Ærlig Oscar-vinder: Jeg er bandlyst fra Hollywood

Den amerikanske skuespiller Susan Sarandon ('Thelma & Louise', 'Dead Man Walking') har været mødt af en kold skulder fra Hollywood siden hendes forhenværende castingbureau, United Talent Agency, valgte at stoppe samarbejdet med hende tilbage i 2023.
"Jeg blev fyret af mit agentur, specifikt for at marchere og tale om Gaza, og for at bede om våbenhvile", fortalte Oscar-vinderen i et interview ved Barcelonas Goya Awards den 28. februar. Hun uddyber:
- Det er ikke engang muligt for mig at være på tv længere. Jeg ved ikke, om det har ændret sig på det seneste. Jeg har ikke kunnet lave nogen større film eller noget, der har med Hollywood at gøre.
Den kolde luft skyldes, at filmstjernen de seneste par år har engageret sig i pro-palæstinensiske aktiviteter, hvor særligt én udtalelse fra en protest i New York i november 2023 blev dråben for bureauet. Det skriver den britiske avis The Independent.
Her sagde Susan Sarandon angiveligt, at jøder, der måtte føle sig bange efter Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober 2023, nu havde fået sig en smagsprøve på, hvordan det føles at være muslim i USA. En udtalelse, hun dog senere har undskyldt for.
Ved Goya Awards forleden åbnede skuespilleren op om sin karriere anno 2026, som hun bl.a. har holdt i ave med diverse film- og teaterprojekter i europæiske lande som England, Italien og Spanien, der ifølge hende har langt mere intellektuel frihed end USA.
- I en tid med undertrykkelse og censur, er det så vigtigt for os amerikanere at se, hvordan Spanien og jeres præsident støtter op om Gaza, og at skuespillere som Javier Bardem stiller sig frem med så stærk en stemme, lød roserne bl.a. fra Susan Sarandon i den catalanske hovedstad.
Under et interview med Variety ved sidste års Emmy-uddelinger opfordrede spanske Javier Bardem (No Country for Old Men, Skyfall) til en kommerciel og diplomatisk blokade og sanktionering mod Israel.
Bardem og Sarandon er dog langt fra de eneste Hollywood-stjerner, der har taget bladet fra munden om deres pro-palæstinensiske ståsted.
I årene fra, at konflikten genopblussede i 2023, har adskillelige skuespillere stillet sig kritisk over for den israelske regerings militære indgriben og kaldet på våbenhvile samt fri passage til humanitær hjælp.
Senest i et åbent brev fra januar, hvor den palæstinensiske pige Hind Rajabs tragiske skæbne - der i disse dage skildres i den biografaktuelle og Oscar-nominerede film Hind Rajabs stemme - fremhæves for at få verdens ledere til at gribe til handling.
Initiativtageren bag brevet er ifølge The Guardian en gruppe non-profits, som foruden Hind Rajabs egen mor, Wesam Hamada, får opbakning fra stjerner som Susan Sarandon, Mark Ruffalo, Joaquin Phoenix, Simon Pegg og Melissa Barrera, der alle har skrevet under på brevet.
Sidstnævnte blev i 2023 fyret fra sin rolle i Scream-franchisen efter have videredelt et Instagram-opslag, der angiveligt skulle have anklaget Israel for at begå folkemord og etnisk udrensning i Palæstina.
En fyring, der i februar ledte til protester foran producenten Paramount Pictures' studier i Los Angeles, hvor 25 demonstranter var troppet op med "CANCEL Paramount"-skilte og slagråb som "Paramount, Paramount, hvad er jeres svar?". Det skriver Variety.








