Sebastian Jessens vildeste biograftur: Fik smadret The Matrix ned i hovedet

Danske filmstjerner fortæller om deres bedste biografminder.
Billede
(© Mens Vi Lever (SF Studios) / The Matrix (Warner Bros.))

I denne tid hvor Corona-virussen har medført, at alle landets biografer holder lukket på ubestemt tid, drømmer vi os tilbage i biografens røde sæder og glæder os til, at vi igen kan se film på det store lærred.

I en ny interview-serie snakker vi med danske filmfolk om deres bedste biografminder og -oplevelser - og hvorfor biografen er det bedste sted at se film.

Og så kommer de også med et par anbefalinger til, hvad vi kan se derhjemme, mens vi venter...

Vi har i denne omgang talt med skuespilleren Sebastian Jessen, der senest var aktuel i Avaz-brødrenes film Kollision. Mens han tidligere har haft bærende roller i bl.a. I Krig og Kærlighed og Mens Vi Lever.

Jessens næste projekt er tv-serien 'Alfa', der får premiere på TV2 i 2021 - og bliver hans tredje samarbejde med Avaz-brødrene  ’Alfa’.

Samtalen går blandt andet på ’The Matrix’, en specifik scene i ’Løvernes Konge’ og hans kommende projekter, som du kan læse meget mere om herunder.

Mens Vi Lever © SF Studios
Sebastian Jessen i Avaz-brødrenes spillefilmsdebut 'Mens Vi Lever'.

Kan du huske den første film, du så i biografen?
- Det første minde jeg har fra en biograftur, det var i 1994 i Palads, der var jeg inde og se Løvernes Konge. Der har jeg været 8 år, og jeg kan huske en scene i starten af filmen, hvor en lille mus render rundt, og Scars pote bare maser den lille mus. Det chok jeg fik der, det vil jeg aldrig glemme.

- Det var den vildeste oplevelse. Den film har bare siddet i mig altid, og jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg hører titelsangen til ’Løvernes Konge’.

Hvad savner du mest ved biografoplevelsen?
- Jeg savner det fokus, der er på at se filmen, når man går i biografen. Der ingen andre forstyrrende elementer. Jeg kan godt have svært ved at samle mig om at se en film på mit eget TV. Det kan være super belejligt, da man bare kan tænde og slukke, når man vil, men det tvungne fokus, der er i en biograf, savner jeg meget.

- Jeg får mere ud af en film, når jeg ser den i biografen.

Hvad er din vildeste biografoplevelse?
- Den vildeste var, da jeg som 13-årig var med min far i Imperial og se The Matrix. Vi var sent ude i forhold til billetbestilling, så vi endte på første række. Den oplevelse var fuldstændig vanvittig!

- Det, at få ’The Matrix’ smadret ned i hovedet, som vi fik på første række, var vildt. Jeg var hverken god til at læse eller god til engelsk dengang, så jeg har ikke kunne følge ordentligt med. Det var bare et virvar af special effects og seje scener, som gjorde stort indtryk på mig. Det er først senere, at jeg forstod den film. Jeg blev fuldstændig blæst bagover.  

I Krig og Kærlighed © UIP
Sebastian Jessen og Rosalinde Mynster i krigsdramaet 'I Krig og Kærlighed' fra 2018. 

Hvad så du sidst i biografen?
- Jeg var inde og se animationsfilmen Sonic the Hedgehog med min søn. 

Har du en biograf du foretrækker at gå i?
- Jeg er blevet rigtig glad for MovieHouse Hellerup. Den ligger dejligt tæt på, hvor jeg bor, og jeg nyder at komme ind i dens omgivelser. Det er rart at gå i biografen der. Den er fritaget fra alt modernisering.

- Der kan jeg godt lide at komme i god til inden filmen, så jeg kan sidde i lobbyen og drikke en god kop kaffe og nyde udsigten ud over Øresund. Ellers kan jeg også godt lide Empire biografen.

Hvilken film ser du mest frem til at se, når biograferne genåbner?
- Jeg ser frem til at se Tenet. Den er jeg super spændt på, da Christopher Nolan laver nogle fuldstændig vanvittige film. Jeg tror, det bliver en kæmpe forløsning at kunne se den på den anden side af Coronavirussen.

- Christopher Nolans film skal jo ses i biografen, det er ikke det samme blot at se dem på TV. Den smager lidt af Danmark, da de jo har været på Lolland og optage.

Hvad er den bedste film, du nogensinde har set i biografen?
- Interstellar synes jeg virkelig var en fed film! Jeg så den i Imperial, og den rørte mig helt vildt. Jeg ved den deler vandene lidt, men slutningen, den vil jeg aldrig glemme. 

Alfa © TV2
Sebastian Jessen i Avaz-brødrenes kommende serie 'Alfa', der har premiere på TV2 i 2021.

Har du en anbefaling til, hvad folk skal se derhjemme, mens de venter på, at biograferne åbner?
- Jeg er inde i en dokumentar-stime lige nu. Ellers har jeg set filmen ’Uncut Gems’ med Adam Sandler på Netflix, den er ret fed. Jeg var meget imponeret over Adam Sandler. Den er rimelig hæsblæsende, så man skal lige være med fra start og få en energidrik i hånden.

Hvad er din bedste oplevelse med at se din egen film i biografen?
- Jeg ser kun mine egne film til premieren. Det bedste er, når man kan mærke, at folk kan lide filmen.

- Det fedeste jeg har oplevet med mine egne film var presseturen med 'Mens Vi Lever'. Vi vidste ikke rigtig, hvordan publikum vil tage imod den. Folk var rigtig glad for filmen og blev rørt over den, og den modtagelse var en kæmpe oplevelse. Det var tydeligt at mærke, at vi havde lavet en film, som folk godt kunne lide, og det var rigtig fedt. 

Hvilke kommende projekter har du på vej?
-
Jeg er med i serien ’Alfa’ for TV2, som er blevet udskudt til 2021. Jeg sidder og læser et manuskript til en film, der også er blevet rykket lidt, men jeg kan ikke sige så meget om projektet endnu. 

Læs vores tidligere interviewes i artikelserien med Magnus Millang her - og Julie Christiansen her.