Det biografiske drama ’Hidden Figures’ følger tre kvindeelige, afroamerikanske matematikere, der trodser de mange fordomme forbundet med både deres køn og race.
De arbejder for NASA, som såkaldte menneskelige computere, og laver udregninger for de hvide, mandlige ingeniører i forbindelse med rumkapløbet i 1960erne.
Kvinderne stiger hurtigt i graderne, men bliver til stadighed mødt af modstand. Da opsendelsen af rumkapslen Friendship 7 nærmer sig, samt ankomsten af en ny IBM-computer kommer deres matematiske kompetencer i høj kurs, og de må både lære nye teknikker og opfinde en helt ny matematik for at hjælpe den første amerikanske mand i kredsløb om Jorden.
Efterhånden dukker der flere fortællinger om kvinders hidtil ukendte indflydelse i historien op. Tidligere har filmen Niceville behandlet temaet om afroamerikanske kvinder, der arbejdede som tjenestepiger for de rige hvide i sydstaterne.
’Hidden Figures’ fortæller således en vigtig historie om bedrifter i 60erne, der hidtil har været forholdsvis ukendte. (copyright: kino.dk)
Skøn film! Rørende, underholdende, spændende, vigtige historiske påmindelser! Meget seværdig!
Virkelig en god og meget velspillede film.
skønne skuespiller, og så dejligt at de gode sejrede.
kan kun anbefales, og kan godt ses flere gange.
“Here at NASA we all pee the same colour”. Der er i den grad tale om en film der udelukkende sætter fokus, på de ufortalte historier omkring kvindernes rolle i datidens NASA. Race og sexismeproblemer er i hvert fald overstreget over hele filmens indhold, men samtidig ender vi ikke ud i en film der er alt for sørgelig. Filmen er nemlig en ren feel-good film, der forstår sig på at skabe publikum i alle aldre, ved hjælp af dens ikke alt for barske tone. -men med alt det sagt, er der i den grad også tale om en film der udelukkende drives af sin historie, og ikke rent film æstetetisk.
Katherine G. Johnson, Dorothy Vaughan og Mary Jackson udgør en triade, som tre hårdtarbejdende kvindelige afroamerikanere i rollerne som; Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe. Historiens tre matematikere, arbejder nemlig for NASA i de raceproblematiske 60’er i USA. NASA har nemlig store problemer med at udregne formler for at få mennesket sikkert op i rummet, hvilket er blevet vigtigt, da kapløbet med Sovjetunionen er ved at være på sit højeste. Udregninger der er få timer gamle, er forældet i den næste time, så derfor må der nogle kloge hoveder til. –men hvad gør man når de kloge hoveder sidder på kroppen af sorte kvinder i et raceproblematisk USA?
Det er tydeligt at det er historien der har bragt denne film til dens Oscarnominering som årets bedste film. Vores hovedkarakterer er gennemgående i filmens spilletid undertryk, og gjort til offer for de hvide mænd. –og det er lige der hvor filmen rammer rigtigt. Dens præmis og budskab står så klart, at du bar ikke kan tage fejl. Hvis USA ville/vil gøre fremdrift, så kræver det at man ikke holder andre mennesker ude af fælleskabet. NASA spænder tydligt ben for sig selv, ved ikke at lade de sorte kvinder komme til noget før.
Fjern fordomme og tilbageholdelse af minoriteter, for at opnå mere i fælleskab.
Selvom filmens succes er skabt af den vigtige fortælling, er fokus selvfølgelig også lagt andre steder. Jævnført min indledning, så ligger der nogle gode slagord i filmens manuskript. ”You sir. You are the boss. You just have to act like one!” Der bliver I den grad ikke skuret ned for charmen, når filmens underdogkarakterer først begynder at integrerer med de højtstående i NASA. Fra filmens start kan man også tydeligt hører, at man har med nogle til dels rapmundet kvinder at gøre, som snart ikke længere bryder sig om at blive undertrykt. I filmens første scene (taget i betragtning af startens fortælling af baghistorier), bliver karaktererne også godt introduceret, og får understøttet deres særpræg og hvordan de er differenceret fra hinanden. Det er en god og simpel start, der fungere på en meget virkelighedsnær måde.
Kevin Costner spiller også en vigtigt karakter som højtstående for NASA. Hans præstation er god, og flyder godt ind sammen med filmens ledendes kvinders præstationer, der giver en udmærket film rent skuespillermæssigt. I en enkel scene, er der dog et kæmpe udbrud fra en karakter. En scene som heldigvis er med, for det er også vigtigt at filmen faktisk giver sig selv tid til, at være seriøs omkring sig selv for en stund. Historien er jo faktisk dødalvorlig, da det handler om udviklingen og vejen frem med tolerance. Derfor er det godt at trods at det er en feel-good film, at vi lige får det udestående øjeblik med i filmen.
På billedsiden får man som publikum hellere ikke noget at klage over. Ikke den helt store visuelle stil, men det er samtidig heller ikke det filmen er skabt for. Desværre kan troværdigheden måske godt falme lidt, når vi kommer til billederne af en mand der bliver sat op i rummet. En ting er måske de middelmådige specieleffekter, men indstillingen af astronauten i cockpittet var en lille ridse i lakken på en ellers troværdig film. Heldigvis er det en ultra lille brøkdel af hele filmen.
I fortællingen kommer vi også lidt ind under huden på de forskelliges kvinders dagligdagsliv, hvor det ikke bare handler om arbejde og de diskriminerende medarbejdere. Det giver en følelsesmæssig dybde i filmen, som i den grad er et vigtigt element for at etablere nogle interessante karakterer, og indlevelse i filmen. Dog er det samtidig lidt en ambivalent del af filmen. Burde alle de scener være med? Fordi i nogle af scenerne føles det som om, at det kun er halvdelen af de pågældende personlige begivenheder vi får med. Det giver nemlig seeren en lidt splittet fornemmelse omkring hvorvidt de scener burde være med eller ej. Som i at filmen var i tvivl om de scener skulle være med eller ej, og valgte at lave en 50/50 beslutning, med at lade halvdelen af de scener være med. Hurtigt bliver der bare klippet væk fra emotionelt kontekst, som gør at man bliver i tvivl om man overhovedet ønskede at det skulle være med i filmen eller ej.
’Hidden Figures’ er en feel-good film for alle i alle aldre, som ønsker at grine og få beretningen om den sande historie. –men ønsker man en dybt alvorlig film, er man gået det helt forkerte sted hen, selvom det egentlig kun er historien der er det essentielle og bærende i filmens værdier.
Rigtig god film om 1960'ernes USA skildret gennem tre virkelige kvinder. Måske er der rettet lidt til i deres historier, men filmen er fængende og giver stof til eftertanke om raceadskillelse og er ret aktuel netop nu.
Gode skuespillere, der leverer varen. En historie, jeg ikke kendte til, der udspiller sit i et miljø, som nok altid vil fascinere de fleste.
Jeg kunne rigtig, rigtig godt lide denne film.
En rigtig god film, der formår at vise en kamp om sine rettigheder på sådan en fin, men stærk måde, dog uden at virke banalt. Skuespillere er fantastiske, Kevin Costner er så overbevisende, som "blind-for-skinfarve-og-alt-andet-end-arbejdet" chef og skuespillerinderne i hovedrollerne er fantastiske. Og så fortæller de en vigtig historie.
Vi befinder os i begyndelsen af 1960'erne. Det daværende Sovjetunionen fører an i rumkapløbet. De har allerede haft én mand ude i rummet, og den amerikanske rumfartsorganisation NASA er i defensiven. Nationens ære står på spil, og alle de skarpeste hjerner må sættes ind. Astronauten John Glenn er allerede udset til at være den første mand, der skal sendes i kredsløb omkring Jorden, men for at missionen skal lykkes må alle de tekniske data være på plads.
Det er her filmens hovedperson, matematikgeniet Katherine, kommer ind i billedet. Hun placeres som den første og eneste afroamerikaner helt inde i NASA's maskinrum, hvor hendes beregninger er med til at bane vejen for John Glenns vellykkede rumfart. Hendes historie er samtidig beretningen om, hvordan den afroamerikanske befolkning i 1960'erne omsider begynder at gøre oprør mod den tvungne raceadskillelse, der stadig var lovpligtig i mange amerikanske stater. De sorte havde deres egne skoler, og særskilte afdelinger i busser, biografer m.v. De havde også deres egne offentlige toiletter, og det er her Kathrine, som den eneste sorte, møder den første udfordring på jobbet, for hver gang hun skal på toilettet må hun ud på en lang, lang gåtur for at komme ned til en bygning allerbagerst i området, hvor det eneste toilet for sorte kvinder findes. En af filmens stærkeste scener er den hvor afdelingslederen, spillet af Kevin Kostner, beordrer alle skiltene revet ned, så toiletterne bliver tilgængelige for alle uanset race, men først efter at Katherine har holdt en lang følelsesladet tale.
At filmen er baseret på virkelige personer og hændelser, gik først op for mig til allersidst. Da ser vi et foto af den virkelige Katherine, der i dag er over 90, hvor hun modtager en fortjenstmedalje for sin indsats af selveste præsident Obama. Astronauten John Glenn, ligeledes en autentisk person, døde i 2016.
"Hidden Figures" er spændende fortalt, men med et anstrøg af politisk korrekthed, som især kommer til udtryk i historien om John Glenn. Han portræteres nærmest som en Kristus-figur med glorie om hovedet, da han stiger til himmels i sit rumskib.
Det er også en lidt gammeldags film, der lige så godt kunne være lavet i 1970'erne. Det er godt håndværk, fortalt på en feel good-agtig måde , men i forhold til en anden aktuel film, "Moonlight" der også handler om sorte amerikanere, er den lidt for traditionel og lidt for pæn, så mere end 3 stjerner kan det ikke blive til.
Jeg var glad for set i biffen, utroligt at jeg stadig bliver "vred" sad tænkte hvor er de mennesker dog tåbelige , havde lyst til at sige noget til dem , heldigvis kunne matematik geni sige fra på et tidspunkt!
Synes desværre ikke de fik den anerkendelse de havde fortjent!
Skønt at se filmen , fik et par grin, vendt en del med fordomme, skuespillere gør det formidabel, hver en krone værd!
Hidden Figures får 5 stjerner af Anmelderen *****
Denne film lød bare god fra starten af da jeg hørte om den, og jeg synes også at der var nogle interessante skuespillerkræfter med på holdet i denne film, så derfor skulle den tjekkes ud. Jeg så den i Dagmar Bio, som på lige fod med Imperial og Palads er en rigtig god biograf, som sideløbende med adskillige mainstream-film også kører nogle specielfilm. Hidden Figures er nok en blanding, vil jeg tro, den er en anelse speciel med en snert af mainstream-hed i sig. Hidden Figures er jo desuden også en anerkendelse til nogle enkelte, dygtige, specielle farvede kvinder, som tilbage i 1960'erne deltog i rumkapløbet og stod for meget af arbejdet som lå i at sende mennesker ud i rummet og tilbage igen. Dette arbejde skulle senere vise sig også at betyde meget, for den første rejse til Månen, og tilbage igen. Man må sige at det også er på tide, at disse kvinder får noget anerkendelse for deres arbejde, selv om de alle sammen er oppe i årene og fortsat lever så vidt jeg ved. Der er aldrig noget som er for sent, og bedre sent end aldrig.
Man følger 3 farvede kvinder som alle sammen arbejder for NASA som menneskelige computere, som laver udregninger og løser matematiske opgaver for hvide ingeniører, deres opgave er at få en mand ud i rummet og tilbage igen i god behold. De tre dygtige kvinder trodser fordomme, som både er forbundet med deres køn og deres hudfarve. Alle tre kvinder er dygtige mennesker, eksperter inden for deres felt, og da ankomsten af en ny IBM-maskine melder sig, bliver der brug for deres kompetencer til betjening af maskinen. Der er også brug for deres evner og deres hjerner, til løsningen af opgaven som der findes i at sende en mand ud i rummet, og få ham trygt og sikkert tilbage igen på Jorden. Langsomt bløder stemningen og fordommene op, og der begynder langsomt at komme mere og mere respekt for- og accept af de tre kvinder.
Dette er virkelig en fremragende film, man får virkelig indblik i forholdene for farvede kvinder tilbage i 1960'ernes USA, og når man kigger på de forhold i dag som de levede under dengang, så er det jo direkte latterligt. Tænk engang at Amerika har behandlet de farvede på den måde, at de skulle være adskilte fra de hvide, at de skulle have separate toiletter og afdelinger kun beregnet for farvede mennesker! Hvad fanden er det for noget? Men sådan var det dengang, og man får et godt indblik i forholdene dengang i denne film. Skuespillet bliver leveret stilsikkert, selvsikkert og overbevisende. Kort sagt, de spiller virkelig deres roller godt, synes jeg. Man får følelsen af, at man bare sidder og betragter nogle mennesker, som bare ER de roller som de spiller. Det i sig selv, er jo rigtig godt skuespil. Tempoet i denne film er helt nede i gear, den bevæger sig faktisk i et glidende, konstant, homogent tempo hele vejen igennem filmen, som typisk kendetegner et drama. Der er som ikke de store udsving i et drama. Som regel ikke. Rytmen er perfekt i denne film, den foregår i en konstant, rolig, flydende strøm, og den skifter sikkert og roligt fra den ene scene til den næste. Alle mennesker kan se denne her film, og det bør de, for den er virkelig fremragende og meningsfuld.
Den mest feel good film, jeg længe har set !
Stilfulde kvinder, med skønne personligheder med super skuespils præstationer. Charmerne musik, som køre godt sammenspil imellem sceneskiftene.
Historien er inspirerende og har et smukt budskab.
Rørende øjeblikke - sådan helt tårer i øjnene agtig
Hidden Figures er noget ganske særligt og unik. En forfriskende og ny poleret perle :)
Bruger anmeldelser (31)
Skriv din egen anmeldelse