Guide - Britisk festivalekspert om CPH:DOX
Damon Wise er en britisk filmkritiker- og skribent, der bl.a. arbejder for verdens største filmmagasin, Empire. Han beskriver sig selv som all-round festival dude, og i år besøger han for anden gang den københavnske filmfestival.
Vi spurgte Damon Wise om hans forventninger til CPH:DOX 13, hans anbefalinger og om en status på dansk film.
Hvad forventer du af CPH:DOX 2013?
Det er kun min anden gang på CPH:DOX, men sidste år bed jeg mærke i, at festivalen er meget interesseret i "hybrid-dokumentarer", der også har min store interesse. To særlige film sidste år var, for mit vedkommende, Joshau Oppenheimers The Act of Killing og Max Kestnes meget undervurderede Identitetstyveriet. Begge film udforsker konceptet ”sandhed” via illusion. Af samme årsag er jeg meget imponeret af dette års The Reunion af Anna Odell. Ligheden med Festen er et modigt valg, men jeg synes, at den hurtigt bevæger sig videre fra det set-up, og brugen af skuespillere og ikke-skuespillere skaber nogle interessant pointer om menneskets natur. Ændrer vi os overhovedet, eller er vi altid, inderst inde, den samme person, som vi var i skolen? (Den norske konkurrencefilm, Love Me, gør noget lignende.) Det er en meget svær balancegang, men ’The Reunion’ er det perfekte eksempel på den type film, jeg søger, og dens ideer vil sidde i mig lang tid endnu.
Hvordan opfatter du festivalen?
Jeg ved ærligt talt ikke specielt meget om dokumentarfilm, eller rettere sagt dokumentarfilms-skabere, så festivalen er fremragende til at udvide min horisont. Dokumentar-verdenen er meget anderledes end den sædvanlige festivalkreds, og den har sin egen sær- og berømtheder. Jeg kan godt lide det faktum, at det udfordrer mine vante rammer! Når det kommer til festivalens måde at præsentere sig på, er det én af de få begivenheder, der omfavner alle aspekter af, hvad der sker. Og med det mener jeg fester og branche-events, der foregår side om side med screeninger. Det er en strålende måde at fremhæve festivalens inkluderende natur på. Selvom filmene altid er den primære grund til at deltage, har CPH:DOX et stærkt socialt element. Den føles meget levende.
Hvilke film ser du særligt frem til, og hvad anbefaler du på festivalen?
Jeg er kun i København få dage, så desværre går jeg fx glip af Jørgen Leths nye film. Jeg elskede De fem benspænd. En utrolig frygtløs og fantasifuld film. Udover konkurrencefilmene håber jeg at få set titler som The Armstrong Lie, Teenage og The Dirties. Jeg kan desuden anbefale Computer Chess, en meget mærkelig independent-film optaget med ældgammelt udstyr, der foregiver at være en dokumentar om en computer-skakturnering i USA. Den har en sær mekanisk stil og en totalt bizar slutning, men hvis man holder ud, bliver man også belønnet. Jeg kan også anbefale Jodorowsky's Dune, den bedste “bag scenerne-film” nogensinde om en film, der aldrig blev lavet. Lucy Walkers The Crash Reel, historien om en snowboard-tragedie med et twist. 99: The Occupy Wall Street Collaborative Film, der fremsætter relevante pointer om den moderne verden, og fra UK, The Great Hip-Hop Hoax, en larger-than-life fortælling om en falsk rap-duo. Filmen er selv (fejlagtigt) blevet beskyldt for at være fup.
Hvorfor er dokumentarfilm vigtige - hvad kan de, som andre genrer ikke kan?
Det fantastiske ved dokumentaren er, at den ikke har en formel og ikke er begrænset af et budget. En god dokumentar bruger i princippet alle tilgængelige midler for at nå sandheden. Den er også et værdifuldt felt indenfor filmproduktionen på et tidspunkt, hvor Hollywood er så sikker og markedstestet. Hvem havde nogensinde troet, at Searching for Sugar Man, en film om en forsvunden musiker, ville blive et hit i 2012? I min verden er en god dokumentar kendetegnet ved, at den fører dig til et sted, som du ikke vidste, at du gerne ville hen. Det er også en rigtig god måde at bevare kulturelle identiteter på i en tid med eskalerende globalisering.
Hvor synes du, at dansk film, som helhed, står lige nu?
Dansk film fortsætter sin tiltagende styrke, og det der appellerer til mig er mangfoldigheden. For nyligt blev jeg voldsom imponeret af Michael Noers Nordvest - en strålende fusion af Pusher II og Submarino - som er et godt eksempel på, hvad danskerne gør bedst. Jeg er også altid imponeret over måden danske instruktører med ubesvær bevæger sig ind og ud af engelsksprogede projekter. Only God Forgives er en af mine yndlingsfilm i 2013, og jeg er spændt på at se Thomas Vinterbergs vinkel på Far from the Madding Crowd. Desuden er jeg DESPERAT efter at se Lars von Triers Nymphomaniac. Det er utroligt, at en så talentfuld filmskaber foretrækker at udforske og arbejde med sine egne fejl frem for at holde sig til sine styrker. Han er uden tvivl en moderne mesterinstruktør. Og så er han den eneste instruktør, jeg nogensinde har set nøgen. Endelig venter jeg stadig på Paprika Steens store gennembrud i Hollywood. De har brug for hende!
Hvilken er den bedste dokumentar nogensinde?
Den er svær, men jeg ville måske, lige nu, sige 'Grey Gardens' af Albert og David Maysles. Den starter med et anstrengende, ufuldstændigt portræt af to damer, men pludselig er man fanget. Den er det perfekte eksempel på en dokumentar, der viser uden at fortælle, hvilket giver os mulighed for at møde de to kvinder i vores eget tempo.
CPH:DOX løber af stablen fra den 7.-17. november. Du kan følge Damon Wise på Twitter @yo_damo.