bogen, og tage alle de gode detaljer med - men helt klart, vi må have den som serie. :) Med den rigtige instruktør, ville den blive lige så god, hvis ikke bedre end forbrydelsen :)
Blanding af ægteskabsdrama og svensk vinterkrimi. Ok spændende, men mange løse ender og tomgang. Kvinderne får en hård medfart....
Men lige som filmen begynder at blive spændende kommer forholdet mellem Olin og Persbrandt og dræber det hele. Egner sig bedst til en søndagskrimi på TV.
Ok spændingsniveau, syntes politimanden spillede fremragende
Blev faktisk ret skuffet over den. En af de største grunde var at jeg syns at plottet var meget mangelfuldt og ret tyndt, derud over syns jeg man sidder tilbage med en følelse af løse ender og manglende information.
Derudover så har jeg tre spørgsmål som forvirrer mig; 1) hvorfor har den kvindelige betjent sit barn med overalt? Det virker mest af alt som en vellykket kampagne imod mødre i politiet. 2) Hvorfor skal de snakke i munden på hinanden? Det er umuligt at følge med i samtalen, og det er først senere at jeg opfangede "mummitroldende" som en racistisk kommentar fordi Joona er finsk (noget som man på intet tidspunkt for at vide direkte). 3) Hvorfor er der en scene hvor hypnotisøren stirre på gerningsmanden (i bussen, for dem der ved hvad det betyder) som om de har set hinanden før, uden at det hverken bliver forklaret eller kommenteret?
Selve skuespilpræstationerne er fine nok, hvilket hjælper en del når man opdager at det man troede var en krimi i virkeligheden er et psykologisk drama.
En gennemgående middelmådig film, som måske ville blive bedre hvis man har læst bogen, men det burde ikke være nødvendigt for at få noget ud af filmen.
Jeg er ikke krimi-fan, hverken bog eller film. Så derfor har jeg ikke 'læst bogen'. Men der er andet end krimi i den her film. De forskellige karakterers - ja - karakterer. Og samspillet mellem dem. Det er interessant - psykologisk set.
Jyllands-Pestens skarpe hjerne skriver: "Tobias Zilliacus og Michael Persbrandt ... virker distræte, ja søvnige."
Ja da. Det ligger jo helt konkret i deres roller, og de gør det med stor overbevisning.
Så hr. Christensen har været vågen ;o]
Bruger anmeldelser (44)
Skriv din egen anmeldelse