Ny 'Mission: Impossible'-film får verdenspremiere i Cannes

I går blev den seneste trailer til Mission: Impossible – The Final Reckoning offentliggjort online, og her kunne man igen se Tom Cruise i halsbrækkende stunts.
Helt så halsbrækkende bliver det næppe, når den 62-årige superstjerne skal betræde den røde løber på filmfestivalen i Cannes. Det sker i forbindelse med verdenspremieren på filmen, der finder sted i den sydfranske by den 14. maj, skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Kino.dk vil igen være at finde på festivalen, hvor vi skriver om, hvad der rører sig, og dækker de mest omtalte film.
Hvorvidt vi kommer i audiens hos Tom Cruise er mindre sikkert, idet stjernen notorisk undgår de fleste medier, men han vil utvivlsomt være at finde på den røde løber til verdenspremieren.
Det bliver tredje gang, Tom Cruise deltager på filmfestivalen. Første gang var i 1992 med Far and Away og derefter i 2022 med Top Gun: Maverick, hvor han blev hyldet ved en speciel seance. Her afslørede han bl.a., at han forhindrede streamingpremiere på 'Top Gun 2' - en god beslutning idet filmen blev et kæmpe biografhit med 1,4 mia. dollars i indtjening.
'Mission: Impossible - The Final Reckoning' er den ottende og sidste film i serien, der startede i 1996, og som har haft Cruise i hovedrollen som agenten Ethan Hunt lige siden.
'Mission: Impossible - The Final Reckoning' får dansk biografpremiere den 22. maj.
Udover Tom Cruises besøg på Croisetten ved vi, at en anden Hollywood-legende vil være at finde på festivalen. Robert De Niro får nemlig årets Æres-palme efter sine mange ikoniske roller i film som Raging Bull, Taxi Driver og The Godfather: Part II.
Hvilke film der skal dyste om årets priser, bl.a. Guldpalmen, er endnu ikke offentliggjort. Sidste år var den danske film Pigen med nålen i hovedkonkurrencen, men vandt desværre ikke. Dog fik den et langt festivalliv og blev nomineret til en Oscar.
Filmfestivalen i Cannes finder sted fra den 13.-24. maj.