Den store biografguide til alle 21 nye film i maj

Der er en bred palette af film på programmet
Mandalorean and Grogu
(© Disney)

Maj folder sig ud med lysere aftener, spirende forår og en biografmåned, der ikke bare spænder bredt, men nærmest eksploderer i alle retninger. 

Du kan gå fra storslåede franchisefilm og koncertoplevelser i 3D til skæve indieperler, urovækkende gys og intime karakterportrætter.

Programmet bevæger sig fra brutale kampe i Mortal Kombat II og galaktiske eventyr med The Mandalorian & Grogu til psykologisk rædsel, dæmoniske forfølgere og internetfødte mareridt i Backrooms

Samtidig byder måneden på både musikalske højdepunkter med Billie Eilish og Iron Maiden samt danske fortællinger og stemmer, der markerer sig stærkt - fra banddrømme i Aphaca: Brug for hinanden til personlige migrationshistorier i Hjem.

Der er også plads til det skæve og det legesyge. Heunder får, der leger detektiver, celler på eventyr inde i kroppen og lejemordere i børns mareridt.

Der er også de mere eftertænksomme nedslag. Fra sort-hvid krigsparanoia til intense nattevagter og kontroversielle skildringer af historiske personer.

Uanset om du er til popcorn-underholdning, festivalfavoritter eller noget midt imellem, er der rigeligt at tage fat på.

Vi har ikke inkluderet særvisninger, events og temaaftener i denne oversigt, men du kan finde det fulde overblik over alle visninger her.

Herunder finder du alle 21 nye premierefilm i maj 2026.

Mortal Kombat II
Mortal Kombat II (© Warner Bros.)

Billie Eilish - Hit Me Hard and Soft: The Tour - biografpremiere den 7. maj

Med ni Grammy-priser og to Oscar-statuetter i bagagen er Billie Eilish uden tvivl en af de mest berømte og succesrige musikere i sin generation - og også en af de mest streamede kunstnere i verden.

Derfor har musikeren og sangeren selvfølgelig også brug for en speciel koncertfilmsoplevelse i biografen. Billie Eilish har således allieret sig med ingen ringere end James Cameron… og så er filmen naturligvis i 3D.

Det er Camerons første film i 16 år, der IKKE er en Avatar-film.

Dragens vogter - biografpremiere den 7. maj

Drager er populære i animationsfilm for tiden. Vi har bl.a. fået tre Sådan træner du din drage-film, Disneys Raya og den sidste drage og Netflix’ 'Min fars drage'. Nu kan 'Dragens vogter' føjes til listen.

Historien foregår i det antikke Kina, hvor det afsløres, at drager og mennesker engang levede i harmoni. Det ændrede sig sidenhen, hvorfor drager nu holdes indespærret. 

Vi følger nu pigen Ping, som bliver venner med den tilfangetagne drage Danzi og derefter bliver beskytter af et drageæg.

For at redde dragerne fra udryddelse må hun bringe ægget til livets magiske vand, hvor det kan klække.

Dust Bunny - biografpremiere den 7. maj

Der er et monster under Auroras seng. Det kommer frem hver nat, når nogen træder på gulvet. Men ingen tror på hende.

Uden andre til at hjælpe sig sætter Aurora nu sin lid til sin mystiske nabo, der spilles af Mads Mikkelsen. Han tager imod tilbuddet om at få bugt med monstret, men det er naturligvis lettere sagt end gjort.

'Dust Bunny' kan nok bedst beskrives som en John Wick-film, der er kørt af sporet og endt i et barns mareridtsagtige fantasiverden.

Fårbrydelsen - biografpremiere den 7. maj

Der venter et ulendt eventyr i biograferne med Hugh Jackman i front.

Han spiller fårehyrden George, der læser detektivromaner højt for sine elskede får. Da en mystisk hændelse imidlertid forstyrrer livet på gården, indser fårene, at de må blive detektiver og selv løse mysteriet.

Filmen vises både med danske stemmer og original tale.

Iron Maiden: Burning Ambition - biografpremiere den 7. maj

Det legendariske heavyband Iron Maidens 50-årige historie fortælles nu på det store lærred med bl.a. interviews med bandet, Paul Di'Annos sidste samtale, kendte gæsters indsigter og sjældne optagelser.

Filmen fortæller, hvordan Iron Maiden har været med til at forme en kulturel bevægelse og udfordre traditionelle opfattelser af rockmusik og heavy metals bredere samfundsmæssige og kulturelle betydning.

Udover bandet selv, så interviewes bl.a. også Javier Bardem, den danske Metallica-trommeslager Lars Ulrich og Chuck D.

Mortal Kombat II - biografpremiere den 7. maj

Endelig kommer det nye og brutale kapitel i den populære spilsserie af samme navn i biografen.

Her skal et hold af kampmestre, der inkluderer selveste Johnny Cage, kæmpe i det ultimative, nådesløse og blodige opgør for at besejre Shao Kahns mørke styre. 

Instruktør Simon McQuoid vender tilbage for at stå i spidsen for efterfølgeren til sin eksplosive filmdebut fra 2021. 

Udover Karl Urban som Johnny Cage, besættes rollerne af bl.a. Tadanobu Asano som Lord Raiden, Joe Taslim som Bi-Han og Hiroyuki Sanada som Hanzo Hasashi aka Scorpion. 

Værn - biografpremiere den 7. maj

Vi befinder os med 'Værn' i det sydlige Sverige i begyndelsen af 70'erne, hvor den kolde krig bølger løs i verden. 

Påvirket af de stærke billeder i brochuren 'Hvis krigen kommer', begynder landarbejderen Karl-Göran Persson at befæste sit hus. 

Gennem år med indsamling af skrotmetal forvandler han det til en fæstning, der skal beskytte ham og hans naboer, når fjenden angriber.

Filmen er skudt i slående sort-hvide billeder og har skuespillerlegenden Denis Lavant i hovedrollen.

Aftenvagt - bioprafpremiere den 7. maj

Fortalt intenst følger manuskriptforfatter og instruktør Petra Volpes 'Aftenvagt' en dag - eller rettere sagt nat - i Florias liv.

Hun er en sygeplejerske, der arbejder nattevagt på den kirurgiske afdeling på et schweizisk hospital.

Hendes nat bliver gradvist mere og mere presset, da en kollega melder sig syg, hvilket betyder, at hun, én anden sygeplejerske og en praktikant må tage sig af de mange patienter på afdelingen.

Hjem
Hjem (© Nordisk Film)

Aphaca: Brug for hinanden - biografpremiere den 13. maj 

Et dansk band har sjældent gjort så vild en kometkarriere som Aphaca - og nu kommer dokumentaren om de fire venner, der har taget Danmark med storm.

Siden 8. klasse har Bertram, Bertil, Rumle og Noah haft et band. De har nu fået en pladekontrakt, hvilket er en stor drøm, der går i opfyldelse.

Nu skal bandet således navigere mellem hverdag, skole, venner, kærester og familie, mens øvelokalet, musikstudiet og livekoncerterne fylder mere og mere.

Imens succesen vokser, forsøger drengene at skabe ro til at vokse og udvikle sig - både individuelt, som band og som venner. 

Hjem - biografpremiere den 13. maj 

Den danske skuespiller Marijana Jankovic har sin spillefilmsdebut som instruktør med en film om en familie fra Balkan, der skal tilpasse sig det danske samfund.

Filmen tager sin begyndelse i 1991, på et tidspunkt, hvor hele Balkanregionen er i opløsning. Derfor rejser 6-årige Maja med sine forældre til Danmark og efterlader sine to ældre brødre derhjemme med løftet om en snarlig genforening. 

Men mødet med det forjættede land, Danmark, bliver en hård prøve for den lille familie og ikke mindst for Maja, som undrende ser på, mens hendes forældre desperat forsøger at tilpasse sig en helt ny verden og virkelighed.

På rollelisten finder man bl.a. Dejan Cukic, Nada Šargin, Tara Cubrilo og Jesper Christensen m.fl. 

In the Grey - biografpremiere den 13. maj 

Manden bag Snatch, Sherlock Holmes og The Gentlemen er tilbage med en ny actionfilm. Den britiske instruktør Guy Ritchie står nemlig bag 'In the Grey' med Henry Cavill og Jake Gyllenhaal i hovedrollerne.

Filmen følger et hemmeligt hold af eliteagenter, der får til opgave at stjæle en milliardformue tilbage, som en hensynsløs despot har stjålet. 

Hvad, der begynder som et umuligt kup, udvikler sig til noget langt værre og ender i en krig på fuld skala af strategi, bedrag og overlevelse.

Mother - biografpremiere den 13. maj 

Dramaet 'Mother' fortæller historien om Moder Teresa, inden verden kom til at kende nonnen som netop det.

Filmen fokuserer nemlig på den unge nonnes liv i ugen op til, at hun får svar fra paven på, om hun får eller ikke får tilladelse til at oprette sin egen religiøse orden.

Teresa spilles af den svenske stjerne Noomi Rapace, der i rollen slås med diverse problemer - ydre så vel som indre - i sit kloster i Kolkata.

Ustoppelig - biografpremiere den 13. maj

De mindste helte, du nogensinde har set, indtager det store lærred, når vi skal stifte bekendtskab med Kaja, der er en nysgerrig og modig lille celle, som bor i kroppen på den 10-årige Erik. 

Der er bare ét problem: Kaja kan ikke dele sig ligesom alle de andre celler, hun kender. Hun er udelelig og dermed uduelig.

Fast besluttet på at lære at dele sig, begiver hun sig nu ud på en fantastisk rejse gennem kroppens vilde univers.

Marielle ved alt - biografpremiere den 14. maj

Der findes nok ikke perfekte familier. Men dem, der kommer tættest på, er dem, som erkender deres egen ufuldkommenhed. Det er det skarpe budskab bag Frédéric Hambaleks kulsorte komedie 'Marielle ved alt'.

Filmen handler om en ung pige, som pludselig udvikler telepatiske evner, der gør det muligt for hende at følge med i alt, hvad hendes forældre foretager sig, når de ikke er hjemme. 

Da forældrene imidlertid indser, at deres datter kan gennemskue deres uærlighed, forsøger de at fremstå mere dydige - dog uden ægte oprigtighed og uden nævneværdig succes.

Obsession - biografpremiere den 14. maj

Hvem har ikke siddet alene i mørket og ønsket, at den person, vi idoliserer, endelig ville se os, anerkende os eller måske endda forelske sig i os? 

Men hvad nu hvis det ønske faktisk blev opfyldt? Hvad hvis universet gav dig præcis det, du troede, du ønskede dig, uanset konsekvenserne?

Gyserfilmen 'Obsession' tager det klassiske "pas på, hvad du ønsker dig"-tema og løfter det til et helt nyt niveau, hvor det trækkes ind i en verden af psykologisk rædsel.

Man følger således Bear, der desperat efter at vinde sin forelskelses hjerte finder ud af, at nogle ønsker kommer med en mørk og ondskabsfuld pris.

Eleanors sandhed
Eleanors sandhed (© SF Studios)

The Mandalorian & Grogu - biografpremiere den 20. maj

Din Djarin og Grogu - fra Disney-serien 'The Mandalorian' - begiver sig her ud på en ny mission. Denne gang på det store lærred.

Imperiet er faldet, men diverse krigsherrer er stadig spredt rundt i galaksen. Den spæde Nye Republik kæmper nu for at beskytte det, som Oprøret vandt - det med hjælp fra den umage duo: dusørjægeren og den lille Grogu.

Pedro Pascal gentager rollen som den hjelmklædte Mandalorian, mens rollelisten bl.a. udvides med Alien-ikonet Sigourney Weaver samt The Bear-stjernen Jeremy Allen White, der ses som den legendariske karakter Jabba The Hutts søn Rotta.

Eleanors sandhed - biografpremiere den 21. maj

Superstjernen Scarlett Johansson debuterer som spillefilmsinstruktør med 'Eleanors sandhed', der er et nuanceret karakterstudie med 96-årige June Squibb i hovedrollen som Eleanor Morgenstein, som oplever det knusende tab af sin bedste veninde Bessie. 

På jagt efter selskab i det lokale jødiske kulturcenter forvilder den ensomme Eleanor sig ind i en støttegruppe for Holocaust-overlevere. Her fortæller hun impulsivt en historie, som giver hende uventet opmærksomhed.

Det vækker interessen hos den 19-årige journaliststuderende Nina, der nu opsøger den livlige Eleanor som en slags tværgenerationel ven og mentor. 

Passenger - biografpremiere den 21. maj

Gyserfilmen 'Passenger' kommer til at gøre natkørsel endnu mere skræmmende. Man følger nemlig her et ungt par, der bliver vidne til en frygtelig ulykke, hvor føreren dør. 

Kort efter bliver parret nu jagtet af en dæmonisk forfølger, som er umulig at slippe væk fra - uanset, hvor de tager hen.

Der er stadig meget mystik omkring filmen, men mon ikke den vil få dig at kigge dig en ekstra gang over skulderen… især hvis du sætter dig bag rattet i en bil.

Backrooms
Backrooms (© Nordisk Film)

Backrooms - biografpremiere den 28. maj

Den blot 20-årige instruktør Kane Parsons er klar med sin debutspillefilm. Det er en gyserfilm, som er baseret på hans YouTube-sensation af samme navn, der i første omgang opstod på 4chan som et creepypasta-fænomen.

Den nye film følger en terapeut, der ender i en mystisk dimension i sin søgen efter en forsvunden patient. Snart spreder uhyggen sig...

Rollelisten tæller bl.a. Chiwetel Ejiofor og den fremadstormende norske stjerne Renate Reinsve, der netop har været Oscar-nomineret for sin rolle i Affektionsværdi.

Urchin - biografpremiere den 28. maj

Babygirl-skuespilleren Harris Dickinson har sin instruktørdebut i dette rystende og melankolske karakterportræt.

Filmen centrerer sig om en hjemløs mand i London, som efter at have overfaldet en uskyldig person, bliver anholdt og sendt i behandling.

Men med tiden kæmper han både med sit mentale helbred og med at forblive ædru.

Det blå spor - biografpremiere den 28. maj

Vi befinder os i Brasilien, hvor ældre borgere bliver tvangsflyttet til plejekolonier, som de aldrig vender tilbage fra. 

Men den 77-årige Tereza er ikke klar til at blive hentet af "rynkevognen" - et bur monteret bag på en trehjulet lastbil. Hun har stadig drømme, der skal realiseres og et liv, der skal leves.

Akkompagneret af et finurligt og rytmisk soundtrack, begiver Tereza sig nu ud på et eventyr til søs, hvor hun møder alt fra hallucinogen sneglesaft og ulovlige spilleklubber til uventede venskaber og et job med at sælge digitale bibler.

Nyeste film i biografen