Ny animationsfilm af Anders Matthesen er på vej

Stewart Stardust vender tilbage!
Billede
(© Nordisk Film)

Sidste år udkom komikeren Anders 'Anden' Matthesens børnebog 'Ternet Ninja' til flotte anmeldelser og stor popularitet - og nu er en filmudgave på vej. 

Matthesen har tidligere haft stor succes med animationsfilmen Terkel i knibe, og det er også holdet derfra, der skal stå bag den nye film, som komikeren selv skriver, instruerer og lægger stemme til. 

Filmen handler om teenageren Aske, der får en ternet Ninja-dukke af sin onkel Stewart, da han kommer hjem fra Thailand. Det viser sig dog ikke at være nogen helt almindelig dukke - den er nemlig levende, dødens farlig og besat af tanken om retfærdighed og blodhævn overfor dem, som tog livet af dens skaber. 

Ninja-dukken hjælper Aske med at få styr på sine problemer, og drengen afgiver et løfte om at hjælpe dukken, uden han dog helt selv ved, hvad det indebærer.

Flere kendte Anden-figurer vil dukke op i Ternet Ninja, herunder den elskede og fanden-i-voldske Stewart Stardust, den uheldige Terkel (som er Askes fætter) og det glade pagehår Arne Nougatgren.

Filmatiseringen af bogen er en drøm, som går i opfyldelse for multi-talentet, der udtaler i en pressemeddelse:

- Det bliver SÅ godt!! Det er så optur at arbejde med animationsfilm igen. Jeg har en hånd i hver eneste gryde og en finger med i alle detaljer. Vi er i fuld gang med storyboard, og om natten sidder jeg og laver nye sange til filmen.

Ternet Ninja får premiere den 25. december 2018.