27 år efter: Elsket actionklassiker får endelig en fortsættelse

Michael Mann vender tilbage til sin heist-film med ny bog
Heat 1995 Michael Mann
(© Warner Bros. )

Instruktøren Michael Mann løftede tidligere i år sløret for, at bog-fortsættelsen til hans mesterlige heist-film Heat fra 1995 udkom den 9. august. Det er denne tirsdag. Man kan derfor sige, at det kunne være passende at se eller gense 90'er-klassikeren.

Bogen ’Heat 2’ handler om Lt. Vincent Hanna (Al Pacino) og Neil McCauley (Robert De Niro) i tiden før - og efter - det famøse kup, som udspiller sig i ’Heat’:

- Der har altid været en rig historie bag begivenhederne i karakterernes liv før kuppet i 1995, samt hvilken vej livet har ført dem hen efterfølgende.

Bogen kommer således til at fungere som både en prequel og en sequel til actionfilmen. Romanen starter midt i tingene, hvor vi følger karaktererne fra dagen efter kuppet. Handlingen kommer dog primært til at foregå i årene 1989 og 2002, som kan ses i teaseren for bogen her:

Igennem skiftene i tid bliver vi klogere på karakterernes bevæggrund samt konsekvenserne af deres handlinger.

Michael Mann fortæller ligeledes, at flere af de populære karakterer fra filmen kommer til at indgå i fortsættelsen, herunder bl.a. Nate (Jon Voight), Charlene (Ashley Judd) og Trejo (Danny Trejo).

LÆS OGSÅ: 'Heat' er det bedste remake

Kelso (Tom Noonan) - som var både teknisk geni og med til at planlægge selve kuppet - kommer ligeledes til at indgå i bogen, mens fanfavoritten Chris (Val Kilmer) også bliver en del af plottet 'Heat 2':

- Bank-jobbet var ikke første gang Kelso arbejdede sammen med McCauley, og det bliver ikke sidste gang, han arbejder sammen med Chris.

Mann har skrevet romanen sammen med forfatteren Meg Gardiner. Der er på nuværende tidspunkt ikke officielle planer om en filmatisering af 'Heat 2', men i podcasten WTF with Marc Maron udtalte instruktøren for nyligt, at der kunne være noget på vej. Men mere ville han ikke afsløre.

Heat 2-bogen udkommer den 9. august.