De 12 film vi glæder os mest til fra filmfestivalen i Venedig

Fra ventet dansk komedie til 23 minutters bifald
Emma Stone i Bugonia
(© Focus Features)

En af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler er netop løbet af stablen, hvor årets program igen lover forrygende biografoplevelser til publikum, når filmene på senere datoer får regulær premiere i resten af verden.

Venedig Film Festival trak i år stjerner som Julia Roberts, George Clooney og Dwayne "The Rock" Johnson til sine røde løbere, og i lørdags blev den eftertragtede Guldbjørn samt mange andre priser uddelt med den amerikanske filmskaber Alexander Payne i front for juryen.

Læs om vinderne her.

Vi har samlet de 12 film fra årets filmfestival i Venedig, som vi glæder os allermest til at få lov til at opleve på dansk jord. 

Blandt titlerne finder vi to Nikolaj Lie Kaas-præstationer, nyt fra flere af tidens mest interessante instruktører og årets store prisvindere.

 

Se listen over redaktionens mest ventede titler fra filmfestivalen i Venedig herunder:

 

The Testament of Ann Lee

Amanda Seyfried er officielt trådt ind i Oscar-ræset med rollen som stifteren af den religiøse Shaker-sekt i dette historiske drama baseret på virkelige hændelser. Og ifølge anmelderne kan vi se frem til en episk storfilm med den bedste præstation i Seyfrieds karriere i centrum.

Bag 'The Testament of Ann Lee' står Hollywood-parret Mona Fastvold og Brady Cobet, der senest havde succes med den Oscar-vindende The Brutalist. De har begge stået bag manuskriptet, mens Fastvold denne gang instruerer. 

Ann Lee blev udråbt som den kvindelige Kristus af sine tilhængere, og filmen skildrer hendes oprettelse af et utopisk samfund i 1700-tallet med tilbedelse gennem sang og dans.

 

Bugonia

Den græske auteur Yorgos Lanthimos’ nyeste samarbejde med Emma Stone efter film som The Favourite og Poor Things var inden festivalen en af de mest ventede på programmet, og tror man på anmelderne i den italienske, vejløse by, er forventningerne til den nye sci-fi thriller blevet indfriet. Den er nemlig blevet kaldt både foruroligende og overraskende rørende.

Filmen er en engelsksproget genindspilning af den sydkoreanske film 'Save the Green Planet!' fra 2003 og handler om to sammensværgelsesfikserede unge mænd, der kidnapper en magtfuld direktør, overbevist om at hun er et rumvæsen, som planlægger at ødelægge Jorden.

'Bugonia' får dansk biografpremiere den 6. november.

 

Frankenstein

Alle filmfans med respekt for sig selv kan lide Guillermo del Toro. Filmskaberens egen passion for film er så smittende, at det bløder ud af ethver skud i hans billedskønne værker.

Hans nye fortolkning af 'Frankenstein' er netop en af instruktørens helt store passionsprojekter, som han i årevis har ventet på at kunne realisere efter sine egne store ambitioner. Filmen fik en flot modtagelse i Venedig, der inkluderede et 14 minutters langt bifald.

Det lykkedes nu hos Netflix, hvor han bl.a. har slået sig sammen med flere danskere. Udover skuespillerne Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjelstrup, tæller det også filmfotograf Dan Laustsen, som tidligere blev Oscar-nomineret for del Toro-filmen The Shape of Water.

'Frankenstein' får dansk premiere den 23. oktober i udvalgte biografer – og lander på Netflix den 7. november. 

The Smashing Machine
The Smashing Machine (© A24)

The Voice of Hind Rajab

Årets længste stående bifald (en ny rekord på 23-minutter) gik til 'The Voice of Hind Rajab', der fortæller den forfærdelige historie om redningsforsøget på et barn i Gaza, der var fanget i en bil med sin dræbte familie i januar 2024. 

Filmen indeholder virkelighedens nødkald, der blev foretaget af den blot seks-årige Hind Rajab, som også endte med at blive dræbt af det israelske militær. Den sande historie knuste hjerterne på festivalens publikum, hvor flere efter sigende stadig stod og græd udenfor biografen efter visningerne. 

Flere store Hollywood-navne som Joaquin Phoenix, Rooney Mara og Brad Pitt er tilknyttet filmen som executive producers, hvilket har skaffet endnu større omtale. 'The Voice of Hind Rajab' bliver næppe en rar filmoplevelse, men den står klart som den mest presserende og vigtigste film på årets festival.

 

The Smashing Machine

Dwayne The Rock Johnson springer ud som seriøs skuespiller i Benny Safdies 'The Smashing Machine'. Filmen fik instruktørprisen på filmfestivalen, og Johnson var rørt til tårer efter den 15 minutter lange stående applaus. 

Skuespilleren er sminket godt og grundigt i rollen som MMA-figteren Mark Kerr, og han spiller over for den altid seværdige Emily Blunt som hans hustru Dawn Staples. Det samspil ser vi frem til, ligesom historien, der leder tankerne over på den sublime The Wrestler, løfter forventningerne yderligere.

'The Smashing Machine' får dansk biografpremiere den 27. november.

 

Father Mother Sister Brother

Årets overraskende Venedig-vinder stryger selvfølgelig direkte ind på vores liste over film, som vi glæder os til at se!

Det er indy-darlingen Jim Jarmusch, hvis CV allerede tæller roste titler som 'Stranger Than Paradise', 'Down by Law', 'Broken Flowers' og 'Only Lovers Left Alive', som nu får den ultimative anerkendelse i Venedig med Guldløven. Filmskaberens første sejr på filmfestivalen.

'Father Mother Sister Brother' er en drama-komedie fortalt i analogi-form, som følger tre komplekse familiedynamikker centeret omkring voksne børn og forholdet til deres følelsesmæssigt distancerede forældre.

Rollelisten tæller ydermere en række gode kræfter som Tom Waits, Adam Driver, Mayim Bialik, Charlotte Rampling, Cate Blanchett, Vicky Krieps, Sarah Greene, Indya Moore og Luka Sabbat.

Den sidste viking
Den sidste viking (© Nordisk Film / Rolf Konow)

La grazia

Den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentino har igen hyret sin yndlings leading man, Toni Servillo, og det var en god idé. Servillo fik nemlig prisen for Bedste mandlige skuespiller for sin præstation som italiensk præsident, der netop har mistet sin kone. 

'La grazia' følger præsidentens moralske krise i kølvandet på lovgivning af aktiv dødshjælp og benådning af mordere, mens han kæmper med sin afdøde kones utroskab. 

Sorrentino og Servillos samarbejde på Den store skønhed og Youth er nok til få filmkendere til at spærre øjnene op, når nye projekter fra deres hånd annonceres. Når filmen samtidig får priser, er den en must-see.

 

Den sidste viking

Vi havde glædet os helt vildt til Anders Thomas Jensens nyeste film, uanset om den havde premiere i Venedig eller ej, men nu er den danske mesterinstruktørs nye samarbejde med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas nu engang blevet vist i det italienske, hvor hans absurde humor har charmereret den udenlandske presse. Så nu kan vi altså slet ikke vente.

Filmen følger Nikolaj Lie Kaas som Anker, der løslades fra fængslet efter en femtenårig dom for røveri. Pengene fra kuppet blev gravet ned af hans bror, Manfred (Mads Mikkelsen), og kun han kender stedet. Desværre har Manfred en psykisk lidelse, der har fået ham til at glemme alt.

'Den sidste viking' har dansk biografpremiere den 9. oktober.

 

The House of Dynamite

Den Oscar-vindende instruktør Kathrine Bigelow ('Hurtlocker', 'Zero Dark Thirty') er klar med sin første spillefilm i 8 år.

Filmskaberen bliver i samme højspændte forsvarspolitiske tematikker som flere af sine forrige film. I thrilleren 'The House of Dynamite' affyres et enkelt, ukendt atommissil mod USA. I realtid skildrer filmen, hvordan Det Hvide Hus og en række andre instanser omkring situationen reagerer på truslen.

Idris Elba indtager rollen som USA's præsident. Rollelisten tæller yderligere bl.a. svenske Rebecca Ferguson, Gabriel Basso, Jared Harris, Tracy Letts, Anthony Ramos, Moses Ingram, Greta Lee, Jonah Hauer-King og Jason Clarke.

'The House of Dynamite' fik en yderst flot modtagelse i Venedig med 13 minutters klapsalver og masser af rosende anmeldelser.

En intense thriller venter den 9. oktober i de danske biografer, hvorefter den kan ses på Netflix fra 24. oktober.

After the Hunt
After the Hunt (© SF Studios)

After the Hunt

Man bør altid glæde sig til en ny film fra filmskaberen Luca Guadagnino, der de seneste år har stået bag Queer, Challengers og Bones and All. Instruktøren er på dette års festival tilbage med endnu et stjernespækket drama, der denne gang følger Julia Roberts som en professor, der finder sig selv ved en skillevej, da hendes elev beskylder hendes kollega for overgreb.

'After the Hunt' har fået blandet modtagelse blandt kritikerne, og filmen fik "kun" et stående bifald på fem minutter til verdenspremieren – hvilket er i den lave ende i Venedig. Alligevel er det psykologiske plot, det spændende cast med også Ayo Edebiri og Andrew Garfield samt især Guadagninos instruktion grund nok til at være spændt.

Filmen får dansk biografpremiere den 9. oktober.

 

No Other Choice

En af Sydkoreas mest anerkendte instruktører, Park Chan-wook, er tilbage med en ny film, der fik fremragende anmeldelser i Venedig med en score på 100 % på Rotten Tomatoes til følge. Hans æstetik og mørke historier har sikre ham fans verden over med film som Oldboy, Snowpiercer og The Handmaiden blandt de mest kendte værker. 

'No Other Choice' er en sort komedie baseret på en amerikanske roman med titlen 'The Ax', hvor en mand bliver fyret efter adskillige år hos et papirfirma og nu må finde et nyt job for at forsøge sin familie - noget der fører til en grum kamp om pladsen hos et rivaliserende firma.

 

Jay Kelly

Ingen tvivl om, at instruktør og manuskriptforfatter Noah Baumbach er en mand, der ved, hvordan man får solide præstationer ud af sine skuespillere fra film som Marriage Story og The Meyerowitz Stories.

I komedie-dramaet 'Jay Kelly' er der allerede forlydender om en potentiel Oscar-nominering (hvis ikke sejr) for George Clooney, der ses i rollen som en figur, der tydeligvis delvist er baseret på ham selv.

Clooney spiller nemlig den titulære Jay Kelly, der er en forkælet, narcissistisk filmlegende. Han er charmerende og udadvendt, men så optaget af sin karriere, at han ikke opdager det følelsesmæssige kaos, han efterlader i sit kølvand. 

Når der opstår problemer i hans liv – hvad enten de er af privat eller professionel karakter – overlader han det til sin manager Ron (Adam Sandler) eller sin sarkastiske publicist Liz (Laura Dern) at rydde op i rodet.

Filmen får dansk biografpremiere den 20. november.

Nyeste film i biografen