
Se den virale video: Olsen-Banden genskabes med Hollywood-stjerner
Hvad nu hvis... den danske film var lavet af Wes Anderson
Der findes hele 14 film om Olsen Banden med det originale trekløver bestående af Egon Olsen, Benny Frandsen og Kjeld Jensen, som spilles af henholdsvis Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard.
De første 13 film blev som bekendt alle instrueret af hedengangne Erik Balling, mens efternøleren Olsen-bandens sidste stik fra 1998 blev instrueret af Tom Hedegaard og Morten Arnfred.
Men hvordan mon en film med Olsen Banden ville se ud, hvis den blev instrueret af auteuren Wes Anderson? Det giver kortfilmen nederst i artiklen et farverigt bud på.
Wes Anderson er manden bag visuelt duperende film som The Life Aquatic with Steve Zissou, The Royal Tenenbaums og The Grand Budapest Hotel, mens han lige nu er biografaktuel med den stjernefyldte Asteroid City.
Den korte film nerderst i artiklen er skabt vha. kunstig intelligens og byder for Wes Anderson på bl.a. de typiske pastelfarver, godt med symmetriske billeder og sirlige detaljer.
I hænderne på "Wes Anderson" er det dog ikke Ove Sprogøe, man finder som Egon, men derimod en for instruktøren meget brugt skuespiller, nemlig Bill Murray.
Benny spilles i denne alternative Olsen Banden-version af Adam Driver, Kjeld af Robbie Coltrane og Yvonne af Tilda Swinton, mens Timothée Chalamet lægger ansigt til Børge.
Vanen tro for Wes Anderson er rollelisten altså spækket med stjerner. Det betyder, at man i besætningen af skuespillere også finder Jeff Goldblum, Benicio Del Toro og Willem Dafoe samt Owen Wilson.
Pengeskabet i kortfilmen er helt i tråd med Wes Andersons stil lyseblåt og lyserødt, mens Egon naturligvis har en snedig plan for, hvordan banden får fingrene i dets kostbare indhold.