J. J. Abrams skal instruere 'Star Wars VII'

Opdateret: Lucasfilm bekræfter nyheden
J. J. Abrams bytter Spock ud med Skywalker
(© Paramount Pictures)

Først sagde han nej, men Jedi mind-tricks er svære at modstå.

J. J. Abrams, instruktøren af Star Trek (2009), har efter flere overvejelser påtaget sig jobbet som instruktør af 'Star Wars VII'. Det bekræfter Lucasfilm.

Abrams virker som et glimrende valg. Hans reboot af Star Trek-franchisen formåede at tilfredsstille både hardcore fans og uindviede publikummer. En svær balance, som han også kan få brug for som Star Wars-instruktør.

Samtidig har han tidligere udtalt, at 'Star Wars' var den første film, der virkelige imponerede ham effektmæssigt, og han har et helt særligt forhold til filmserien.

Disney købte rettighederne til 'Star Wars' fra George Lucas sidste år, og vi ved allerede, at Michael Arndt skal skrive manuskriptet til den første film i den nye trilogi, der foregår efter Imperiets undergang i Return of the Jedi.

Star Wars: Episode VII får premiere i 2015, så det bliver Abrams' næste instruktørprojekt. Inden da er han aktuel med Star Trek Into Darkness, der får premiere den 6. juni.