Hvorfor elsker alle skuespilleren Pedro Pascal?

Fra skuespiller og meme til stilikon og 'daddy'
The Last of Us
(© HBO)

Efter godt to årtier med mindre roller i særligt en lang række tv-serier, bryder dengang 39-årige Pedro Pascal igennem med sin rolle som Oberyn Martell i den vildt populære fantasy-serie 'Game of Thrones'.

Således blev rollen i 2014 løftestangen, der bragte Pedro Pascal mod stjernehimlen.

Med gennembrudsrollen på sit CV smeder den i dag bredt anerkendte skuespiller nu, mens jernet er brandvarmt!

Pedro Pascal - der tidligere i år blev 50 - kan således siden rollen i 'Game of Thrones' se tilbage på 10 år, der i dag har sikret ham en prominent plads i Hollywood og hos fans verden over.

Ja, alle elsker Pedro Pascal. Det gør jeg også. Men hvorfor?

Hele internettets 'daddy'

Begiver man sig ud på det store internet, dykker ned i kommentarspor eller læser artikler, så vil man finde ren kærlighed til skuespilleren.

Bl.a. finder man diverse skønne memes med Pedro Pascal, hvilket har gjort ham til en del af vores populærkultur på flere måder end som blot som en elsket skuespiller.

Han er bl.a. blevet døbt 'daddy' af internettet. Det hænger ikke mindst sammen med de roller, han har indtaget.

Her mest prominent som dusørjægeren i den første live-action Star Wars-serie 'The Mandalorian', der ramte hjemmebiografen i 2019.

Den mystiske og maskebærende rolle er nemlig den faderlige beskytter af Grogu - eller Baby Yoda, som det lille grønne rumvæsen blev døbt i folkemunde.

Man kan da heller ikke sige 2019 uden også at sige Baby Yoda. Ja, kombinationen af den ligeledes meme-elskede Baby Yoda og Pedro Pascal var en gylden kombination.

The Mandalorian
(© Walt Disney Pictures / The Mandalorian)

Rejsen mod Hollywoods helt tunge liga

Med bl.a. også sin agent-rolle i serien 'Narcos' (2015-2017) vandt skuespillere kun yderligere respekt og medvind i sin karriere, der har budt på flere store Hollywood-film.

De har ikke alle været lige succesfulde, men Pedro Pascal er oftest kommet ud med flotte ord med på vejen. 

Man vil således også kunne opleve ham i bl.a. de actionvirile Kingsman: The Golden Circle (2017), The Equalizer 2 (2018) og Triple Frontier (2019), mens han også havde en prominent rolle i Wonder Woman 1984 (2020).

Han viste sit komiske talent frem for fuld skrue i den vellykkede buddy-komedie The Unbearable Weight of Massive Talent (2022) overfor legenden Nicolas Cage

På filmfronten har vi senest kunne nyde Pedro Pascal i hårdtslående kampform som General Acacius i Ridley Scotts storslåede Gladiator II.

Last of Us
(© MAX)

Blodige monstre og en glansrolle til masserne

I den aktuelle serie 'The Last of Us' indtager stjernen også en faderfigur i skikkelse af den forknytte Joel, der tager den unge pige Ellie under sine beskyttende vinger i en monsterfyldt og dystopisk fremtid.

Serien, der havde premiere i 2023, har kun været med til at cementere Pedro Pascal som ikke kun en af tidens mest eftertragtede skuespillere, men også mest elskede stjerner.

Men hvorfor elsker alle i grunden Pedro Pascal?

Jeg vil vove påstanden, at det selvfølgelig først og fremmest hænger sammen med, at han er en drøndygtig og karismatisk skuespiller, der har gjort god figur i store og populære serier og film.

Men den lovestorm, han er udsat for, hænger også sammen med hans persona udenfor det store lærred og hjemmebiografen.

Han er nemlig pokkers charmerende og svært elskelig, når han bl.a. indtager den røde løber eller møder sine fans. Jeg mærker her en ligeledes dyb oprigtighed, der ikke kan fakes.

Gladiator 2
(© UIP / Gladiator 2)

Nu også som stilikon

Netop den røde løber er også blevet en vigtig spiller for skuespilleren, der har gennemgået en herlig udvikling, hvad hans outfits angår. 

Pedro Pascals look er nemlig blevet fortsat mere ekstravagant og farvestrålende, hvor spændende snit har været med til de senere år også at gøre ham til et stilikon op den røde løber. Det med alt fra lårlange støvler til meget korte shorts.

Således er hans faderlige persona blevet udvidet med mærkatet 'fashion daddy'.

Den chilensk-amerikanske skuespiller lykkes altså med at være en elskelig mand via en yderst vellykket symbiose mellem sine roller og sin person ude i virkeligheden.

Han fremstår på alle mulige måder nemlig dybt sympatisk. Bl.a. ved også at omfavne forskelligheder og den diversitet, man finder i verden. Han er bl.a. fortaler for LGBTQ+-rettigheder.

Pedro Pascal holder ellers sit privatliv privat, selvom verden synes at tørste efter kun endnu mere med og af skuespilleren.

Fantastic Four
(© Marvel)

Hvad byder fremtiden på for Pedro Pascal?

Bare rolig. Der venter nemlig meget mere Pedro Pascal forude. Allerede i år står han for et hattrick i biografen.

Vi kan således se frem til The Fantastic Four: First Steps, hvor han ses som Mr. Fantastic. I Ari Asters 'Eddington' spiller han sammen med Joaquin Phoenix og Emma Stone. I Celine Songs 'Materialists' gøres han selskab af Chris Evans og Dakota Johnson.

Ja, skuespilleren formår virkelig også at omgive sig med dygtige folk både foran og bag kameraet.

Men bare rolig. Det stopper nemlig ikke der!

Videre ude i fremtiden venter også spillefilmen 'The Mandalorian & Grogu', der som titlen indikerer, er en videreførsel af Star Wars-serien 'The Mandalorian'.

Vi kan også glæde os til at se ham gentage rollen som Mr. Fantastic i både Avengers: Doomsday og Avengers: Secret Wars.

Der er med andre ord, ingen grunde til ikke at elske Pedro Pascal. Det gør jeg i hvert fald.

Nyeste film i biografen