Hollywood-stjerne skal spille den omstridte cykelrytter Lance Armstrong

Austin Butler er i disse dage en meget eftertragtet herre i Hollywood.
Sidste år spillede han overfor Zoë Kravitz i gangsterkomedien Caught Stealing – ligesom han også medvirkede i det Palme d’Or-nominerede drama Eddington med Joaquin Phoenix i hovedrollen.
Han er rygtet til at spille overfor Leonardo DiCaprio i Michael Manns kommende 'Heat 2' – og ifølge Deadline, er flere store filmselskaber nu oppe at slås i en budkrig om, hvem der skal producere det seneste skud på stammen for den ombejlede skuespiller:
Nemlig en kommende – og fortsat unavngiven – biografisk film om den berømte cykelrytter Lance Armstrong.
The Bikeriders-stjernen er således snart tilbage på jernhesten. Denne gang har han dog smidt læderjakken, og er i stedet trukket i lycra og kliksko i rollen som den kontroversielle cykellegende, der i den grad må siges at have levet et liv med store op- og nedture.
Armstrong er kendt som manden, der overvandt sin kræftsygdom og hele syv gange kunne trække i Tour de Frances gule vindertrøje. Titler, han dog blev frataget igen, da det senere kom frem, at han gentagende gange havde indtaget doping i løbet af sin karriere som professionel cykelrytter.
Filmen er skrevet af Zach Baylin, der med prisvindende og prisnominerede værker som 'Gran Turismo' og 'King Richard' på cv’et, må siges at have det sorte bælte i at skildre store atleter og sportsbegivenheder på film.
Det er ikke første gang, at vi ser Austin Butler tage hovedrollen i en biopic af denne skala. I 2022 spillede han Elvis Presley i portrætfilmen Elvis – hvor det ifølge instruktør Baz Luhrmann var selveste Denzel Washington, der overbeviste ham om at caste Butler til rollen.

I instruktørstolen sidder Edward Berger, der stod bag sidste års Oscar-vindende pavedrama 'Konklave' og den ligeledes Oscar-vindende antikrigsfilm 'All Quiet on the Western Front' fra 2022. Ydermere er han på vej med en anden ny film med Brad Pitt og danske Ulrich Thomsen.
Lance Armstrongs liv er senest skildret i Stephen Frears-filmen The Program fra 2015, hvor Ben Foster dengang spillede den verdensberømte cykelrytter.
Men hvor Frears’ fokus var snævert rettet mod dopingskandalen, ser den nye film ud til at blive et mere rendyrket portræt. I hvert fald har producer og tidligere Netflix-direktør Scott Stuber angiveligt sikret sig rettighederne til at skildre Lance Armstrongs turbulente livshistorie i filmen.
Stuber har senest været involveret i den Oscar-nominerede sci-fi horror 'Frankenstein', der foruden stjerner som Oscar Isaac og Christoph Waltz har danske Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.
Hvornår den nye Armstrong-film får premiere, er endnu uvist – ligesom er det uvist, hvem Austin Butler kommer til at spille overfor.








