Billede

Flowers of Shanghai - Hou Hsiao-hsien

Særvisning
Hou Hsiao-hsien valgte at filme 'Flowers of Shanghai' udelukkende ved hjælp af naturlig belysning fra de olielamper, man havde på tidspunktet for filmens handling. Resultatet er en raffineret, stemningsmættet og sanselig beskrivelse af livet i 1880'ernes bordeller i Shanghai – de såkaldte blomsterhuse'.

Hvert hus styres af en 'tante', der tager sig af det beslutningsmæssige, og rummer desuden en kurtisane i sin bedste alder, ældre tjenestefolk og unge piger under oplæring. Mænd samles om spilleborde eller fortrækker med kvinder eller opiumspiber. Med et nærmest Tjekhov'sk blik studerer Hou relationerne på stedet. Tålmodighed er en nødvendighed for Hou, som den er det for kurtisanerne.

Atmosfæren er ladet med potentiel desperation, mulig lykke. Alderdom og glemsel lurer som en skygge i de mørke tapeter.'