Superman-stjerne er død

Skuespilleren blev 87 år
Superman II
(© Warner Bros.)

Den britiske skuespiller Terence Stamp er død. Han blev 87 år gammel.

Sky News skriver, at den London-fødte skuespiller døde søndag morgen den 17. august.

Terence Stamp er måske bedst kendt for at spille skurken General Zod i Superman (1978) og Superman II (1980), mens han blev Oscar-nomineret for sin birollepræstation i filmen 'Billy Budd' ('Mytteri') fra 1962. 

Listen med både store og mindre roller i filmens verden er dog lang. Han blev desuden hædret med skuespillerprisen i Cannes for sin rolle i 1965-thrilleren 'The Collector'.

Blandt hans øvrige og mest berømte film er bl.a. også Ørkendronningen Priscilla fra 1994, hvor han spiller en hovedrolle over for bl.a. Hugo Weaving og Guy Pearce.

Mesterinstruktøren Steven Soderbergh castede ham som hovedrolle i thriller-dramaet The Limey ('Englænderen') fra 1999, mens hans sidste filmoptræden blev i Edgar Wrights mysteriefilm Last Night in Soho fra 2021.

Faktisk var der planlagt en efterfølger til netop 'Ørkendronningen Priscilla', hvor Terrence Stamp skulle gentage sin rolle som Bernadette, men dens skæbne er nu uvis.

I en udtalelse til Sky News skriver skuespillerens familie:

- Han efterlader sig et enestående livsværk, både som skuespiller og som forfatter, der vil fortsætte med at røre og inspirere mennesker i mange år fremover.

Terence Stamp dannede tidligere par med skuespilleren Julie Christie, som han spillede sammen med i det historiske drama 'Far From the Madding Crowd' (1967), mens han var gift med Elizabeth O'Rourke fra 2002-2008.

Hvil i fred.

Nyeste film i biografen