Peter Mygind er med i ny TV 2-serie: Får snart premiere

Vi kunne i sidste uge skrive, at TV 2 havde løftet sløret for premieredatoen på deres nye serie Stein Bagger og grådighedens ansigter, der lander på TV 2 Play den 22. februar og på TV 2 fra 1. marts.
Nu har TV 2 så afsløret rollelisten til svinder-beretningen, som både byder på kendte skuespillere og danskere i rollerne som dem selv.
De fleste danskere husker nok dengang Stein Bagger, forhenværende direktør for firmaet IT Factory, blev dømt for det, som TV 2 kalder "danmarkshistoriens største svindelsag". I den nye TV 2-serie blandes dokumentariske og dramatiske effekter i en skildring af, hvad der skete tilbage i starten af 00'erne.
Vi vidste allerede, at Kristoffer Eriknauer ('De bedste år') skal portrættere Stein Bagger, men nu ved vi, at han bl.a. får følgeskab af Peter Mygind i rollen som Asger Jensby - dansk erhvervsmand, bestyrelsesformand og medejer af IT Factory.
Rikke Bilde spiller Jeanette Lorenzen, der blev udnævnt af Stein Bagger som økonomidirektør i IT Factory.
Udover det medvirker Bo Svensson (it-entreprenør, erhvervsleder og tidligere IBM-rådgiver), Dorte Toft (journalist og tidligere skribent for Berlingske), Finn Nørbygaard (skuespiller og investor i IT Factory) og eks-rockeren Brian Sandberg (bodyguard for Stein Bagger) alle som dem selv i serien.
'Stein Bagger og grådighedens ansigter' vises i tre afsnit og får premiere på TV 2 Play søndag 22. februar og på TV 2 søndag 1. marts.









