
En unik biograftur: Mød instruktøren bag 'Violent Night 2' med David Harbour som brutal julemand
Tommy Wirkola står bl.a. også bag zombiefilmen 'Død sne'
Du har nu muligheden for at se den actionfyldte og blodige julebasker Violent Night 2 i biografen før alle andre.
Ikke nok med det, så kan du også møde filmens norske instruktør Tommy Wirkola til denne unikke visning. Det sker på filmfestivalen Blodig Weekend lørdag den 14. november kl. 14:00 i Empire Bio i København.
Du finder dine billetter til visningen af 'Violent Night 2' her på Kino.dk.
Tommy Wirkola introducerer filmen og deltager efterfølgende i en Q&A, der er modereret af Kino.dk's redaktør Bjarke Friis Kristensen.
Instruktøren er bl.a. kendt for sin kombination af komik, gys, blodig vold og actionfyldte strabadser, hvilket ikke mindst var tilfældet med den første Violent Night fra 2022.
Nu gælder det efterfølgeren Violent Night 2, hvor David Harbour igen kan opleves som julemand.

Der er bare lige det problem, at julemanden har glemt julens sande betydning. Han prøver derfor nu at genfinde juleglæden i et storcenter.
Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at den hårdtslående julemand snart står ansigt til ansigt med en flok farlige bøller, der truer centret.
Men uden sin magi, må julemanden finde andre måder at bekæmpe skurkene på. Det bliver bl.a. med hjælp fra den kampklare fru Julemand, der spilles af Kristen Bell.

Man kender også Tommy Wirkola fra bl.a. hans gyserkomedier Død sne og Død sne 2, hvor der var brutale nazi-zombier på blodig bersærkergang.
Nordmanden har også leveret hekseaction med Hansel & Gretel: Witch Hunters med Jeremy Renner og Gemma Arterton i titelrollerne, mens han med den dystopiske What Happened to Monday bevægede sig udi science fiction-genren.
Senest har instruktøren sluppet glubske dræberhajer løs i Thrash. Men nu venter altså en tidlig julegave i form af netop Violent Night 2. Ho ho ho!
Du finder dine billetter til visningen af 'Violent Night 2' her på Kino.dk.
Blodig Weekend løber fra den 11.-15. november i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Se det fulde program for filmfestivalen her.