Den store biografguide til alle 17 nye film i september

En bred palette af nye biograftitler
Rejseholdet: Det første mord
(© Nordisk Film / Rejseholdet: Det første mord)

Gå efteråret 2025 i møde med hele 17 nye film i biografen.

Hvad er bedre end en tur i biografen med hygge og snacks, når vind og regn står for døren?

September er spækket med film i alverdens genrer, så der er noget for enhver smag. Her får du blandt andet film om Danmarks første Rejsehold, skamfuld kærlighed, afslutningen på et ikonisk gyserunivers, en ny Leonardo DiCaprio-film og den store finale om den britiske Crawley-familie.

Vi har her ikke inkluderet særvisninger, events osv., men du kan få det fulde overblik over biografernes visninger her.

Herunder finder du alle nye premierefilm i september 2025:

Rejseholdet: Det første mord
(© Nordisk Film / Rejseholdet: Det første mord)

The Conjuring 4: De sidste ritualer – Premiere den 3. september

'De sidste ritualer' er det sidste spændende kapitel i det ikoniske Conjuring-univers om nattens dæmoner. Vera Farmiga og Patrick Wilson genforenes til en sidste sag som de berømte, virkelige paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren i en gåsehudsfremkaldende tilføjelse til den globale franchise, der har brudt rekorder ved billetlugerne.

Mens de to første Conjuring-film blev instrueret af James Wan, er det Michael Chaves, der har stået bag kameraet på forløberen The Devil Made Me Do It, og som nu vender tilbage i instruktørstolen på den nye.

Læs mere om ’ The Conjuring 4: De sidste ritualer’ her.

 

Rejseholdet – det første mord – Premiere den 4. september

Det er Danmark anno 1927. Den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup leder det nystartede Rejsehold, der skal bistå lokalt politi med opklaring af særligt vanskelige forbrydelser. 

Da et lig findes i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder Otto og hans hold at afdække en usædvanlig mordgåde, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.

Filmen er en stort anlagt krimi om Danmarks første rejsehold med Alex Høgh AndersenMathilde Arcel og Nicolaj Kopernikus, mens bl.a. Mille Hoffmeyer LehfeldtLars Ranthe og Kristian Halken også medvirker.

Histoien er baseret på Jacob Jonias roman 'Den yderste grænse' fra 2023, og er instrueret af Christoffer Boe, som også stod bag roret på den fjerde og mest succesfulde Afdeling Q-film til dato, Journal 64.

Læs mere om ’Rejseholdet – det første mord’ her.

 

Historien om Maria – Premiere den 4. september

Da den lovende og kun 19-årige skuespillerinde Maria Schneider sikrer sig hovedrollen som Jeanne i 'Sidste tango i Paris' ser alting ud til at gå op i en højere enhed for den håbefulde skuespillerinde: Hollywood-giganten Warner Bros. producerer, den berømte Bernardo Bertolucci instruerer og medspilleren er ingen ringere end legenden Marlon Brando! 

Men drømmen om lykke bliver hurtigt til et mareridt. Under optagelserne sker der noget forfærdeligt, der vil ryste Maria så voldsomt, at det vil påvirke resten af ​​hendes liv.

Den nye film går bag kulisserne på tilblivelsen af den stadig kontroversielle Marlon Brando-film fra 1972, fortalt fra synsvinklen af filmens kvindelige stjerne, Maria Schneider.

Læs mere om ’Historien om Maria’ her.

Hood
(© UIP)

Hood – Premiere den 11. september

Den danske film 'Hood' følger en CEO, der står på tærsklen til et exit på 250 millioner kroner. 

Fem venner og iværksætteres start-up bank Hood står over for en svimlende exit, der kan forandre alt – lige indtil én af dem bliver udelukket fra Exit-aftalen. Herfra udvikler situationen sig til et nervepirrende opgør, hvor tillid, ambitioner og gamle venskaber sættes på prøve. 

Det er en historie om drømme og kompromiser, hvor grænserne mellem rigtigt og forkert bliver udfordret.

'Hood' er instrueret af den spillefilmsdebuterende Lina Csillag, der har skrevet manuskriptet i samarbejde med executive producer Brian Tange.

Læs mere om ’Hood’ her.

 

Kærlighedens gerninger – Premiere den 11. september

Den danske film 'Kærlighedens Gerninger' er et barskt drama om tro og tabuer fra prisvindende instruktør Jeppe Rønde.

Hanna bor i et New Age-kristent fællesskab på den jyske vestkyst og længes efter at få et barn. Men hendes beskyttede tilværelse bliver vendt på hovedet, da hendes lillebror, Jakob, uventet banker på døren, og fortrængte minder om de to søskendes fælles fortid dukker op til overfladen.

Vil brorens ankomst true Hannas drøm om at blive mor? Og kan medlemmerne af fællesskabet leve op til deres egne regler og tro, når de bliver konfronteret med spørgsmålet: Hvem bestemmer over kærligheden?

Instruktøren Jeppe Rønde er ikke selv vokset op i en sekt, men hans halv-storesøster lever i dag i et kristent fællesskab, og han har derfor ikke set hende i 28 år.

De to hovedroller spilles af Cecilie Lassen og Jonas Holst Schmidt, hvoraf sidstnævnte også er forsanger i det anmelderroste band Blaue Blume. Sektlederen i filmen spilles af Ann Eleonora Jørgensen.

Læs mere om ’Kærlighedens gerninger’ her.

 

Caught Stealing – Premiere den 11. september

Hank Thompson (Austin Butler) arbejder i New York på en bar og har en skøn kæreste - livet er dejligt og fremtiden lys! 

Men da hans punkrock-nabo Russ beder ham passe sin kat i et par dage, befinder han sig pludselig fanget midt i en broget flok truende gangstere. 

De forventer alle svar, som Hank ikke har, så han forsøger nu desperat at undslippe deres stadigt strammere greb, og bruger al sin energi på at holde sig i live længe nok til at finde en vej ud...

Gangsterkomedien 'Caught Stealing' er den nyeste film fra auteuren Darren Aronofsky, der med Austin Butler og Zoë Kravitz i hovedrollerne zoomer ind på 1990'ernes New York og den voldsomme, kriminelle underverden. Filmen er skrevet af Charlie Huston, og er baseret på bogserien af samme navn, som Huston også står bag.

Læs mere om ’Caught Stealing’ her.

Mælkevejen
(© Angel Films)

Mælkevejen – Premiere den 11. september

I den landlige Jura-region i det østlige Frankrig bruger 18-årige Totone det meste af sin tid på at drikke øl og feste med sine venner uden at skænke fremtiden for mange tanker. Lige indtil virkeligheden banker på, og han pludselig har ansvaret for sin 7-årige lillesøster og må finde en måde at tjene til dagen og vejen på. 

Da han opdager, at han kan vinde 30.000 euro ved at lave den allerbedste Comté-ost i regionen i den store landbrugskonkurrence, tager hans liv en helt ny retning med håb og drømme forude.

'Mælkevejen' er et hjertevarmt og ærligt portræt af en sårbar ung mand på kanten af voksenlivet. 

Filmen har vundet adskillige priser i 2024, herunder Ungdomsprisen i Un Certain Regard-sektionen under Cannes Film Festival i 2024 og Bedste Debutfilm til César Awards.

Læs mere om ’Mælkevejen’ her.

 

Demon Slayer: Kimetsu No Yaiba Infinity Castle – Premiere den 11. september

Mens medlemmerne af Demon Slayer og Hashira deltager i Hashira-træningen som forberedelse til den kommende kamp mod dæmonerne, dukker Muzan Kibutsuji uventet op i Ubuyashiki-palæet. 

Med lederen af Demon Slayer i fare, skynder Tanjiro og Hashira sig til hovedkvarteret, men Muzan kaster alle ud i en dyb nedstigning til et mystisk rum. Destinationen, hvor Tanjiro og de andre havner, viser sig være dæmonernes fæstning – Infinity Castle. 

Således er slagmarken sat, da den endelige kamp mellem Demon Slayer og dæmonerne blusser op.

Anime-filmen er den første film i en trilogi, der filmatiserer den sidste del af den populære mangas historie. Derudover er den en direkte fortsættelse af den fjerde sæson af anime-serien samt filmen Mugen Train fra 2020 og de to kompilationsfilm To the Swordsmith Village og To the Hashira Training.

Læs mere om ’ Demon Slayer: Kimetsu No Yaiba Infinity Castle’ her.

 

Relay – Premiere den 11. september

Ash (Riz Ahmed) har et farligt arbejde. Som anonym mellemmand hjælper han whistleblowere med at forhandle højtbetalte aftaler med de korrupte virksomheder, de kan afsløre. Han opererer i skyggerne og bruger hemmelige metoder for at slette alle spor af sin identitet. 

Hans næste opgave bliver at hjælpe Sarah (Lily James), en panikslagen bioteknolog med skræmmende viden om sin tidligere arbejdsgiver. Hun bliver forfulgt af brutale bagmænd, og selvom hun og Ash aldrig kan mødes, må de samarbejde i en intens kamp for overlevelse, hvor ingen er til at stole på, og alt er på spil.

Filmen havde verdenspremiere på sidste års Toronto International Film Festival, hvor verdenspressen bl.a. kaldte den "skarp, sjov og intelligent underholdende fra sin første scene”.

Læs mere om ’Relay’ her.

Downtown Abbey 3
(© UIP)

Downton Abbey 3 – Den store finale – Premiere den 18. september

Det sidste kapitel i historien om Downton Abbey følger Crawley-familien og deres tjenestefolk, når de træder ind i 1930'erne.

Mary befinder sig midt i en offentlig skandale, og familien står over for økonomiske problemer. Crawley-familien må forsøge at omfavne forandringerne, mens personalet forbereder sig på et nyt kapitel med den næste generation, der skal føre Downton Abbey ind i fremtiden.

Publikum har i 15 år kunne følge familien Crawley og deres tjenestefolk i Downton Abbey-universet, der tæller den populære serie på seks sæsoner samt filmene Downton Abbey og Downton Abbey: En ny æra.

Velkendte karakterer som bl.a. Grev Robert, Lady Mary, Tom Branson og Mr. Carson vender tilbage, mens publikum også kan se frem til gensyn med mindre fremtrædende karakterer. Instruktør Simon Curtis og manuskriptforfatter Julian Fellowes står klar bag kameraet til en sidste omgang.

Læs mere om ’Downton Abbey 3 – Den store finale’ her.

 

Se gennem Aske – Premiere den 18. september

Det danske drama 'Se Gennem Aske' er et ærligt og råt portræt af en ung, homoseksuel mands søgen efter sin vej i livet

Christian, en fyr i 20’erne, forsøger at komme sig over hjertesorgen fra sin første store kærlighed. 

Gennem dating-apps kaster han sig ud i en storm af nye seksuelle oplevelser i et forsøg på at finde noget (eller nogen), der kan udfylde tomrummet i hans hjerte. 

Begær, passion og besættelse kolliderer i hans kaotiske jagt efter at finde ny kærlighed – og sig selv – i denne dybt personlige og næsten selvbiografiske historie fra instruktør Ludvig Christian Næsted Poulsen.

Læs mere om ’Se gennem Aske’ her.

 

Vermiglio – Premiere den 18. september

Vi befinder os i den afsidesliggende italienske bjerglandsby Vermiglio, hvor den unge, syditaliensk desertør Pietro melder sin ankomst og får lov at gemme sig i staldene. Alle er nysgerrige på den nytilkomne, ikke mindst den lokale lærers datter Lucia. 

Snart indleder de to et romantisk forhold, der ikke kun får konsekvenser for dem, men for også for Lucias store familie, hvis gamle patriark må indse, at han ikke længere er alene om at bestemme slagets gang. 

'Vermiglio' blev fuldt fortjent tildelt Sølvløven på filmfestivalen i Venedig. Filmen var nomineret til Golden Globe og shortlistet til Oscar.

The Long Walk
(© Nordisk Film)

The Long Walk – Premiere den 18. september

I en mørk fremtid, deltager hundrede unge drenge i den nådesløse konkurrence The Long Walk. Uden pauser skal de gå side om side og holde et stabilt tempo, ellers bliver konsekvensen fatal. Med tre advarsler står kun én mulighed tilbage – eliminering. 

Den kyniske og tilsyneladende uendelige march fortsætter, indtil der kun er én overlevende, der krones som vinder og belønnes med alt, hvad hans hjerte begærer.

Filmen 'The Long Walk' er en sammensmeltning af intensiteten fra The Hunger Games-serien og Stephen Kings mørke univers – baseret på Kings roman af samme navn og instrueret af Francis Lawrence som står bag filmatiseringen af The Hunger Games. 

På rollelisten findes en række talentfulde skuespillere, herunder Cooper Hoffman og David Jonsson samt erfarne kræfter som Mark Hamill og Judy Greer

Læs mere om ’The Long Walk’ her.

 

Sorry, Baby – Premiere den 25. september

Agnes har oplevet noget slemt. Men livet går videre, i hver fald for alle andre. 

Filmen er et komediedrama med en stille, rørende fortælling om heling efter en traumatisk oplevelse. Det er en sjov og ærlig fortælling om at ramme bunden, men også om alt det gode, der alligevel sniger sig ind midt i livets største kriser - fra kattekillinger til dybe venskaber og ny kærlighed.

Instruktør Eva Victors debutfilm handler om, hvad der sker, efter det værste er sket.  Filmen fik sin debut på Sundance Film Festival til strålende anmeldelser og er produceret af Barry Jenkins, instruktøren bag Oscar-vinderen Moonlight.

Læs mere om ’Sorry, Baby’ her.

 

Fnug – Premiere den 25. september

Thomas er 12-år og sidder i kørestol, da hans ben er lammede. En nat dukker Fnug op - et lille pjusket væsen fra en anden dimension og et helt fantastisk og magisk eventyr starter. Thomas teleporters til Fnugs verden gennem sin natlampe, hvor han kan svæve, løbe og springe rundt - helt fri af sin kørestol. Da han vender tilbage til sin egen verden, er lammelsen forsvundet, men noget andet er galt. Thomas’ kat er blevet til et Skyggemonster, og han må stå sammen med sin familie og Fnug for at redde begge verdener.

Den familievenlige animationsfilm er instrueret af Jens Møller og er blevet lagt stemmer til af skuespillerne Vilbert Hein Friberg, Mikkel Boe Følsgaard og Johanne Louise Schmidt.

One Battle After Another
(© Warner Bros.)

One Battle After Another – Premiere den 25. september

Bob Fergusson (Leonardo DiCaprio) er gået under jorden for at beskytte sin familie. Men efter 16 år i skjul dukker en gammel fjende op, og han må opsøge en gruppe af tidligere revolutionære for at redde sin egen datter.

'One Battle After Another' markerer Leonardo DiCaprios første film siden 2023's Killers of the Flower Moon og skuespillerens første samarbejde med mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson, der har flere yderst anerkendte film på CV'et, herunder There Will Be Blood og Licorice Pizza.

Rollelisten tæller ydermere et væld af Hollywood-skuespillere, bl.a. Sean Penn, Regina Hall, Teyana Taylor, Alana Haim og Benico Del Toro.

Læs mere om ’One Battle After Another’ her.

 

Bob Trevino Likes It – Premiere den 25. september

Lily Trevino lever en ensom tilværelse. Det står faktisk så grelt til, at hun må trøste sin egen psykolog, efter at have fortalt hende om sit intetsigende liv. 

Egentlig har Lily bare brug for en nærværende far, men hendes egen – en narcissistisk en af slagsen – Bob er holdt op med at svare på hendes sms'er, efter at have anklaget hende for at ødelægge hans datingchancer.

I et sidste desperat forsøg på at genoptage kontakten prøver hun at kontakte ham på Facebook, men finder i stedet en anden "Bob Trevino" uden profilbillede. Denne Bob har også brug for trøst, da han stadig kæmper med tabet af sin og konens søn for ti år siden. 

Langsomt udfylder de to sjæle et tomrum i hinandens liv, og et helt særligt venskab blomstrer frem – et venskab, der vil lære dem, at familie ikke altid er den, man er født ind i.

Dette komediedrama med Euphoria-stjerne Barbie Ferreira i hovedrollen er en hjertevarm, morsom og håbefuld film om, hvordan de mest uventede og umage venskaber kan ændre dit liv for altid.

Læs mere om ’Bob Trevino Likes It’ her.

Nyeste film i biografen