Dansk stjerne spillede overfor Christian Bale: "Han er sin generations bedste skuespiller"

Lavede film sammen for 10 år siden
Exodus: Gods and Kings
(© 20th Century Fox)

Artiklen blev første gang udgivet i juni 2023.

Dar Salim oplevede sidste år stor succes i de danske biografer med actionfilmen Underverden 2, mens Guy Ritchie-filmen The Covenant, hvor den danske stjerne spiller overfor Jake Gyllenhaal, gik i biografen i USA.

Men det var ikke første gang, at Dar Salim har gjort sig internationalt og spillet overfor kæmpe Hollywood-stjerner. Vi mødte stjernen til en podcast og her fortalte han bl.a. om sit møde med Christian Bale på Ridley Scott-filmen Exodus: Gods and Kings for 10 år siden.

Lyt til podcasten med Dar Salim her - eller på dine foretrukne podcast-app (søg på kino.dk filmpodcast):

Da 'Exodus: Gods and Kings' ramte biograferne i 2014, var Dar Salim stort set klippet ud af filmen. Danskeren havde ellers flere store scener og en central rolle som Commander Khyran, der var bedstevenner med hovedkarakteren Moses (spillet af Christian Bale). Den del blev dog mestendels fjerne i klipperummet. Men det tager Dar Salim ikke så tungt her små 10 år senere:

- Ridley Scott klippede alle ud af ’Exodus’ undtagen Christian Bale og Joel Edgerton. Det er, hvad det er. Det er fint, men lærepengene fik jeg, fortæller Salim og uddyber:

- Så dem ville jeg ikke have været foruden, men jeg lærte også, at det er ikke det, der interesserer mig, altså jeg takkede nej til rigtig mange ting efterfølgende. Jeg havde ikke lyst til at være med i ’The Mummy 3’ eller stå på et set bare fordi Tom Cruise er der i tre måneder. Det er også et ensomt liv for at få en lille mini skurkerolle og så måske komme med i filmen i et par scener og måske blive klippet ud, hvilket er vilkårene på de store film.

LÆS OGSÅ: Dar Salim afslører: Var tæt på at blive den tyske Casper Christensen

En af de helt store oplevelser på 'Exodus' var at spille overfor Christian Bale. En indtryk som i den grad har præget Dar Salims måde at opføre sig på, når han laver film i dag:

- Christian Bale var eminent at arbejde med. Sådan en som ham behøver ikke at stå der, når kameraet peger på mig, og der var engang, hvor 4 kameraer var på mig ude i ørkenen, hvor det blæste og så videre. Han stillede sig bag kameraerne bare for at være medspiller og sagde sine replikker med tårer i øjnene og fuld af spil for, at jeg havde noget at reagere på, så han var sådan en ægte kollega. 

- Det var lærerigt, fordi det var sådan, jeg havde det indeni. Det var sådan, jeg altid har haft det indeni, men jeg har også mødt folk, som ikke er sådan og som er nærige. Han er sin generations bedste skuespiller, og han er stadig sådan der overfor en nobody som mig. Det er sådan jeg skal være altid.

- Det er også sådan, jeg har det, når jeg arbejder med de helt unge på 'Underverden'. Jeg gør alt, hvad jeg kan for, at de har det godt, og at deres billede bliver godt. Fordi lykkedes det, så ved jeg, at filmen bliver god. Og så bliver jeg god. Det er bedre for alle, konkluderer den danske stjerne.

LÆS OGSÅ: Dar Salim om sit første møde med Jake Gyllenhaal: "Jeg mistede al min status og maskulinitet"

Christian Bale havde også en anden effekt på Dar Salim. Han fjernede al nervøsitet:

- Så gjordet også en anden ting for. Når jeg så kom hjem og så skulle lave 'Dicte' for eksempel, så kan det godt være, at det var Iben Hjejle, som jeg havde stor respekt for og et godt forhold til - så var der ikke noget, der kunne gøre mig nervøs mere herhjemme. 

- For jeg havde stået overfor vores generations bedste skuespiller, og jeg havde holdt dén, og han respekterede det, jeg lavede, og jeg kunne mærke, at det virkede. Så jeg var sådan: "Hvis jeg kan spille over for ham, så kan jeg spille over for alle".

Anbefalet til dig