Dansk stjerne skulle have lavet actionfilm med Arnold - men så kom strejken!

Lyt til vores podcast med Pilou Asbæk
Billede
(© 'Terminator: Dark Fate' / Paramount Pictures)

Først stod Pilou Asbæk overfor selveste Sylvester Stallone i superheltefilmen Samaritan, så legenden Jackie Chan i actionbraget Hidden Strike.

Men hvem er det næste ikon på ønskelisten hos den danske stjerne? Det spurgte vi ham om i vores podcast med skuespilleren, hvilket han naturligvis havde et vildt svar på:

- Du tror det er løgn. Er du klar? Det er breaking news! Jeg har lige sagt nej til at lave en film med Arnold Schwarzenegger

Pilou Asbæk fortsætter dog med den lidt mindre kontroversielle sandhed:

- Nej, den blev lagt ned pga. strejken nu her [skuespillere i Hollywood er pt. i strejke grundet bl.a. utilfredsstillende arbejdsvilkår, red.].

Det er dog rigtigt, at Asbæk skulle have lavet en film med den i dag 76-årige actionstjerne:

- Jeg har simpelthen fået tilbuddet om at lave en film med Arnold Schwarzenegger, fortsætter Asbæk og uddyber:

- Jeg ringede jo til mine brødre og sagde: "Jeg ved ikke, hvad det her er". Så siger min bror Thomas: "Du er på vej til at lave 'The Big Five'".

Pilou Asbæk fortæller spøgefuldt videre:

- 'The Big Five' er jo, hvis du er i Afrika og har skudt en løve - og en bjørn og en isbjørn og en giraf og en struds, og - eller - jeg ved ikke, hvad det er. Det er et næsehorn og alle de der andre. Det hedder 'The Big Five'. 

I dette tilfælde er der dog ikke tale om at nedlægge dyr, men derimod at spille sammen med legender som ovenstående.

- Jeg er simpelthen i gang med at lave min egen 'The Big Five' ved at spille med Sylvester Stallone, Jackie Chan og nu Arnold Schwarzenegger. Afslutter den danske skuespiller.

Filmen med Schwarzenegger var en actionfilm af instruktøren bag 'Hidden Strike', Scott Waugh, der skulle have været optaget i Europa, hvor Pilou Asbæk altså inde over - dog uofficielt.

Det drejer sig som filmen Breakout, som vi tidligere har skrevet om her på sitet. Hvorvidt projektet bliver genoptaget, når strejken slutter, må tiden vise. Indtil da kan du jo så lytte vores podcast med Pilou Asbæk.

Pilou Asbæk er lige nu biograf-aktuel i den danske film 'Når befrielsen kommer'

Lyt til podcasten herunder - eller på din foretrukne podcast-app (søg på 'kino.dk filmpodcast'):

Anbefalet til dig