Akira (1988)

Filmen lægger hårdt ud med et voldsomt opgør mellem to rivaliserende motorcykelbander. Vi er i Tokyo 30 år efter 3. verdenskrig. Anakien og volden hersker i gaderne. Politiet, militæret og regeringen forsøger hver især at trække i diverse tråde og mele deres egne korrupte kager. En oprørsbevægelse er på spil, og der laves hemmelige forsøg på børn, der giver dem overnaturlige kræfter. Der er med andre ord gang i rigtig mange ting på én gang i denne ambitiøse og flotte sci-fi klassiker.

Jeg så den lige efter den næsten lige så klassiske "søsterfilm" Ghost in the Shell. Sammenlignet med den er Akira langt mere episk og fascinerende - og med en slutning, der er lige så syret som i 2001: A Space Odessey.

Det interessante aspekt ved "Akira" er nok et af de vigtigste årsager til, at en forholdsvis hyggelig aften endte med en ruin for mig. Filmen ligger ganske enkelt op til en observerende tilgang fra tilskuerens side. Der er ingen tekst i anslaget, der fortæller os om det futuristiske samfund Neo Tokyos regler, som man har set det i "Star Wars", "I, robot", "Judge Dredd" etc. I forhold til andre science fiction-film virker det sjældent her som om, at man forsøger at stoppe handlingen og kommunikere direkte til os, så vi kan følge med og ikke behøver at tænke mere på det. Hvordan denne verden fungerer, og hvad der i det hele taget sker, må man selv finde ud af ved at observere. Den politiske situation kan udregnes ved at holde øje med fjernsynsudsendelser i baggrunden og en masse sætninger bliver aldrig færdiggjorte. Det lyder som en udfordrende intellektuel oplevelse - men hvis man beder os om at studere hver eneste detalje i filmen, så må man også sørge for, at der er noget interessant at se på.

Neo Tokyo ligner Tokyo med lidt flere højhuse (den forskel er jeg ikke engang sikker på), og karaktererne er ikke specielt eksotiske. Med det menes der bestemt ikke, at de er stereotyper. De er afgrænsede individer med hver deres motivation. Det er motivationen, der ikke er specielt eksotisk. Det meste af vores tid bliver brugt på at se nogle fjogede bøller fra en motorcykelbande. For dem handler det om sjov i gaden, en dame under armen og at beskytte vennerne mod andre bander eller staten. Ingen skal fortælle dem, hvad de skal gøre, men det betyder ikke, at de gør noget uventet.

Måske er karaktererne og deres miljø blevet gjort banale for at gøre observationstjansen overskuelig - men på den måde er der bare kun få ting, der er værd at observere. Små blå børn med gamle kroppe og telekinetiske evner samt den mystiske person Akira er det, der tiltrækker min opmærksomhed. Resten kan klippes væk. Det bliver kun gjort værre af et alt for langt tredje akt, hvor vi bliver udsat for, hvad der føles som to klimaks. Al den rabalder, al den imponerende animation og jeg er ligeglad. "Akira" varer to timer, men føles som tre, og jeg gider ikke se på den igen.