
Kino.dk søger: Er du vores nye praktikant?
Kalder alle studerende filmelskere!
Fra januar 2027 søger vi nye passionerede praktikanter til redaktionen, der har lyst til at prøve kræfter med kreativ formidling omkring film og serier.
Vores praktikanter arbejder med formidling både på skrift og på video og skal brænde for film og serier.
Stillingen er ulønnet, hvorfor praktikopholdet skal være en meritgivende del af din uddannelse. Arbejdstiden er fire dage om ugen, mens perioden er på 5-6 måneder med start i januar 2027.
Hvem er vi?
Kino.dk er Danmarks største filmsite, hvor vi i redaktionen holder styr på alle film med dansk biografpremiere samt de største serier. Vi skriver redaktionelle nyheder, laver nyhedsvideoer, interviewer filmfolk fra både ind- og udland, dækker gallapremierer og meget mere.
Vi er en lille virksomhed med eget kontor hos det historiske Nordisk Film i Valby. Det betyder bl.a., at vi kan tilbyde en lækker frokostordning til vores praktikanter.
Redaktionen består af to fuldtidsansatte, to deltidsansatte og vores meget vigtige praktikanter. Vi lever og ånder for film. Vi ser film, snakker om film og skriver om film.
Hvem søger vi?
Vi opdeler vores praktikanters fokus, så du enten kan arbejde fokuseret på videoredigering og kreativt indhold til de sociale medier eller mere traditionelt redaktionelt skrivearbejde med fokus på bl.a. nyheder og andre artikler.
Der er dog rig mulighed for at lære andre områder at kende. Vores praktikanter er således en fast del af redaktionen, hvor vi alle hjælper hinanden.
Redaktionel praktikant:
Kan du skrive bredt og passioneret om alle slags film? Har du mod på at sørge for, at nyhedsflowet på Danmarks mest læste filmsite er opdateret, spændende og dybdeborende? Så er det dig, vi søger!
I denne rolle vil du stifte bekendtskab med:
- Formidling af film- og seriestof til en bred målgruppe i form af nyheder, guides og features
- Interviews - på skrift og på video
- Nyhedsbreve
- Billedbehandling
- Brugerinvolvering
- Dækning af gallaer og andre røde løbere
Stor interesse for film er naturligvis en kæmpe fordel.
Video-praktikant:
Er du kronisk online eller elsker du at se forskellige interviewformater på YouTube og TikTok? Kan du genkende et godt videohook - og bliver du motiveret af reach, likes og kommentarer?
Så smid os en ansøgning!
I denne rolle vil du stifte bekendtskab med:
- Skabelsen af unikt indhold i form af video, billeder og skrift
- Videoredigering i Final Cut Pro og/eller Premiere Pro
- Interviews på både skrift og video
- Idéudvikling af indhold til vores sociale medier
- Dækning af gallaer og andre røde løbere
- Billedbehandling
- Nyhedsbreve
Hvordan søger jeg?
Det er op til dig - bare du får fat i Christine Dyrskjøt Elmstrøm på christine@kino.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig!