Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Blandt mænd og får

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Filmen er fortalt i et roligt tempo. Den indeholder dog også scener af mere dramatisk eller følelsesmæssigt oprivende karakter. I flere scener ser man mænd, der skændes og slås. I en scene ser man en mand, der vælger selv at slagte sine mange får. Man ser ham ikke slagte dem alle, men man ser, han skyder det første. Det er dog filmet bagfra, så man primært ser mandens ryg og hører skuddet. Derefter ser man kortvarigt en stald med en masse døde får, der ligger oveni hinanden. Ydermere følger man to mænd, der bliver fanget i en voldsom snestorm. Da de dramatiske scener indgår i en roligt fortalt ramme, og da de ikke er udpenslede eller meget voldsomme vurderes det, at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under syv år.

Se mere på medierådet.dk
21.04.2016
| |
1 time 33 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Hrútar
|

I det tragikomiske drama 'Blandt mænd og får' har brødrene Kiddi og Gummi ikke udvekslet et eneste ord med hinanden i over 40 år. Også selvom de er naboer i en afsides dal på Island.

Brødrene passer i stilhed hver sin fårebestand, som hele deres eksistens drejer sig om. I et anfald af jalousi undersøger Gummi et af Kiddis får og ringer til den lokale dyrelæge. Resultatet er altødelæggende. En dødelig og smittefarlig sygdom har ramt fårene, og myndighederne beslutter, at alle dyrene skal slås ihjel.

Kiddi og Gummi håndterer situationen meget forskeligt, men tvinges til at genoptage en form for kontakt med hinanden, da en hemmelighed afsløres. 

Filmens to hovedrolleindehavere er kendte teaterskuespillere i Island, og måtte en kort tur i ”fåretræningslejr” på en gård, før optagelserne begyndte.

'Blandt mænd og får' har fået stor international opmærksomhed og vandt prisen Un Certain Regard ved filmfestivalen i Cannes 2015. En anden islandsk film, der også kommer i de danske biografer snart, er Virgin Mountain af Dagur Kari. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (63 votes)
4.6
4.8

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... 'Blandt mænd og får' er intet mindre end en moderne islandsk saga ..." (Louise Kidde Sauntved)

  • Filmland P1

    "Med sin enkle form får Hákonarson fortalt en rørende, men bestemt også kraftfuld historie om to brødres ubrydelige bånd." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Hvor ellers er man så skør, at man laver en dialogfattig, skæv og også underspillet melodramatisk film om får? Det er de heldigvis i Island." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "Det utrolige er, at tavsheden kan være så talende, takket være Sigurdur Sigurjónssons og Theodór Júliussons udtryksfulde ordknaphed som henholdsvis Gummi og Kiddi." (Søren Vinterberg)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nikolaj

Man ved ikke om man skal grine eller græde. Det er smukt udført, næsten poetisk. Men man skal kunne klare historien, og den langsomme opbygning. For ellers vil den kunne føles kedelig og ligegyldig. Jeg fandt den dog yderst fremragende. Flot baggrund, eminent filmet. Og et godt Cast.

Den får 6 stjerner herfra!

Tanjasl

Dette er en film hvor du ikke nødvendigvis skal kunne forstå den større sammenhæng eller forvente at du får et resultat givet ved slutningen. Dette er bestemt heller ikke obligatorisk men det kræver sit af tilskueren. Filmen er finurlig, karrakteristisk og udfordrene.
Du glemmer den ikke lige med det samme!

Kris

Meget underholdende film

Erik F

Den sidste islandske film jeg så var "Om heste og mænd" fra 2013, og det var en stor oplevelse, derfor var mine forventninger til "Blandt mænd og får" tårnhøje. Sammenligningen ligger lige for - ikke bare gennem de beslægtede titler, men også fordi vi i begge film befinder os i et sagaland, hvor mennesker og natur næsten smelter sammen til et.

De to ældre brødre og ungkarle, Kiddi og Gummi, er ikke alene brødre, de er også nærmeste naboer. Problemet er bare, at de ikke har været på talefod i 40 år. Kiddi har som den ældste overtaget slægtsgården, mens Gummi har bygget en ny avlsgård tæt ved. Begge lever de af fåreavl, men det er meget mere end et levebrød for dem, for begge brødre har investeret alle deres følelser i disse umælende dyr.

Årets store, tilbagevendende begivenhed er præmieringen af den bedste avlsvædder, og det er her det begynder at gå galt. Kiddi vinder nemlig førstepræmien, mens Gummi må tage til takke med andenprisen, og det går hans ære for nær. Da han samtidig opdager, at Kiddis får har fået den frygtede scapie, en slags kogalskab for får, melder han ham til myndighederne. Det får katastrofale følger for begge brødre, idet hele deres fårebestand må aflives for at undgå smitte. Hvad der videre sker, vil jeg ikke afsløre. Kun at det hele kulminerer i en forrygende snestorm oppe i højfjeldet.

Det er en barsk historie, men den er gennemsyret af lune og af en grundlæggende sympati for de to gamle gnavpotter. Undervejs kan man hvile øjnene på de fantastisk smukke islandske landskaber, der skifter i takt med årstiderne.

Alle mine forventningerne blev heldigvis indfriet. 6 stjerner herfra.

Esben

Helt klart en fantastisk film, som også reflekterer om en bibelsk fortælling om 2 brødre. Filmen er fuld af humor og fantastisk skuespil

ania

Jeg havde vundet billetter til denne film...jeg tog min veninde med og den var godt nok kedelig og meeeeeeeget lang...det er ikke en film man skal se i biffen......

Piauser/915495

Kan absolut anbefales. Det islandske landskab indbyder til film som denne og Mænd og heste, der har deres helt egen rytme. Man ryster på hovedet en gang i mellem, trækker på smilebåndet mere end een gang og nyder bare at følge løjerne. Ikke en komedie, lidt trist, og så alligevel.

Marianne

Jeg forstår ikke helt, hvorfor filmen af nogle betegnes som en komedie (heller ikke tragikomisk), for det kunne jeg ikke få øje på.
Men en smuk film er det; på den barske måde, hvor der ikke siges mange overflødige ord, og hvor naturen indgår som mere end bare baggrundskulisse.

Hvis man er til tjubang-film, så bør man gå udenom denne islandske perle i en meget stor bue.
Hvis man har lovet dame-kæresten en tur i biffen, men ikke orker kvindeligt navlepilleri, så kan man med fordel vælge disse islandske mænd og deres premierede fåreflokke.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.