Se Rasmus Bjerg og Søren Malling som dansende, sure og syngende billetkontrollører

Eksklusivt klip fra Wikke-Rasmussen-filmen 'Gooseboy'
Billede
(© SF Studios)

Den originale duo Wikke-Rasmussen er snart tilbage på det store lærred med familiefilmen Gooseboy - og vi kan her eksklusivt præsentere et nyt, skønt og syngende klip fra filmen. Se det øverst.

Vi møder i klippet drengen Viggo og den talende gås Nissemand, der har sneget sig ombord på et tog uden billet. Men to nidkære billetkontrollører i skikkelse af Rasmus Bjerg og Søren Malling er på færden af dem.

Da de fanger dem på toget, ender det hele med en herlig sang helt i idemagernes Wikke og Ramussens ånd, der tidligere har stået bag store hits som 'Brug dit hjerte som telefon', 'Voldsom Volvo' og 'Ridder Lykke'.

Den nye sang hedder 'No Billetto', er fremført af Malling og Bjerg selv - og er med på soundtracket til 'Gooseboy', der udkommer på næste fredag.

Da kino.dk mødte instruktørparret bag, Wikke & Ramussen, fortalte de os, at rollerne var specifik skrevet til de to skuespillere, og det var en helt speciel oplevelse at filme. Steen Rasmussen fortæller:

 - Rasmus Bjerg og Søren Malling havde aldrig arbejdet sammen før. De kendte godt hinanden, men de havde aldrig talt sammen før. De mødtes på studiet om morgenen, og de var ikke til at flå fra hinanden bagefter. De var så glade for det samarbejde.

Michael Wikke fortsætter:

- De var selv meget overraskede over ikke at have mødt hinanden før, ikke at have spillet over for hinanden før, og så alligevel nærmest at gå ind i en fælles dans i det spil, de skulle lave sammen. Det var en lidt speciel oplevelse for dem begge to.

Se scenen mellem Bjerg og Malling øverst.

Hele vores interview med Wikke-Rasmussen udkommer snart både på video og podcast. Følg med her på sitet.

Gooseboy får premiere den 3. oktober - du kan allerede nu finde billetter til flere forpremiere-visninger.