
Varm op til ny Bad Boys-film med et vaskeægte biografmarathon
Klar til endnu en tur?
Tilbage i 1995 kom action-komedien Bad Boys, der i særlig grad fokuserede på den komiske tilgang til genren, hvilket hovedrollerne taget i betragtning er et forståeligt valg.
Her finder vi nemlig både Will Smith (Men In Black) og Martin Lawrence (Big Momma's House) i rollerne som de utraditionelle detektiver Mike og Marcus.
Siden er der kommet to efterfølgere: Bad Boys 2 fra 2003 og senest Bad Boys for Life fra 2020, men nu kan vi altså snart se frem til en 4'er, nemlig Bad Boys: Ride or Die der har biografpremiere den 6. juni.
Se traileren og find dine billetter til 'Bad Boys: Ride or Die' nederst i artiklen.
I den kommende 4'er er makkerparret Mike og Marcus tilbage, og finder endnu engang sig selv i en urimelig kompliceret situation.
Denne gang skal makkerparret nemlig forsøge at rense deres tidligere politikaptajns navn, da han efter sin død, kommer under falsk beskyldning.
Der opstår dog flere problemer, for Mike og Marcus bliver selv mistænkte, da de samtidig forsøger at afklare en større konspiration, der både involverer narkokarteller og Miamis politi.
De må derfor i bedste Bad Boys-stil samarbejde, for på én eller anden måde at klare sig igennem den ellers håbløse situation.
Den nye hæsblæsende omgang er, udover et glædeligt gensyn, også en oplagt mulighed for at genbesøge de tidligere film i serien.
Og lige netop dét, er der nu mulighed for, hvor alle tre foregående Bad Boys-film vises i biografen den 2. juni i tre byer.
Mere specifikt er der tale om Vue (den tidligere CinemaxX-kæde), der på tværs af sine tre biografer i København, Odense og Aarhus har opsat et Bad Boys-marathon, så man er sikker på at være i stemning til premieren på den nyeste.
Du kan finde dine billetter til den kommende 'Bad Boys: Ride or Die' eller VUE’s 'Bad Boys'-marathon herunder.