"Jesus" vender ikke tilbage i Mel Gibson-efterfølger

Selvom Guds søn endelig får sin længe ventede efterfølger til Mel Gibsons bibelepos Passion of the Christ, kommer filmen med titlen The Resurrection of Christ ikke til at byde på et gensyn med den oprindelige rollebesætning.
Jim Caviezel og Monica Bellucci, der spillede henholdsvis Jesus og Maria Magdalene i filmen om Jesu korsfæstelse fra 2004, vender ikke tilbage i efterfølgeren, som netop nu er i gang med casting af deres afløsere i Rom, bekræfter Deadline.
Ifølge Page Six, der først brød nyheden, skyldes fravalget bl.a. kalendersammenstød og behovet for digital foryngelse, hvis de samme skuespillere skulle gentage deres roller over 20 år senere.
I april udtrykte Caviezel ellers forventning om at vende tilbage som Jesus i 'Resurrection' i podcasten Arroyo Grande. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Den oprindelige 'The Passion of the Christ' blev ved sin premiere i 2004 en enorm succes. Filmen blev den mest indtjenende såkaldt R-rated film, hvilket betyder, at den i USA er tilladt for folk over 17 år, nogensinde med 370 millioner dollars i USA – en rekord, der først blev slået i 2024 af Deadpool & Wolverine.
Filmen er stadig én af de største uafhængige film nogensinde, med en global indtjening på hele 610 millioner dollars, produceret på et relativt beskedent budget på 30 millioner. Den blev desuden Oscar-nomineret i kategorierne Bedste makeup, Bedste fotografering og Bedste originale musik.

Alligevel skulle der gå over 20 år, før en efterfølger blev til virkelighed – og meget tyder på, at forsinkelsen skyldes de kontroverser, som Mel Gibson har mødt i årene siden.
Fra en spritkørselssag til antisemitiske og homofobiske udtalelser blev den garvede skuespiller reelt frosset ude af Hollywood. Selv store filmselskaber holdt afstand, og i 2010 blev han droppet af det førende talentbureau WME, efter at en lydoptagelse lækkede, hvor han rettede racistiske og kvindefjendske udtalelser mod sin daværende kæreste, Oksana Grigorieva.
Efterfølgende kom Braveheart-stjernen på ret kurs igen og fik skudt nyt liv i karrieren i 2016, da han blev Oscar-nomineret for sin instruktion af krigsfilmen Hacksaw Ridge.
'The Resurrection of the Christ' bliver efter sigende delt op i to film og vil, som titlen antyder, følge Jesu genopstandelse.
Den foreløbige plan er, at første del får premiere langfredag den 26. marts 2027, og anden del udkommer Kristi Himmelfartsdag den 6. maj 2027.








