District 9

God science-fiction handler om hvad det vil sige at være menneske. Dårlig sci-fi handler – som al anden fladpandet underholdning – om, ja, at blive underholdt og ikke ret meget mere. Det kan sagtens handle om robotter, rumskibe og aliens, spørgsmålet er bare hvad instruktøren som historiefortæller vil med sin historie. Vil han eller hun bare underholde, leverer eskapisme, sælge billetter og senere legetøj – eller vil han have os som tilskuere til at se verden i et nyt perspektiv, åbne vores øjne for en måske ny problemstilling, eller i det hele taget bare have os til at tænke? Det er her den store forskel ligger på instruktører som Michael Bay eller Roland Emmerich, og så en instruktør og manuskriptforfatter som Neill Blomkamp. De laver alle sci-fi der inkluderer robotter, store rumskibe og masser af action. Men Blomkamp vil bare mere end at lefle for den laveste fællesnævner i underholdningens navn. Han vil gerne fortælle os noget om hvordan det er at være menneske, i en helt anden situation end den vi befinder os i til dagligt. Han vil gerne provokerer og komme med et indspark i en aktuel debat. Med hans debutfilm ’District 9’ fra 2009 var og er det flygtningedebatten der ligger ham på sinde.

For dem der ikke har oplevet den utraditionelle og nyskabende sci-fi actionfilm ’District 9’ kan dens grundlæggende handling hurtigt beskrives. Et enormt rumskib ankommer til jorden, men for én gang skyld er det hverken New York, London eller Paris den kæmpemæssige flyvende tallerken hænger over. Det er derimod Johannesburg i Sydafrika. I stedet for at angribe eller skyde med strålevåben, hænger den bare der over den i forvejen betændte storby. Flere uger går indtil man fra myndighedernes side tager mod til sig og border skibet. Det viser sig at det er befolket med tusindvis af forhutlede, udsultede og syge aliens, der mest af alt ligner mandsstore rejer. Det virker ikke som om der er nogen plan med deres ankomst, og ikke noget stort ’tag os til jeres leder-øjeblik’. Efter den første overraskelse over mødet med ”intelligent” liv fra rummet, kommer hverdagen og hvad skal man så stille op med alle disse usympatiske og naive stakler? De er hverken særligt faretruende, intelligente eller for den sags skyld nuttede, de er rent faktisk mest i vejen. Det lader ikke til at der hverken er ledere eller opfindere af den fremmede teknologi, om bord på rumskibet. Det er egentlig bare en ussel last, man allerhelst ville have set gå til bunds på et meget dybt sted. Men nu er de her, så man internerer dem i store townships, der skal gøre det ud for flygtningelejre. Årene går og pladsen bliver hurtigt trang, så bystyret i Johannesburg beordre en rydning af distrikt 9-området og relocation af rumflygtningene. Vores hovedperson antihelten Wikus van der Merwe – spillet af Sharlto Copley – skal stå i spidsen af indsatsen, for den multinationale våbenhandlende sikkerhedsorganisation MNU. I begyndelsen forløber den på overfladen humanitære mission planmæssigt, for den nørdede og egentlig ret usympatiske kontormus, men det varer selvfølgelig ikke ved.

Det kræver ikke mange brikker at forstå at ’District 9’ selvfølgelig skal ses som en allegori over de voksende problemer med flygtninge og indvandrere i dag. Det originale ligger ikke i emnet i sig selv. Tidligere sci-fi film – som f.eks. ’Alien Nation’ og ’Enemy Mine’ – har før blandet racekonflikt og fordomme med science-fiction. Det er mere måden Blomkamp behandler temaet i sin film, der er originalt. På den tekniske side er noget af det geniale hans brug af ’mockumentary’ stilen. Det er gritty, håndholdt og skramlet pseudo-hyper-realisme som en ’breaking news’ reportage i et nyhedsindslag. Ved hjælp af den primitive ’found footage’ tilgang – blandet med autentiske optagelser fra slumkvaterer – skabes i filmens første akt en fiktiv dokumentarstil, der får det fantastiske til at fremstå med en - indenfor genren - hidtil uset hverdagsrealisme. Inspirationen må komme mange steder fra, men jeg kan ikke lade være med at tænke på Orson Welles radiohørerspil over H.G. Wells ’Klodernes Kamp’. Noget andet der gør ’Distrikt 9’ genial er Blomkamps valg af location i Johannesburg i Sydafrika. Det er ikke bare på grund af at vi ikke tidligere har set store Blockbusters derfra, men mere fordi Blomkamp med sit locationvalg tapper direkte ind i stedet historie og problemer. Vi kender alle til Sydafrikas mørke historie og tunge traditioner med britisk overherredømme, skarp raceopdeling, apartheidstyre, borgerkrig og massive sociale problemer den dag i dag. Uønskede flygtninge og ubudne gæster er ikke noget nyt for dem. Men Blomkamp – der selv er født og opvokset i Johannesburg – viser os det velkendte på en ny og tankevækkende måde. Tingene sættes virkelig på spidsen med opfindsom CGI-grafik og splattereffekter, og selvom man måske nogle gange griner, er det samtidig med en klar fornemmelse af at dette slet ikke er så virkelighedsfjernt som man først kunne tro. Man skal bare fjerne det ’intergalaktiske’ fra de illegale aliens og wupti! så er det TV-2 nyhederne.

Det er også forfriskende at Blomkamp ikke moraliserer. Han har ikke en grydeklar agenda, han gerne vil proppe ned i halsen på os. De fremmede aliens er til at begynde med ret ucharmerende og aggressive. Man har ikke megen sympati med dem, når de render rundt og roder i affald og laver hærværk. Vores hovedperson er på den anden side heller ikke værd at heppe på, i hvert fald ikke til at begynde med. Sharlto Copley spiller helt forrygende komisk den lille mand der pludselig får magt, specielt i betragtning af at han aldrig før havde spillet skuespil. Der er ikke megen forståelse eller goodwill overfor de fremmede i starten. Bare en forfremmelse, en lønforhøjelse og en opgave der skal løses. Uden at ’spoile’ for meget er det først i mødet imellem en af ”alien-rejerne” ved navn ”Christoffer” og hans lille søn, at Wikus begynder at se tingene fra en anden synsvinkel – og os med ham i samme ombæring. Wikus finder nemlig under ransagningen af Christoffers blikskur, en beholder med et ukendt indhold. Han skal selvfølgelig prøve at åbne for cylinderen og får herved noget af den mystiske væske sprøjtet i øjnene. Han forsøger at lade som om intet er hændt, men en mærkelig kropslig mutation er startet og Wikus begynder nu at forvandle sig mere og mere i retning af de fremmede alien ”rejer”. Da hans familie og kollegaer ser hvad der er ved at ske, bliver han først jagtet af myndighederne og senere udstødt af samfundet, som de andre illegale aliens og han forsøger nu at slå sig sammen med Christoffer og hans søn. Wikus lærer på den hårde måde, hvad det vil sige at være ubuden gæst. Hans forvandling fra selvisk dumt svin, til et empatisk væsen sker nærmest sideløbende, med hans groteske fysiske transformation. Han lærer på sin egen krop at forstå de fremmede og den øgede forståelse skaber sympati og sammenhold og egoisme bliver endda til sidst udskiftet med selvopofrelse.

’District 9’ er et utrolig spændende og fedt eksempel på hvor langt man kan nå med ret få midler, hvis man har en god historie og tør blande kortene på en ny måde. For imens Neill Blomkamp serverer farverig og til tider endda ret voldelig action-underholdning, lister han samtidig en sund, tankevækkende og aktuel morale ind i hovedet på os. Vi får en ny vinkel på det globale flygtninge og indvandrerproblem. Et kærkomment og intelligent alternativ til den hjernedøde Hollywood popcorn-underholdning a la ’Independence Day: Resurgence’ og ’Transformers’. En betimelig opfordring fra en uventet kant, til at vågne op og åbne op. Vise forståelse og empati, overfor de fremmede der i disse år ankommer i stort antal, ikke i store rumskibe, men i faldefærdige og dødsens farlige fartøjer, som bådflygtninge til Europas kyster. Empatien bliver større når man indser, at vi alle er i samme båd. Og det kan ’District 9’ faktisk hjælpe os med.

Vi har set rumvæsener, der har invaderet Jorden. Vi har set rumvæsener, hvis verden er blevet invaderet af mennesker. Vi har set mennesker og rumvæsener leve side om side i film som "Star Wars" og "Star Trek". Med så mange film og idéer skulle man tro, at alle rumvæsenfilm i princippet allerede er blevet lavet og set. Men det er "District 9" da ligeglad med.

I "District 9" invaderer rumvæsenerne ingen og bliver heller ikke invaderet. Ej heller lever de side om side med menneskeheden - i hvert fald ikke på lige fod. Rumvæsenerne bor derimod i et stort slumkvarter (District 9) og skal endda nu flyttes ud i en stor lejr uden for Johannesburg, da de menneskelige indbyggere er trætte af de "kriminelle" og "rejelignende" væsener. Denne flytning skal hovedpersonen Wikus hjælpe med, men Wikus liv tager en drejning så dramatisk, at han nu selv ved, hvordan det er at blive foragtet og anskuet som et dyr (hentydningerne til apartheid er tydelige).

Dette udgangspunkt baner vejen for en god og gribende fortælling, der både indeholder rørende øjeblikke og god aktion. Sharlto Copley spiler overbevisende Wikus, hvis liv styrer sammen på ganske kort tid. Så vil du se en gribende og underholdende sci-fi, der tør at have egen identitet, så skal du se "District 9"

Peter Jackson beviser at han kan andet end at lave episke eventyr om hobbitter og troldmænd! District 9 er en fuldstændig ny og anderledes science fiction-film, der diskuterer temaer som fx. behandling af flygtninge og værdien af andre levende væsener. Generelt skal man tage stilling til mange etiske spørgmål igennem filmen, hvilket virker rigtig godt!

Filmen tager et helt andet udgangspunkt en andre film hvor man møder fremmede aliens. Her er ikke tale om en invasion eller aliens der er her for at redde verden... Nej, det handler om svækkede aliens der søger asyl på jorden som flygtninge! Her møder de en fjendtlig og skeptisk race i form af menneskene. Jo længere filmen udfolder sig, jo mere bliver man i tvivl af hvem fjenden er.

District 9 er absolut en fantastisk film! Underholdningsværdien er stor og stiller sulten for både drama- og actionelskere! Det er dog det kreative plot der tager kegler!

Man læser mange af de andres anmeldelser og stiller spørgsmålet om man har set den samme film?

Det positive jeg kan sige om denne film er at den har et spændende politisk tema som er oppe i tiden, den er anderledes, flot filmet med et godt budskab og man kunne meget vel tænke sig at en del af handlingen kunne være virkelig. Det er bare ikke nok for mig.

Det vigtigste, selve filmen - fortællingen, er ikke ret godt skruet sammen, den er mærkelig og der er så mange ting som ikke hænger sammen. Plottet er ikke særlig godt gennemtænkt, den er forvirrende men allerværst er vel at den ikke rigtig når ind til en, selv om den har et tema man kunne have spillet meget mere på og som virkelig kunne være trængt dybt dybt ind og som man kunne have tænkt over i lang tid efter man forlod biografen.

Det formår de desværre ikke. I stedet gik jeg ud af biografen med et ord i tankerne - MÆRKELIG (og ikke på den gode måde). Var man så underholdt? - til dels, men aldrig rigtig, man sidder hele tiden og håber på at den vender til noget bedre og at den sidste halvdel eller slutningen bliver bedre end resten af filmen, men desværre, det skete aldrig. En film omkring 2,5.