Downton Abbey

Filmen er et vidunderligt og frydefuldt gensyn med alle de højtelskede figurer i og omkring Downton Abbey. Og Maggie Smith er endnu en gang helt i særklasse. Ingen over eller ved siden af Maggie Smith. Alle Downton Abbey fans vil elske denne film.

God som DA altid er :)

Lever fuldstændig op til serien.

Jeg ville virkelig gerne have elsket den her film, for jeg elsker serien.
Jeg sad da også som et stort smil, da den ikoniske titelmelodi åbenbarede det smukke gods endnu en gang.
Men da karaktererne begyndte at dukke op, gik der et eller andet galt.
Flere af figurerne føles som parodier, så det kommer til at ligne noget fra en dårlig fanfiction. Maggie Smith må åbenbart ikke åbne munden, uden at det skal tvinges ud som hidsige oneliners. Det virkede i serien,
hvor hun får mere tid, men her føles det bare forhastet.
Hun fik først sin dybde til slut, hvor jeg da også tror, at flere i biografen fældede en tårer.
Historien er meget sød, men temmelig forglemmelig. Atmosfæren alene er flere stjerner værd.

Det er meget lang tid siden jeg har set så kedelig en film. Halvvejs inde i filmen, er der absolut INTET sket endnu.
Jeg er af den yngre generation, og har derfor ikke set meget af serien, og det gav et stort hul i forståelse af karakterer og plot.
Tror på at fans kan finde den underholdende. Den klub er og bliver jeg dog aldrig en del af.

Både spændende, romantisk, sjov, noget uventet og ventet, underholdende og bare rigtig god film for Downton Abbey fans
Er også nød til at fortælle, at der blev grinet højt i hele salen adskillige gange, især af Violets geniale replikker
At købe den på dvd er et must

Jeg havde glædet mig til at gense alle i Downton Abbey, og det var en stor fornøjelse.
Der var mange fine afslutninger på de forskellige personer.
Der var både glæde og en lille tåre sneg sig da også ned af kinderne.
Dejlige skuespiller.

Maggie Smith var grunden til at jeg ville have et gensyn med Downton Abbey og hun skuffede ikke det mindste! Dejlig film at se med familien (Mor og to søstre. Far og svoger blev hjemme og så fodbold i stedet for) og alle damerne som havde hevet deres kære mænd med i biografen.

Stensikkert årets mest ligegyldige film.

Der er sådan set ikke det store behov for denne film. Faktisk slet ikke. For serien blev afsluttet på udmærket vis efter 6 sæsoner med et perfekt finaleafsnit, som i sig selv var en spillefilm på lidt over 1½ time. Her fik vi bundet nogle nydelige sløjfer over alle de elskelige karakterer. Alle de små historier var fortalt til ende:
Anna og John Bates havde efter ufattelig mange gevordigheder endelig fået hinanden. Det samme havde Mrs. Hughes og Carson. Arvefølgen var sikret, Mary havde sagt ja til Henry, og Tom havde fundet sin rolle som deltids caretaker på slottet. I den vemodige finale fandt Edith så langt om længe lidt lykke i sit liv, da hun blev gift med Bertie. Det samme med Isobel, da hun fik sin Lord Merton. Tom og Henry fik fornyet mening med tilværelsen, da de sammen åbnede en autoforretning. Og den altid uheldige Molesley kunne endelig shine lidt, da han fik tilbudt et job som skolelærer. Sidst men ikke mindst begyndte Daisy endelig at bløde lidt op for Andy. Så alt var godt, og ikke et øje var tørt.

Så hvorfor denne film? Tja, udover at det jo er en tendens i øjeblikket med filmudgaver af succesfulde serier, så er der den glimrende gode grund, at det bare er mega hyggeligt at være i selskab med familien Crawley og deres tjenestefolk.

Der er ikke mere historie at fortælle, så i stedet er filmens fokus en stateligt besøg af kongen og dronningen. Det giver rig lejlighed til at skildre forberedelser og stress hos såvel tjenestefolk som hos familien Crawley. Der er skruet op for humoren, når Molesley er mere fjollet end normalt. Og der er skruet ned for realismen, når tjenestefolkene beslutter sig for mytteri mod de kongelige tjenestefolk.

Og så viser det sig, at der faktisk stadig var en lille sløjfe, der manglede at blive bundet: Tom har aldrig fundet en ny efter Sybil. Han er ikke "fin nok" til at komme i betragtning i de kredse han nu færdes i. Og han er selv blevet for fin til at gifte sig "nedad". Men så møder han en kvinde, der er lidt i samme situation som ham selv. Der bliver ikke gjort et stort nummer ud af det, men i stedet fortælles denne del fint og elegant.

Elegant sarkasme er der også herligt meget af. Violet er som bekendt verdensmester i denne disciplin. Som da Robert siger: "Let's not argue", hvorpå Violet svarer: "I never argue. I explain".

Det er umuligt at give denne film en objektiv karakter. Det er måske nok kun en 3-4 stjerners film. Men underholdningsniveauet og nostalgien var til 5 kongelige stjerner.