5 minutter med Sam Claflin

"Alle har haft et venskab baseret på seksuelle spændinger."
Billede
(© Canyon Creek Films)

I den aktuelle Love, Rosie spiller Sam Claflin denne unge mand, Alex, der siden gymnasiet har været forelsket i sin veninde, Rosie, spillet af Lily Collins. Vi mødte den 28-årige britiske skuespiller, der fik sit gennembrud med succeser som Pirates of the Caribbean 4 og Catching Fire, på et hotel i Cannes.

En romantisk komedie er anderledes, end det du normalt medvirker i. Var det noget, du ledte efter?

Jeg elskede de romantiske komedier, som jeg voksede op med. Notting Hill og Love Actually var en stor del af mine teenageår, og på den måde er jeg en ret følsom og blød type. Ha ha. 'Love, Rosie' gav mig mulighed for at lave noget nutidigt. Jeg er vant til at transformere mig selv fysisk til roller, og nu kunne jeg have min egen frisure, slippe for skægstubbe og for en gangs skyld bruge min egen accent. Og så minder humoren meget om min egen, og jeg elskede manuskriptet.

Hvad med Alex’ situation – kan du genkende at være forelsket i sin bedste veninde?

Jeg tror, at alle har haft en ven af det modsatte køn i gymnasietiden, som man nærede særlige følelser for. Ikke nødvendigvis ægte kærlighed men et venskab baseret på seksuelle spændinger. Den del af filmen, hvor Alex begynder at se på Rosie med andre øjne, og tingene uundgåeligt vil ændre sig, er interessant, og deres rejse gennem hele filmen er i det hele taget meget nem at relatere til. Som det øjeblik, hvor pigen prøver at kysse dig, men du har en kæreste, og derfor kan du ikke, selvom du gerne ville.

Tænker du ofte på forspildte chancer i dit eget liv?

Hvad der er sket, er sket. Jeg forstår ikke rigtig ideen med at reflektere over fortiden. Jeg er meget taknemmelig over min nuværende situation, så jeg kan ikke rigtig fortryde de valg, jeg har taget. Uden de beslutninger ville jeg ikke være her. Jeg prøver også at lade være med at tænke for meget på fremtiden. Man kan alligevel ikke forudsige noget, og jeg havde aldrig gættet, at jeg ville sidde her i Cannes fem år efter skuespillerskolen. Vi må se, hvad der sker.

© Canyon Creek Films

Hvordan var kemien mellem dig og Lily Collins? Kan man etablere den slags?

Man kan ikke lyve, når det kommer til kemi. Enten er den der, eller også er den ikke. Lily kom til London, jeg havde aldrig mødt hende før, og instruktøren placerede os med vores ansigter tre centimeter fra hinanden. Og hun er ikke ligefrem en utiltrækkende pige, så det var ret intenst. Ha ha. Han bad os se på hinandens ansigter og udpege forskellige træk og reaktioner. Vi sad der og stirrede på hinanden i en halv time. Men senere fik vi mange chancer for at lære hinanden bedre at kende, og jeg besøgte hende i Los Angeles, hvor vi dansede til en Oscar-fest. Og jeg er ikke nogen stor danser. Hun er en meget, meget god ven og et stort talent. Og hun fik mig til at arbejde meget hårdere. Så jeg vil mene, at vi havde virkelig god kemi. Vi blev nærmest som bror og søster.

Hvor stor er forskellen på at spille skuespil i en film som ’Love, Rosie’ og en film som ’Mockingjay’?

Det er fuldstændig forskelligt fra hinanden. For mig er der stor forskel på at indspille noget nutidigt og så postapokalyptisk science fiction. Det burde måske ikke være tilfældet, men på en måde oplevede jeg et bevidst skifte i mine evner som skuespiller. I 'Love, Rosie' var der stor frihed til at lege med rollen. Måske fordi jeg var så komfortabel med karakteren. Med Finnick (fra Hunger Games-serien, red.) står det hele skrevet ned i forvejen. Det er først og fremmest Katniss’ historie, og der er mange flere karakterer, så der er mindre plads til at eksperimentere. Jeg følte mig meget mere afslappet under indspilningerne af 'Love, Rosie' - og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting!

Love, Rosie er aktuel i biografen.