Sofie Gråbøl giver knytnæven videre 25 år efter 'Blinkende lygter': "Nu får jeg lov til at slå"

Interview om den biografaktuelle 'Den sidste viking'
Den sidste viking
(© Nordisk Film)

Anders Thomas Jensens længe ventede sjette film, Den sidste viking, har endelig ramt de danske biograf til flot modtagelse fra anmelderne.

Filmskaberen er bl.a. kendt for at tiltrække nogle af de største og dygtigste danske skuespillere til sit sorthumoristiske univers, hvorfor rollelisten da også denne gang byder på bl.a. Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Søren Malling og Bodil Jørgensen.

Udover vores store interview med Thomas Jensen og Lie Kaas har vi også mødt Sofie Gråbøl og Lars Brygmann til en snak om deres skæve karakterer, deres yndlingsreplikker fra filmen og dén scene, hvor Gråbøl ikke kunne holde masken.

Se hele videointerviewet nederst.

Lars Brygmann medvirkede i filmskaberens seneste film, Retfærdighedens ryttere fra 2020, men det er 25 år siden, at Sofie Gråbøl sidst arbejdede sammen med Anders Thomas Jensen. Resultatet blev debutfilmen Blinkende lygter, hvor Gråbøl i den nu ikoniske æggepusterscene får et slag i ansigtet af Søren Pilmark.

- Hver påske møder jeg nogen, der spørger, om jeg skal have nogen på hovedet, fortæller skuespilleren grinende.

- Det er fantastisk, at Anders Thomas er blevet en del af vores fælles... Han er blevet folkeeje. Et fælles sprog.

'Den sidste viking' handler om brødrene Anker og Manfred, der må tage tilbage til deres barndomshjem for at finde en gemt pengeskat. 

Men der bor nu et andet ægtepar i huset spillet af Søren Malling og Sofie Gråbøl, og det første møde mellem de fire kommer hurtigt på afveje. Derfor får Gråbøl endelig mulighed for selv at slå fra sig 25 år efter æggepusterscenen. 

Selvom Thomas Jensen ikke har tilføjet slaget som en bevidst reference til 'Blinkende lygter', så opdagede Gråbøl hurtigt forbindelsen, allerede da hun læste manuskriptet.

- Jeg nåede til den scene, hvor Margethe slår Manfred i ansigtet med en knytnæve. Og jeg må indrømme, jeg grinede højt hjemme i mit køkken.

- Jeg vil indrømme, jeg tænkte også: "Ej, fantastisk." Fordi nu får jeg lov til at slå, fortæller Gråbøl.

Lars Brygmann tilføjer grinende: 

- Efter 25 års opsparet frustration.

Gråbøl fortæller desuden, at slaget blev det første i karrieren.

- Helt personligt glædede jeg mig bare helt vildt til at lave en scene, hvor jeg slår nogen med en knytnæve. Fordi jeg har aldrig prøvet det, og man vil jo altid gerne prøve noget nyt.

'Den sidste viking' kan ses i biografen nu.

Nyeste film i biografen