
Flere kommende Star Wars-film sat på pause
Der er dog stadig en hel række nye film på vej
Filmselskabet bag Star Wars-franchisen, Lucasfilm, har valgt at sætte produktionen af flere af deres kommende film på pause for at fokusere 100 % på det næste og niende kapitel i sagaen. Det skriver det amerikanske filmsite Collider.
Helt konkret går det ud over de planlagte spinoff-film, der bl.a. skulle fokusere på karakterer som Boba Fett, Obi-Wan Kenobi og Jabba the Hutt. Til gengæld bliver der sat hårdt ind for at gøre Star Wars: Episode IX til den bedst mulige film.
Beslutningen ses som et direkte modsvar til Solo: A Star Wars Story, der ikke har levet op til Lucasfilms forventninger til indtjening, og som er den anden spinoff ud af mindst fem film.
'Star Wars IX' er den sidste del af den nye trilogi, der føler direkte efter de klassiske film i serien fra 1977-83, og den instrueres igen af J.J. Abrams, der opnåede stor succes med The Force Awakens i 2015.
Derudover er der stadig tre efterfølgere på vej, som Rian Johnson (The Last Jedi) står for, mens det endnu ukendte antal nye Star Wars-film af Game of Thrones-skaberne David Benioff og D.B. Weiss også har grønt lys. Altså masser af guf for fans af rumeventyret.