Hollywood-instruktørs danske film afslører sin overraskende hovedrolle!

Sidste år blev det offentliggjort, at den Oscar-vindende Hollywood-instruktør Alexander Payne var på vej med sin første europæiske film nogensinde - på dansk.
Rollelisten til Et sted derude er netop blevet afsløret, og her har den anerkendte filmskaber valgt ingen ringere end Jacob Haugaard til sin hovedrolle.
Haugaard er en folkekær entertainer, komiker, sanger, skuespiller og forfatter. I 80'erne slog han igennem som manuskriptforfatter og skuespiller i de populære Jydekompagniet-film. Han blev et kendt ansigt over hele landet, da han optrådte i de ikoniske Squash-reklamer, og da han i 1994 blev valgt ind i Folketinget på sine utraditionelle og humoristiske valgløfter.
Med andre ord har den 73-årige Haugaard haft en yderst alsidig karriere, der nu inkluderer denne opsigtsvækkende casting. Det er nemlig længe siden, vi sidst har set komikeren i en stor skuespillerrolle.
Jacob Haugaard får med 'Et sted derude' nu sin første hovedrolle i en international film, hvor han bl.a. skal spille over for den Oscar-nominerede norske skuespiller Renate Reinsve.
'Et sted derude' beskrives som en skæv, varm og rørende fortælling, som foregår i en lille jysk provinsby. Her følger vi de livslange venner Lars (Jacob Haugaard) og Klaus, hvis venskab slår revner sent i livet.
Vennen Klaus bliver portrætteret af Ole Sørensen, som vi bl.a. kender fra Klumpfisken, Resten af livet og Hjem kære hjem.
Jacob Lohmann, kendt fra bl.a. Den tid på året og 'Oxen', ses i rollen som Lars' søn Benny, der danner par med Reinsves karakter Ingrid.
Renate Reinsve udtalte sig sidste år til kino.dk for første gang om 'Et sted derude', hvor hun kunne fortælle, at hun blev meget rørt af manuskriptet.
Den norske verdensstjerne er snart biografaktuel i Joachim Triers prisbelønnede film Sentimental Values, for hvilken hun allerede har vundet prisen for Bedste europæiske skuespiller og har modtaget en Oscar-nominering til årets prisuddeling.
I rollen som Klaus' enke Astrid ses Lane Lind, der har medvirket i en lang række danske film og serier som 'Matador' og 'Carmen Curlers'.
Alexander Payne har vundet to Oscars for Sideways og The Descendants og står desuden bag de kritikerroste komediedramaer Nebraska og The Holdovers. Filmskaberen er kendt for sin særlige evne til at forene skarp tragikomik med vedkommende drama gennem humanistiske, karakterdrevne fortællinger.
Den prisvindende instruktør udtaler i en pressemeddelelse:
- Det kommer ikke som nogen overraskelse, men jeg har været dybt imponeret over den ekstraordinære kvalitet hos de danske skuespillere. Casting director Djamila Hansen har hjulpet mig med at sammensætte det, jeg vil kalde et virkelig stærkt ensemble.

'Et sted derude' er skrevet af manuskriptforfatter og forfatter Erlend Loe, som bl.a. er kendt for de humoristiske, eksistentielle bestsellere 'Doppler', 'Volvo Lastvagnar' og 'Enden på verden som vi kender den'. Manuskriptet er udarbejdet ud fra Åke Sandgrens idé.
Den danske filmfotograf Eigil Bryld vender for første gang i 20 år tilbage bag kameraet i Danmark efter at have skudt en stribe af store Hollywood film og serier, herunder The Holdovers, Ocean's 8 og 'House of Cards'.
Det imponerende filmhold inkluderer også den danske Oscar-vinder Mikkel E.G. Nielsen, som tidligere har klippet den prisvidende Sound of Metal samt danske storfilm som Kongekabale og En kongelig affære.
Filmen produceres af Scanbox Productions i co-produktion med Hummelfilm i Norge og Nordic Drama Queens i Sverige.
'Et sted derude' starter optagelser i februar og forventes at få premiere i løbet af 2027.








