“Hellere være hund end mor, siger titelpersonen i denne rørende, barske og helt uforglemmelige iranske film om en mors mod, modgang og kærlighed i skyggen af hele to Irak-krige.
I 1988 eskorterer Gilane (Fatemah Motamed-Aria) sin gravide datter, Maygol, fra den relative ro i deres landsby og ind i det krigshærgede Teheran for at lede efter Maygols mand, Rahman, der har forladt sin militærpost. Rejsen er besværlig nok, men det, Gilane oplever i hovedstaden under irakisk bombardement, er rystende.
15 år senere, bedst som endnu en krig begynder (Irak-krigen i 2003), er Gilane hjemme og tager sig af sin søn Ismael, der lider af epilepsi, en af krigens mange eftervirkninger. Mens hun passer ham, håber hun på besøg af lægen og en anden datter, Atefah.
Rakhshan Bani-Etemad er Irans nok største kvindelige instruktør. I film som ’Narges’ (1992), ’The Blue-Veiled’ (1994) og ’The May Lady’ (1998), taler hun om kvinders situation i samfundets økonomisk trængte cirkler. ´Hendes film bør, selvom de overvejende byder på stærke kvindelige hovedroller, ikke betragtes som feminisme,” skriver filmkritikeren Milos Stehlik. ”Bani Etemad er mere interesseret i den universelle kamp, der foregår på samfundets lavere trin.”
´
I 1988 eskorterer Gilane (Fatemah Motamed-Aria) sin gravide datter, Maygol, fra den relative ro i deres landsby og ind i det krigshærgede Teheran for at lede efter Maygols mand, Rahman, der har forladt sin militærpost. Rejsen er besværlig nok, men det, Gilane oplever i hovedstaden under irakisk bombardement, er rystende.
15 år senere, bedst som endnu en krig begynder (Irak-krigen i 2003), er Gilane hjemme og tager sig af sin søn Ismael, der lider af epilepsi, en af krigens mange eftervirkninger. Mens hun passer ham, håber hun på besøg af lægen og en anden datter, Atefah.
Rakhshan Bani-Etemad er Irans nok største kvindelige instruktør. I film som ’Narges’ (1992), ’The Blue-Veiled’ (1994) og ’The May Lady’ (1998), taler hun om kvinders situation i samfundets økonomisk trængte cirkler. ´Hendes film bør, selvom de overvejende byder på stærke kvindelige hovedroller, ikke betragtes som feminisme,” skriver filmkritikeren Milos Stehlik. ”Bani Etemad er mere interesseret i den universelle kamp, der foregår på samfundets lavere trin.”
´