Danmarks sønner

Virkelig skuffende og kedelig film. Alt for langtrukken og forudsigelig. I forhold til underverden, er denne her film virkelig dårlig, hvis man sammenligner dem.

Meget tænkevækkende film. Meget realistisk og aktuel. Burde vises på landsdækkende tv i bedste sendetid. Alle vi etnisk danskere trænger til en ordentlig rusketur og bred indsigt i mennesker med anden etnisk baggrund.

Har set denne film. Kort sagt: Rent propaganda og absurd. Danmark, vågn op!

En flot film om et hårdt emne.

Jeg har først haft mulighed for at se Danmarks Sønner nu, og jeg er helt målløs. Ift. filmen har jeg et par mindre problemer hist og her, men som samlet oplevelse og politisk statement er Danmarks Sønner noget af det vildeste, jeg har set i dansk film.

Skuespillet er helt i top. Jeg er virkelig imponeret over Zakki Youssef, der spiller den ene af filmens to hovedpersoner. Han har en virkelig fed intensitet over sig, og jeg glæder mig meget til at se ham som Assad i de nye Afdeling Q-film. Derudover var jeg også imponeret over Rasmus Bjerg i rollen som Martin Nordahl. Han spillede en god blanding af Rasmus Paludan og Pernille Vermund, men Bjerg spillede ham meget realistisk og afdæmpet, så det gik aldrig hen og blev en karikatur. Derudover var der også en del gode biroller, bl.a. Imad Aboul-Foul som varm, men streng leder af en terrorcelle, og Olaf Johannnesen som PET-chef.

Ulaa Salim har lavet en visuelt smuk og godt konstrueret film, men den første tredjedel syntes jeg mindst om i forhold til resten af filmen. Den følger den 19-årige unge mand Zakaria, der så småt radikaliseres ind i en terrorcelle. Denne del var ikke nødvendigvis dårlig, men så snart filmen skiftede over til at følge Zakki Youssefs figur, syntes jeg, at den blev så meget mere interessant og begyndte at tage nogle fede temaer op. Dog synes jeg ikke, at man kan undlade Zakarias historie, fordi der er nogle gange, hvor hans og Youssefs figurs historier næsten rimer, hvilket giver filmen en virkelig god tematisk righed.

Der er nogle ting, jeg følte, at filmen manglede. Udover det, jeg allerede har nævnt med den første tredjedel, synes jeg, at man lidt mangler at få den etniske danskers oplevelse med. Filmen er meget bevidst fortalt fra en minoritetsvinkel, hvilket jeg også kan respektere, men jeg føler, at filmen ville have fået lidt ekstra nuancer, hvis vi også havde fulgt nogle etniske danskeres hverdag i et post-terrorramt København, eller vi havde fået indblik i den titulære nationalistiske gruppe Danmarks Sønner. Den historie, Salim fortæller, er så god i sig selv, at man ikke nødvendigvis behøver majoritetsvinklen, men jeg tænker, at det ville have bidraget med en del.

Filmen er ufattelig barsk - især den sidste ca. halve time er ekstremt brutal - men den tager også nogle interessante temaer op. Den behandler radikalisering, privilegieblindhed (hvad end det er den etniske dansker eller den unge idealistiske dreng fra ghettoen) og især konsekvensfrihed - det kan godt være, at man ikke selv mærker nogle konsekvenser af at støtte fremmedhadsk retorik, men det mærker dem, retorikken er rettet imod, i langt højere grad. Det kan godt være, at filmen var lidt mere politisk sprængfarlig for et par måneder siden, men den er stadig højaktuel. Har du ikke fået set den endnu, kan jeg i høj grad anbefale den!

Vanvittig film! Den sidder stadig i kroppen! Skynd dig at se den!!

Mesterlig flot film - sætter desuden tankerne igang da den er utrolig relevant. Man efterlades med et dybt og varigt indtryk. Desuden er man underholdt fra start til slut. Varmeste anbefalinger

Filmen er meget relevant og aktuel i forhold til de ekstreme miljøer som eksisterer i Danmark, både på den yderste højre fløj og i ghettoer. Den overdriver selvfølgelig og skildrer ting som ikke er sket endnu, men der er efter min mening ikke langt fra fiktion til virkelighed. Det eneste problem jeg ser med filmen er at der ikke bliver præsenteret et sagligt fornuftigt og samlende alternativ til nogen af de ekstreme og splittende karakterer som får rum taletid i filmen. Den bekræfter i mine øjne, stereotyperne lidt for meget, men er man et fornuftigt individ kan man bruge filmen som en opfordring til at deltage i samfundsdebatten omkring problemerne.

Vi er ude i en nær dansk fremtid, og en række terrorangreb har ført til at en populistisk ultrahøjrefløj ledt af en karismatisk overvægtig mand opstår, og meget hurtigt bliver super populær. Hov, min fejltagelse. Det er nu, og ikke i den nære fremtid.

Partibevægelsen ledes af Martin Nordahl (det er svært at forestille sig en mere karikeret nynazist end én med navnet 'Nordahl'), fremragende spillet af Rasmus Palu- ...Bjerg. Nordahl kapitaliserer som så mange populister på frygt, vrede og desperation i middelklassen, og Stram Kurs/Nationalbevægelsen høster godt ind i meningsmålingerne som følge af dette.

Historien i Danmarks Sønner er desværre foruroligende velkendt og nok lidt tættere på virkeligheden end man håber. Vi starter hos den unge Zakaria, fremragende spillet af den unge Mohammed Ismail Mohammed, som mærker hadet mod alle muslimer i sin dagligdag, og får nok. Han slutter sig til en modstandsbevægelse, der forsøger at gøre modstand mod voldsgerningerne begået af nynazisterne Danmarks Sønner.

Her står diverse DF-ordførere allerede lidt af, da de føler, filmen opfordrer til selvtægt. Det er jo et noget skægt argument, for ser man filmen vil man forstå, at Zakaria udelukkende gør hvad han gør på grund af det had, han møder i sit eget hjemland. Han gør det i magtesløshed og desperation, og bestemmer sig for at møde had med had. Forståeligt? Ja. Det rigtige valg? Afgjort nej.

Hvis Danmarks Sønner har én ting at sige, er det at had afføder had, og at vi gennem en ekstrem som Danmarks Sønner kun vil afføde modekstremer, som kun vil forsøge at overgå hinanden. Det er en super sørgelig situation, som intet muntert fører med sig. I Zakarias omgangskreds har vi hans enlige mor og lillebror, som undrer sig over hans forsvinden, og dermed giver ham et solidt anker i hjemmet. Han går i sine øjne i krig for sin familie, og hans rejse er dybt forstyrrende og rørende.

Modsat Zakaria er der Ali, ligeledes en fantastisk præstation af Zaki Youssef, som tager Zakaria under vingen, og giver ham en faderfigur, der ellers aldrig har eksisteret. Han er Zakarias anker i den anden side af dobbeltlivet, og Ali har sine egne kampe. Han har nemlig masser af bånd, der trækker i ham fra mange sider, og står med massive interne konflikter, som skildres klinisk og skarpt af Ulaa Salim, som håndterer denne spillefilmsdebut latterligt godt.

Vi mister aldrig fokus eller momentum, og de mange lydløse scener, hvor vi kun hører musikken, er super veludførte og stemningsfulde. Der er nogle direkte magiske filmøjeblikke, og ligeledes en håndfuld tårepersende scener, som nærmest river alt håb ud af dig.

Vil man se en opmuntrende og livsbekræftende film, skal man nok springe Danmarks Sønner over. Vil man derimod se et menneskeligt og socialt relevant portræt af konsekvenser af dehumanisering og racisme i en moderne kontekst, er Danmarks Sønner næsten en essentiel filmoplevelse. Den er hård, men ærlig.

En af de bedre danske film