Ikke set siden 'Nattevagten 2': Ny gyserfilm går nr. 1 i Danmark

Skrigene lyder i biograferne landet over
Weapons
(© Warner Bros.)

Selvom mange elsker et godt gys, er det sjældent, at en gyserfilm går nr. 1 i de danske biografer. 

Weapons er dog den positive undtagelse, da filmen som den første i genren i halvandet år har indtaget 1. pladsen på den danske biografhitliste.

I sin åbningsweekend har den solgt 12.818 billetter inkl. forpremierer, hvilket lige præcis er nok til at nuppe førertrøjen foran film som Bad Guys 2, Jurassic World Rebirth og The Fantastic Four: First Steps.

'Weapons' har da også været omgærdet af en del mystik og hype. Få har kunnet regne ud, hvad det hele egentlig handlede om ud fra en sparsom plotbeskrivelse - og da vi så filmens trailer, hvor alle børn i en skoleklasse forsvinder - undtagen én - var vores nysgerrighed for alvor pirret.

Weapons
Josh Brolin i 'Weapons' (© Warner Bros.)

Herefter kom de gode anmeldelser, hvor et dansk medie fx kaldte 'Weapons' for "årets horroroplevelse".

I USA har filmen via billetportalen Fandango solgt næstflest billetter i forsalg dette år - efter den anden originale gysertitel Sinners - mens det endelige billetsalg i hjemlandet var nok til at sikre 'Weapons' førstepladsen foran den anden nye premierefilm Freakier Friday.

'Weapons' er instrueret af Zach Cregger, der også stod bag den roste gyser Barbarian, mens man på rollelisten bl.a. finder Julia Garner, Josh Brolin, Alden Ehrenreich og Benedict Wong.

I Danmark skal vi tilbage til Ole Bornedals efterfølger til sin egen 1994-klassiker, nemlig Nattevagten - Dæmoner går i arv, for at finde en gyserfilm, der toppede biograf-hitlisten her i landet. Fortsættelsen solgte 45.667 billetter inkl. forpremierer, da den havde premiere i december 2023.

'Weapons' er årets anden originale gyserfilm, altså ikke baseret på tidligere film, bøger eller andre forlæg, der har succes.

Førnævnte 'Sinners' blev især i USA en kæmpe succes, hvor den fik den bedste åbningsweekend for en original film i dette årti. Begge film er i øvrigt produceret af Warner Bros.

'Weapons' kan ses i biografen lige nu.

Top 10 film i DK - 7.-10. august

Nyeste film i biografen