Storbysymfoni, erindringsrejse, meta-noir og postkolonial refleksion i eksotisk hybrid. ... og prisen for årets mest stilede åbningsscene går til: 'The Last Time I saw Macao', hvor en sexet drag queen i kropsnær silkekjole mimer sig igennem B-filmikonet Jane Russells 'You Kill Me' foran et bur fuldt af tigre. Her starter en semi-dokumentarisk meta-noir, hvis labyrintiske historie udspiller sig i den neon-oplyste, portugisiske ex-koloni Macaos underverden. Her voksede Joao Rui Guerra da Mata op, og hertil vender han nu tilbage på en dobbelt mission: for at redde sin transkønnede veninde Cindy, der har rodet sig ud i en mystisk og livsfarlig affære, og for sammen med sin partner Joao Pedro Rodrigues at skabe en af de mest markante og nytænkende essay-film i nyere tid. En film, der reflekterer over Macaos koloniale fortid både som virkeligt sted, og som et mytisk lærred på hvilket Vesten - med filmmediet som mellemled - har projiceret sine fantasier om det eksotiske østens fristelser og farer. Parrets fælles film er således netop dette: en film i den stiliserede tradition fra Jacques Tourneur og Josef von Sternberg, hvis B-film 'Macao' (1952) danner forlæg - og et melankolsk illusionstab. Doku-puritanere på udkig efter det 'virkelige' Macao henvises venligst til Rodrigues og da Matas kortfilm 'Alvorada Vermelha', der kunne opleves på sidste års CPH:DOX.