To kandidater til sidste Terminator-hovedrolle

Hvem skal spille Kyle Reese?
Billede
(© A Good Day to Die Hard/Fox & Higher Ground/BCDF Pictures)

Jay Courtney, der spillede Bruce Willis' søn i den femte Die Hard-film, og Boyd Holbrook fra The Host og den kommende Out of the Furnace, er de to kandidater til at spille Kyle Reese i 'Terminator: Genesis'.

Terminator: Genesis er et reboot af den oprindelige Terminator-film fra 1984 med Arnold Schwarzenegger som dræbermaskinen. I den film blev Kyle Reese, der er sendt tilbage i tiden for at stoppe Terminatoren, spillet af Michael Biehn, og det er en vigtig rolle i science fiction-historien.

Schwarzenegger er heldigvis med i den nye film, og Emilia Clarke skal spille Sarah Connor, og Jason Clarke er hendes voksne søn John.

Boyd Holbrook er lige nu frontløber til Reese-rollen, og umiddelbart virker han også som det rigtige valg. Courtney er, sammenlignet med Biehn, simpelthen for pumpet. Kyle Reese må godt være veltrænet, men skal i undertegnedes mening helst også ligne en, der kommer fra en dystopisk fremtid med knappe ressourcer.

Terminator: Genesis skal instrueres af Alan Taylor (Thor: The Dark World) og får premiere den 25. juni 2015.