Keanu Reeves er bekræftet til The Matrix 4

Lana Wachowski instruerer og skriver
Billede
(© Warner Bros.)

Science fiction-klassikeren The Matrix fyldte i år 20 - og endelig er mange års rygter ikke længere et rygte.

Deadline skriver her til aften, at Warner Bros. står bag en ny film i serien - og at Keanu Reeves vender tilbage som Neo.

Desværre vender ikke begge Wachowski-søstre tilbage, men kun Lana Wachowski, der vil både instruere, producere og skrive manus. Også Aleksandar Hemon (Love Island) og David Mitchell (Cloud Atlas) er på manus.

Warner Bros Pictures-formanden Toby Emmerich udtalte følgende: 

“Vi kunne ikke være mere begejstrede end at vende tilbage til The Matrix sammen med Lana. Lana er en sand visonær - en enestående og original kreativ filmskaber - og vi er lykkelige for at hun skal skrive, instruere og producere dette nye kapitel i Matrix-universet."

Udover Reeves som Neo og Lana vender også Carrie-Anne Moss tilbage som Trinity... hvilket kan betyde, at vi befinder os i en anden tidslinje end trilogien. Nyheden nævner ikke Laurence Fishburne a.k.a. Morpheus.

Om de mange rygter om Michael B. Jordan (Creed) i en ny bærende rolle faktisk har noget på sig, får vi at se. Nyheden meddeler intet derom.

Der er vist ingen tvivl om, at Keanu Reeves' nylige tilbagevenden til blockbuster-verden med John Wick-filmene, har haft betydning for Warners beslutning.

Om det så er en god ide at brygge mere filosofi og flere kampscener på netop dette univers, vil tiden vise. I den originale trilogi, står den første film som et mesterværk, mens de to fortsættelser er knap så elskede.