Blodig og brutal fortsættelse: Der venter endnu en dødelig gemmeleg i ny gyserfilm

I 2019 kunne vi juble med, da Grace kæmpede sig bravt igennem en dødelig gemmeleg i det blodige gys Ready or Not.
Heldigvis slap hun fra strabadserne med livet i behold, selvom hendes nye mand og hele den velhavende svigerfamilie havde planer om at slagte hende på bryllupsdagen.
Samara Weaving indtog rollen som Grace og viste stærk karakter som heroisk scream queen. Hun har efterfølgende medvirket i bl.a. Scream VI og 'Azrael'.
Nu vender hun tilbage i efterfølgeren Ready or Not 2: Here I Come, hvor det viser sig, at Graces problemer langt fra er forbi. Det afslører filmens trailer, som du kan se nederst i artiklen.
Det går nemlig hverken værre eller bedre for Grace end, at hun ender i endnu en overdådig villa, hvor nye fjender venter.
Nu venter der således Grace en ny og blodig gemmeleg, hvor adskillige rige familier er på nakken af Grace og hendes søster, der her gør hende selskab.
Det er igen instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der står i spidsen for filmen. De har også haft succes med bl.a. film i Scream-franchisen og vampyrkomedien Abigail.
På rollelisten finder man bl.a. også Kathryn Newton som Graces søster, mens man videre finder Elijah Wood, Buffy-ikonet Sarah Michelle Gellar og i en mindre rolle ingen ringere end kongen af body horror, instruktør David Cronenberg.
'Ready or Not 2: Here I Come' kan ses i biografen fra den 1. april.








