Leonardo DiCaprio sagde nej til "mesterværk": Karrierens største fortrydelse

Han lavede 'Titanic' i stedet
Titanic
(© Twentieth Century Fox)

Leonardo DiCaprio har medvirket i nogle af de mest berømte film de seneste 30 år - men der er én, han fortryder at have sagt nej til.

Den Oscar-vindende stjerne har afsløret, at han afslog muligheden for at spille med i Paul Thomas Andersons drama Boogie Nights fra 1997, der udspiller sig i pornoindustrien. Hans beslutning gav ham dog tid til at medvirke i kæmpesuccesen Titanic.

Selvom 'Titanic's enorme succes sendte Leonardo DiCaprio direkte op i Hollywoods superstjerne-liga, lader det til, at han - hvis han kunne skrue tiden tilbage - ville vælge 'Boogie Nights' frem for James Camerons film om det dødsdømte skib.

Det fortæller den 50-årige stjerne, da han blev interviewet af netop Paul Thomas Anderson i forbindelse med skuespillerens seneste forsidehistorie i magasinet Esquire:

- Jeg siger det, selvom du sidder lige her: Min største fortrydelse er, at jeg ikke lavede 'Boogie Nights'. Det var en dybt betydningsfuld film for min generation.

- Da jeg endelig fik set filmen, tænkte jeg bare, at det var et mesterværk. Det er ironisk, at det er dig, der stiller spørgsmålet, men det er sandt.

Boogie Nights
Mark Wahlberg i 'Boogie Nights' (© Warner & Metronome)

Rygterne går på, at DiCaprio var Andersons førstevalg til rollen som den spirende pornostjerne Dirk Diggler efter, at han havde set den unge skuespiller i The Basketball Diaries fra 1995. 

Da DiCaprio takkede nej til rollen, foreslog han, at Anderson i stedet skulle overveje at caste hans Basketball Diaries-medspiller Mark Wahlberg. Sådan blev det - og resten er historie.

'Boogie Nights' var filmen, der for alvor kickstartede Andersons karriere efter hans mere beskedne debut Hard Eight i 1996.

Ironisk nok har Wahlberg af religionsbaserede årsager tidligere nævnt ’Boogie Nights' som liggende øverst på listen over dårlige karrierevalg. Måske de to stjerner skulle have byttet film dengang.

Anderson og DiCaprio har heldigvis nu langt om længe fundet et fælles projekt i form af den kommende film One Battle After Another, der har været 20 år undervejs. 

Filmen følger et tidligere medlem af en revolutionær gruppe, der søger hjælp fra andre revolutionære for at finde sin forsvundne datter.

The Aviator
Leonardo DiCaprio i 'The Aviator' (© Nordisk Film Independent)

Paul Thomas Anderson spurgte i interviewet også Leonardo DiCaprio, om han nogensinde ser nogle af sine gamle film. Her indrømmede skuespilleren:

- Jeg ser sjældent nogen af mine film, men hvis jeg skal være ærlig, er der én, jeg har set mere end andre. Det er 'The Aviator'. Simpelthen fordi det var et helt særligt øjeblik for mig.

The Aviator markerede det andet samarbejde mellem Leonardo DiCaprio og Martin Scorsese. DiCaprio spillede her entreprenøren Howard Hughes i det biografiske drama og modtog en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle.

Paul Thomas Andersons nye film 'One Battle After Another' med Leonardo DiCaprio i front kan opleves i biografen fra den 25. september.

Nyeste film i biografen