Kan du huske 'Sideways'? Folkene bag genforenes i ny anmelderrost film

'The Holdovers' har vundet to Golden Globes
The Holdovers
(© The Holdovers / UIP)

Paul Giamatti var i 00'erne en af den amerikanske independent-films mest prominente navne, der kunne portrættere en gnaven mand i en så overbevisende grad ikke set siden Walter Matthau.

Siden har Giamatti optrådt i både smalle film og dyre Hollywood-blockbusters som The Amazing Spider-Man 2 og San Andreas, men nu vender han tilbage til den type rolle, der gjorde ham populær i American Splendor og Sideways.

Det sker i den anmelderroste The Holdovers, hvor han genforenes med sin instruktør fra 'Sideways', Alexander Payne, der siden deres seneste samarbejde i 2004 har instrueret film som The Descendants og Nebraska.

Du kan se traileren til 'The Holdovers' nederst i artiklen.

'The Holdovers' har allerede haft premiere i hjemlandet USA, og her er det blevet til en overvældende positiv modtagelse. Således har komedie-dramaet et gennemsnit på 96 % på Rotten Tomatoes, der, ligesom her på kino.dk, samler mediernes anmeldelser.

Filmen har desuden vundet to Golden Globes, nemlig Bedste mandlige hovedrolle (Giamatti) og Bedste kvindelige birolle (Da'Vine Joy Randolph). Se alle vinderne her.

I filmen spiller Giamatti hovedrollen som Paul Hunham, der er professor på Barton Academy. 

Ingen på forberedelsesskolen kan lide ham. Han har ingen familie og ingen andre steder at tage hen i julen 1970, så han bliver på skolen for at holde øje med de elever, som ikke har mulighed for at rejse hjem. 

Der går dog ikke mange dage før, der kun er en elev tilbage. Den utilpassede Angus, som godt nok er en dygtig elev, men hvis dårlige opførsel ofte er tæt på at få ham bortvist.

Sammen med skolens køkkenchef Mary, hvis søn kort forinden er blevet dræbt i Vietnam, tilbringer den umage trio en meget begivenhedsrig jul sammen i New England.

'The Holdovers' får dansk biografpremiere den 11. januar 2024.