Billede

Fanfan - ridderen af t - Gina Lollobrigida

Særvisning
‘Fanfan - ridderen af tulipanen’: Kulørt underholdning fås ikke meget mere klassisk eller veloplagt end denne fortælling om den franske sagnhelt Fanfan. Handlingen udspiller sig i landlige franske omgivelser i 1760'erne (med Syvårskrigen som bagtæppe).

Titelpersonen er en ung charmør, der for at sno sig ud af et arrangeret ægteskab tager imod et råd fra en spåkone, Adeline, om at lade sig indrullere i hæren. Han imponerer med sine evner som sabelsvinger og får sit botaniske tilnavn, da han redder kongens datter fra et overfald. Fanfan er overbevist om, at prinsessen og ham er som skabt for hinanden, men måske er Adeline i virkeligheden hans sande kærlighed?

Gérard Philipe i titelrollen og Gina Lollobrigida som Adeline udgør et attraktivt par, og den sprudlende film vandt Sølvbjørnen ved det års Berlin-festival og skaffede endvidere Christian-Jaque prisen som bedste instruktør i Cannes.

Filmens overdådige scenarier er indfanget af mesterfotografen Christian Matras, og værd at bemærke er også fortællingens pacifistiske morale (filmen er fra 1952), som fremføres af en knastør fortællerstemme.