I 'Applaus' vender den anmelderroste og midaldrende skuespillerinde Thea Barfoed (Paprika Steen) tilbage efter et afvænningsophold og konfronteres med virkeligheden.
Under hendes lange nedtur blev hun blevet skilt fra ægtemanden Christian (Michael Falch) og afgav samtidigt forældremyndigheden over sine to børn. Nu er hun tilbage og insisterer på, at de igen skal være en del af hendes liv.
Theas blødsødne eksmand giver hurtigt efter for hendes manipulerende men charmerende facon. Han indvilger og giver det en chance. Hun ved, at hun skal bevise for sig selv og for ham, at det er forsøget værd.
Livet i rampelysets skær har dog sat dybe spor og snart begynder fortidens spøgelser at tage over. Thea er tvunget til at stå ansigt til ansigt med sin egen skæbne og træffe et endeligt valg.
Paprika Steen vandt prisen for Bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i 'Applaus' på den prestigefyldte tjekkiske filmfestival, Karlovy Vary.
jeg kan godt se at paprika steen spiller rigtig godt..men filmen var lang og kedelig.
Ingen klapsalver herfra
Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen
Paprika Steen spiller den berømte Thea Barfoed, der er en socialt akavet person, som kun får bifald, når hun spiller skuespil. Jeg er dog uklar over, om hun spiller sig selv eller en anden, men tanken om, at hun kan være en anden gør hendes opførsel mere tålelig. I alle andre tilfælde er hun uudholdelig med sine alkoholiske tendenser og manglende situationsfornemmelse. Hun prøver dog ihærdigt at tolke situationen korrekt og virker endda klynkende patetisk, når hun flipper ud i en legetøjsbutik, hvor hun ikke kan finde ud af at købe gaver til sine børn. Vi gider ikke have noget med hende at gøre, men vi vil gerne lade os underholde ved at se på hende og tage billeder af hende. Det ville nok gøre enhver mere eller mindre knotten over for sine medmennesker. Paprika Steen har taget rollen helt ind til sig og ender med at give os noget af sig selv i præstationen. "Kan du lide min hud?", spørger hun på et tidspunkt.
Steen ejer filmen, og selv hun har en indflydelsesrig tiltrækningskraft, så er hun trods alt det eneste, som "Applaus" har at byde på. På alle andre områder er affæren en anelse forudsigelig eller monoton. Fotografen har skruet farverne ned og for det meste holdt sig til nærbilleder af Steen, og musikken er det samme, som vi har hørt i mange andre danske realistiske tragedier. Handlingen har som sådan heller ikke nogen overraskelser, da den ender med at give os det, som man kunne forvente. Det eneste iøje- og iørefaldende er Paprika Steen - men det er noget af en præstation, når hun tilsyneladende kan holde filmen oppe på egen hånd.
Den her film er simpelthen så fantastisk! Og hvis IKKE, Paprika Steen havde haft den fantastiske hovedrolle, havde filmen overhovedet ikke været værd at se!
Flot skuespil. ALT er bare fedt i denne her "must-see"-film!
Har ikke kedet mig så meget længe. Dårlige skuespilpræstationer og laaaangtrukken!
Den var okay, men det er ik lige en jeg løber ud og køber med det samme når den udkommer.
Det er ganske vist sent at anmelde denne film, 4 dage inde i det nye år, men det måtte gøres alligevel.
Grunden er at det simpelthen ifølge min mening er årets bedste danske film, anno 2009 vel at mærke. Men måske alligevel også længere tilbage.
Paprika Steen spiller den fallerede og fordrukne Thea med så stor intensitet, aggression og indlevelse, at man græder over og med hende, krummer tæer over hendes ustandselige fejltrin og med tilbageholdt åndedræt frygter hendes næste..
Ikke desto mindre elskede jeg begge personer (Thea og Paprika) højere da jeg forlod biografen. Udover at være dybt, dybt relevant i sin skildring af et udbredt, men tabuiseret problem, igennem alkoholikerens hverdag, var den samtidig et så sårbart og nærmest blottende kvindeportræt.
Uanset hvor frygtelig Thea måtte forekomme i sin kærligheds (og hads) desperation, er det næsten umuligt ikke at identificere sig med det følelsesspekter hun gennemlever, som følge af en tabt tilværelse.
Man føler simpelthen med hende, frustreres over hende og forbarmes over hende i de sekvenser hvor hendes oprigtige, skrøbelige ansigt træder frem i spontane smil og sommetider utilpasset morskab.
Det er en film der for det første giver et oprigtigt og utilsløret blik ind i den kvindelige alkoholikers ustabile sind, og samtidig fremviser en tilværelse i verden "udenfor" der til tider er ved at drukne i konformitet og manglende forståelse.
Der er ikke så meget at sige. Filmen er værd at se, men intet spetakulært. Gode skuespillere men en forholdvis forusigelig handling.
Bruger anmeldelser (27)
Skriv din egen anmeldelse