Scenen er en forladt lufthavn på Filippinerne. Et af globaliseringens totale nulpunkter, som for en tid giver tag over hovedet til lumaderne: et rod- og hjemløst folkefærd af moderne nomader, der kæmper for at finde sig en plads i den nye, urbane virkelighed. Her flytter en tilrejsende NGO'er ind blandt shamaner, storfamilier og små børn. Alle sammen på vej et andet sted hen, og alle sammen fanget i det støvede og syregrønne interiørs forgangne luksus. Udenfor billedfeltet er en revolution (måske) under opsejling, men selv her synes tiden at være gået i stå som en ridset grammofonplade. 'Balangay' er beslægtet med den moderne, asiatiske kunstfilm, hvor stedets stemning giver liv til en kollektiv karakter. Men den er også solidt forankret i den virkelighed, som nu hjemsøger de slidte rester af fortidens internationale utopier.