10 film du skal streame i juni

Sommer i sofaen
Shelter
(© Scanbox Entertainment)

Sommeren står for døren - og skulle man ønske at søge ly for solen varmen, kan man jo enten vælge at gå i biografen, eller kaste sig ned på sofaen og se en film.

Sidstnævnte er vi klar med en guide til. Juni byder nemlig på en række nye film på diverse streamingtjenester. Man kan kan glæde sig til alt fra Pixar-animation og romantisk komedie over true crime til actionfilm og sorthumoristisk thriller samt et skuespiller-comeback af de helt store.

Se herunder de 10 nye film, du kan streame i juni.

Anemone
(© Plan B Entertainment)

Anemone 

Daniel Day-Lewis betragtes af mange som en af filmhistoriens bedste skuespillere med mindeværdige præstationer i bl.a. 'Den sidste mohikaner' og There Will Be Blood. 

I 2017 trak Day-Lewis sig tilbage fra rampelyset, men sidste år gjorde stjernen comeback i filmen ’Anemone’, der er instrueret af hans egen søn, Ronan Day-Lewis - samt skrevet af far og søn sammen. 

I ’Anemone’ tvinges to brødre til at konfrontere deres fælles fortid, efter at den ene er gået i selvvalgt eksil i vildmarken. Daniel Day-Lewis spiller den ene bror overfor Sean Bean ('Ringenes Herre', 'Game of Thrones'). 

Nu kan filmen endelig ses i Danmark fra 3. juni på bl.a. Blockbuster.dk 

Mission bæver
(© Disney)

Mission: Bæver 

Mens Toy Story 5 kan ses i biografen, kan den seneste originale titel fra animationsstudiet Pixar ses i hjemmebiografen. 

Det drejer sig om filmen Mission: Bæver, der efter en succesfuld tur på det store lærred, nu lander på streamingtjenesten Disney+. 

Historien tager sit udgangspunkt i en gruppe forskere, der har opdaget, hvordan man kan "hoppe" menneskets bevidsthed over i livagtige robotdyr og på den måde lade mennesker kommunikere med dyr ... som dyr!  

Det udnytter pigen Mabel til at lave et oprør hos dyrene i naturen i håbet om at forhindre en motorvej i at blive bygget. 

'Mission: Bæver' kan ses på Disney+ fra 3. juni. 

The Murder of Rachel Nickell
(© Netflix)

The Murder of Rachel Nickell 

Netflix har i årenes løb været leveringsdygtige i den ene vanvittige true crime-dokumentar efter den anden. 

I juni udkommer det næste skud på stammen. Denne gang om mordet på Rachel Nickell - en ung mor, som blev myrdet i fuldt dagslys på Wimbledon Common i London - for øjnene af sit lille barn.  

'The Murder of Rachel Nickell' folder den årelange mordsag ud fra 4. juni på Netflix. 

Office Romance
(© Netflix)

Office Romance 

Netflix er klar med en ny romantisk komedie, hvor Jennifer Lopez spiller en emsig direktør, der forbyder sine medarbejdere at flirte med hinanden. 

Det hele ændrer sig dog, da hun hyrer en ny advokat (Brett Goldstein fra 'Ted Lasso'). De to arbejdsnarkomaner indleder nemlig en hemmelig kontorromance. 

Rollelisten tæller bl.a. også stjerner som Betty Gilpin, Bradley Whitford og Tony Hale. Mens Goldstein har selv været med til at skrive filmen, der er instrueret af Ol Parker, som tidligere har stået bag kameraet på bl.a. 'Mamma Mia! Here We Go Again'. 

'Office Romance' kan ses på Netflix fra 5. juni. 

Wicked: Part 2
(© UIP)

Wicked: For Good

Anden del af den populære filmatisering af den klassiske musical 'Wicked' om de to hekse Elphaba og Glinda samt deres komplekse venskab lander nu på SkyShowtime. 

I de to hovedroller ses Cynthia Erivo og Ariana Grande, der leder an på en stjernespækket rolleliste med bl.a. også Jeff Goldblum, Michelle Yeoh og Jonathan Bailey.  

'Wicked: For Good' kan ses på SkyShowtime fra 5. juni. 

Over Your Dead Body
(© Prime Video)

Over Your Dead Body 

Den sorthumoristiske thriller 'Over Your Dead Body' har Samara Weaving og Jason Segel i hovedrollerne som et dysfunktionelt ægtepar. 

De beslutter sig for at prøve at genfinde hinanden i en afsidesliggende hytte, men hver især har de en plan om at slå den anden ihjel. 

'Over Your Dead Body' er en genindspilning af den norske succes 'I lyst og død' fra 2021. Bag kameraet på den amerikansk version står Jorma Taccone, der er medlem af den populære komediegruppe The Lonely Island. Hans CV tæller bl.a. også action-komedien 'MacGruber', både filmen og serien, samt parodi-komedien 'Popstar: Never Stop Never Stopping'. 

Rollelisten tæller også Timothy Olyphant og Juliette Lewis.

'Over Your Dead Body' kan ses på Prime Video fra 10. juni.

I Want To Believe
(© 20th Century Fox)

X-Files: I Want to Believe - Director’s Cut 

I 2008 udkom 'The X-Files: I Want to Believe'. En tilbagevenden til det elskede science fiction-univers med FBI-agenterne Mulder og Scully, hvor serien stoppede efter ni sæsoner i 2002. 

Filmen fik en blandet modtagelse af både kritikere og fans og blev en mindre box office-fiasko. 

Nu, 18 år efter, er instruktøren bag, X-Files-skaber Chris Carter, klar med et nyt director's cut af filmen, der efter hans eget udsagn er tætte på den oprindelige vision for 'I Want to Believe', som er mørkere og mere uhyggeligt. 

I USA får brugerne på Disney+ adgang til det nye director's cut via en bonus feature i app'en fra 11. juni. Vi afventer pt om dette også bliver tilfældet i Danmark. Men det forventer vi. 

Shelter
(© Scanbox)

Shelter 

Hvem kan ikke lide en god omgang action med Jason Statham? 

'Shelter' er den seneste actionbasker med stjernen, der efter en tur i biografen, nu er klar til hjemmebiografen. 

Den hårdkogte film følger Statham i rollen som en tidligere eliteagent, der nu lever i hemmeligt eksil på en øde ø. Kun en ung kvinde, der leverer varer til ham, er hans kontakt med omverdenen. 

Men da en storm tvinger ham til at hjælpe kvinden, får han nu sine gamle fjender på nakken - og de to bliver kastet ud i en brutal kamp for overlevelse. 

'Shelter' kan ses på Prime Video fra 12. juni.

Avatar: Fire and Ash
(© 20th Century Studios)

Avatar 3: Fire and Ash 

En af sidste års største film lander nu på streamingtjenesten Disney+. 

Den tredje film i James Camerons Avatar-univers tager os med tilbage til Pandora og et nyt eventyr med tidligere marinesoldat og na'vi-leder Jake Sully, na'vi-krigeren Neytiri og deres familie. 

Denne gang venter en ny modstander, der slår sig sammen med en af familiens gamle fjender. Et episk opgør venter i hjemmebiografen. 

'Avatar: Fire and Ash' kan ses på Disney+ fra 24. juni. 

Little Brother
(© Netflix)

Little Brother 

En ny komedie-duo bliver født i Netflix-komedien 'Little Brother', der parrer den muskuløse eks-wrestler John Cena med komikeren Eric André - kendt fra bl.a. The Eric André Show og 'Bad Trip'. 

Historien følger en berømt ejendomsmægler, hvis pæne og ordentlige tilværelse pludselig vendes på hovedet, da hans excentriske "lillebror" dukker uventet op. 

'Little Brother' kan ses på Netflix fra 26. juni. 

Nyeste film i biografen