Oh Land om første møde med medspiller i ny dansk film: "Som følelsesmæssig sauna-gus"

Stjernen har sin hovedrolledebut i 'For Evigt'
For Evigt
(© For Evigt / Nordisk Film / Morten Rygaard)

Den danske science fiction-film For Evigt har ramt biografen, og her begynder fortid og nutid at smelte sammen, efter et jordskælv forårsager en voldsom sprække flere kilometer under Atlanterhavets overflade.

'For Evigt' følger Elias og Anita, der efter en ungdomsromance flere år tidligere render ind i hinanden igen. Musikeren Nanna Øland Fabricius – også kendt under sit kunstnernavn Oh Land - har sin hovedrolledebut i rollen som Anita, hvor hun spiller overfor Simon Sears.

Da de to besøgte kino.dk-studiet i forbindelse med filmens premiere, fortalte de bl.a. om, hvordan det var at spille overfor hinanden for første gang til casting. Se hele interviewet nederst.

- Det var rigtig hårdt, da jeg mødte Nanna første gang. Fordi Nanna er ufattelig arrogant og på ingen måde generøs, jokede Sears, inden han fortsatte:

- Ej jeg synes, der var meget fin kemi til at starte med.

Øland Fabricius kunne fortælle, at hendes medspiller gjorde stort indtryk på hende allerede fra første møde:

- Du var bare mega boss, da du kom ind. Du tog scenerne ud i nogle ekstremer, og du turde bare være i rummet og være i nogle ekstreme følelser. 

- Jeg kan huske, at jeg gik derfra og var sådan helt… Jeg føler lidt, at jeg har været til følelsesmæssig saunagus, afsluttede skuespilleren grinende. 

Den danske science fiction-film er skrevet og instrueret af Ulaa Salim, som også stod bag Danmarks Sønner.

'For Evigt' kan ses i biografen nu. Køb dine billetter her på kino.dk.